Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Kort efter udbruddet af krigen mellem Israel og Hamas og begyndelsen på den omfattende ødelæggelse af Gaza i oktober 2023 blev ledelsen hos McDonald’s i Chicago utilsigtet viklet ind i konflikten. De lokale ejere af McDonald’s-restauranter har stor selvbestemmelse over overskud og drift, og franchisetagerne var begyndt at tage parti. Indlæg på de sociale medier fra McDonald’s i Israel fremhævede leveringen af gratis måltider til israelske soldater, hvilket fik McDonald’s-franchiser i hele Mellemøsten til kollektivt at give tilsagn om millioner af dollars til støtte for palæstinenserne i Gaza.
Krigen i Ukraine har afsløret, hvordan multinationale selskaber er blevet mindre villige til fuldt ud at overholde direktiverne fra en enkelt regering.
McDonald’s har siden forsøgt at minimere sine kommentarer om franchisetagerne og navigere i kontroversen. I april 2024 meddelte McDonald’s Corporation, at de ville købe 225 af deres restauranter tilbage fra Alonyal Limited, det israelske selskab, der driver McDonald’s i landet, for et ikke oplyst beløb. Handlen forventes at blive afsluttet i løbet af de næste par måneder og vil holde McDonald’s travlt beskæftiget, mens virksomheden forsøger at vende nedgangen i det regionale salg og aktiekursen forårsaget af affæren.
Hændelsen viser, hvordan multinationale virksomheder med globalt fodaftryk og decentral drift hurtigt kan komme til at støtte modsatte sider af konflikter. Selv om McDonald’s’ topchefer ikke havde planer om at vise støtte til hverken Israel eller Palæstina, har profitincitamenter af og til fået virksomheder til at støtte flere sider i konflikter, ofte på mere meningsfulde måder. Under Iran-Irak-krigen fra 1980 til 1988 forsynede vestlige våbenproducenter direkte og indirekte begge sider med våben og udnyttede de vestlige regeringers skiftende støtte til Irak og Iran under hele konflikten.
Krigen i Ukraine
Men efterhånden som multinationale virksomheder har udvidet deres internationale aktiviteter i takt med den stigende globalisering og presset på den amerikansk ledede verdensorden, er de nu udfordret på at opretholde forretningsforbindelser med både USA og lande, der er fjendtligt indstillet over for USA’s interesser. Derudover bliver disse virksomheder mere og mere indblandet i at give næring til modstridende sider af civile konflikter i andre lande, direkte og indirekte, på måder, der kan forlænge eller optrappe volden.
Krigen i Ukraine har afsløret, hvordan multinationale selskaber er blevet mindre villige til fuldt ud at overholde direktiverne fra en enkelt regering, herunder USA, når det er i konflikt med deres økonomiske interesser. På trods af Ruslands annektering af Krim og anstiftelse af en stedfortræderkrig i Ukraines Donbas-region i 2014 fortsatte mange vestlige virksomheder med at operere i begge lande og forsynede den russiske regering med skatteindtægter, teknologisk ekspertise, produkter og medarbejderviden, hvilket lettede den russiske regerings bestræbelser på at støtte sin krigsindsats. Men efter Ruslands fuldstændige invasion af Ukraine i 2022 stod mange vestlige virksomheder over for dilemmaet om at overholde sanktionerne ved at forlade Rusland eller bevare adgangen til lukrative offentlige kontrakter og et forbrugermarked med 145 millioner mennesker.
Men mens de fleste forlod Rusland på grund af offentligt pres og sanktioner, forblev andre virksomheder i landet med henvisning til dyre exit-omkostninger. Andre, som officielt forlod Rusland eller erklærede, at de havde til hensigt at gøre det, opererer fortsat i Rusland og har vist sig at være afgørende for Kremls evne til at reducere sanktionernes effekt. I mellemtiden har selv Kina, Ruslands vigtigste partner, ladet sin største kommercielle dronevirksomhed, DJI, blive den største leverandør af droner til både Rusland og Ukraine, hvilket viser, hvor stærkt profitten lokker, og hvordan de internationale markeder tillader en strøm af produkter til krigszoner uanset geopolitiske alliancer.
Spændinger med Kina
Da spændingerne mellem Vesten og Kina også er blevet intensiveret i de senere år, har vestlige virksomheder været udsat for et stigende pres for at afbryde forbindelserne. Amerikanske tech-giganter som Google, IBM og Cisco er kommet under beskydning for at hjælpe med at udvikle Kinas sikkerhedskapacitet, selv om det tilsyneladende er til indenlandsk brug. I 2019 fik kommentarer fra ledere i NBA (USA’s nationale basketball-liga, red.) om Kinas reaktion på prodemokratiske protester i Hongkong alvorlige økonomiske konsekvenser for NBA’s aktiviteter i Kina og førte til et svar fra Det Hvide Hus, som kritiserede virksomheder, der havde “bøjet sig for Kinas penge og markeder.”
Alligevel forsøger Beijing fortsat at tvinge udenlandske virksomheder til at indtage en anden holdning end deres hjemlige regeringer i spørgsmål, der skaber splid, eller i det mindste sikre neutralitet. Mange amerikanske virksomheder genererer allerede større indtægter i Kina end på hjemmemarkedet og er ikke villige til at udstøde verdens næststørste økonomi og største forbrugermarked.
Oprørsgrupper og regeringer
Mens multinationale virksomheder historisk set har opereret i overensstemmelse med USA i løbet af de sidste par årtier med neoliberal globalisering, har udfordringerne for den USA-ledede internationale orden fået mange til at genoverveje deres standpunkter. Denne dynamik kombineret med globaliserede forsyningskæder og markeder ser ud til at have fået nogle multinationale virksomheder til at tro, at de relativt ustraffet kan støtte flere sider i geopolitiske konfrontationer, mens deres produkter og tjenester sandsynligvis vil finde vej til de ønskede destinationer og partnere uanset regeringers direktiver.
I stedet for at marchere i takt med Washington synes virksomhederne at være mere villige til at forsøge at bevare forbindelserne til USA, samtidig med at de opretholder og opbygger forbindelser til lande, der er fjendtligt indstillet over for USA. Denne tilgang risikerer at forværre de geopolitiske spændinger og underminere sammenhængen i den USA-ledede verdensorden, da de multinationale selskabers profitmotiver afviger fra de udenrigspolitiske mål for de regeringer, hvor de er baseret.
Virksomhedernes voksende direkte og indirekte rolle i konfliktzoner, især i regioner med svag statslig håndhævelse, ledes også af private militær- og sikkerhedsfirmaer.
I takt med globaliseringen er multinationale virksomheder i stigende grad blevet involveret i civile konflikter og regioner med skrøbelig regeringsførelse. I nogle tilfælde har de aktivt forværret spændingerne ved at støtte oprørsgrupper og regeringer. Chiquita Brands International S.à.r.l., en af verdens største landbrugsvirksomheder, har indrømmet at have betalt penge til både oprørsgruppen FARC og højreorienterede paramilitære grupper i Colombia i 1990’erne og 2000’erne for at garantere driftssikkerheden.
Denne praksis med, at virksomheder støtter flere sider i konflikter, er særlig tydelig i Afrika, ofte for at sikre adgang til ressourcer. I Nigeria har de amerikanske virksomheder Shell og Chevron betalt oprørsgrupper for at beskytte deres olie- og gasinteresser, samtidig med at de har leveret skatte- og udviklingsmidler til den nigerianske regering. På samme måde har mineselskaber som Afrimex (UK) Ltd. og belgiske Trademet SA betalt oprørsgrupper, der opererer i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), samtidig med at de samarbejder med DRC’s regering.
Kinesiske mineselskaber påstås også at have betalt nigerianske militante grupper for at få adgang til mineralreserver i landet, samtidig med at de har gjort forretninger med den nigerianske regering. I Myanmar har forskellige kinesiske og thailandske firmaer fulgt en dobbeltstrategi, hvor de officielt har underskrevet aftaler med militærjuntaen, mens de i det skjulte har samarbejdet med væbnede etniske grupper, der kontrollerer områder rige på naturressourcer.
Mine-, skov- og landbrugsvirksomheder betalte også “revolutionære skatter” til New People’s Army (NPA) og andre oprørsgrupper i Filippinerne, herunder virksomheder som Lepanto Consolidated Mining Company og Philex Mining Corporation, hvilket førte til offentlig misbilligelse fra filippinske embedsmænd. Louis Berger Group, et rådgivende ingeniørfirma, betalte i mellemtiden Taleban og andre grupper i Afghanistan for at beskytte forsyningskonvojer og byggeprojekter, samtidig med at de opfyldte kontrakter for USA’s militær.
Banker og betalingsnetværk faciliterer også indirekte eller vender det blinde øje til finansiering af udpegede terrorist- og kriminelle grupper. FinCEN Files, der blev offentliggjort i 2020, afslørede også, hvordan banker som britiske Standard Chartered PLC behandlede millioner af dollars for Arab Bank’s kunder, på trods af at Arab Bank i 2014 blev fundet ansvarlig for bevidst at have overført penge til Hamas.
Private militærfirmaer
Virksomhedernes voksende direkte og indirekte rolle i konfliktzoner, især i regioner med svag statslig håndhævelse, ledes også af private militær- og sikkerhedsfirmaer (PMSC’er). Disse firmaer er ofte ansat af andre private aktører for at beskytte investeringer og personale, men har en naturlig tendens til at styre og forlænge konflikter i stedet for at løse dem. Især på tværs af Afrika er PMSC’er til stede for at tjene private interesser såvel som regeringer. Den stigende brug af PMSC’er på verdensplan har givet anledning til bekymring over multinationale selskabers evne til hurtigt at skifte støtte mellem konfliktende parter, efterhånden som deres strategiske interesser udvikler sig, og potentielt indtage en langt mere aktiv rolle i at nære og forlænge konflikter.
Regeringer støtter selvfølgelig jævnligt rivaliserende aktører i konflikter. Konkurrerende politiske fraktioner, skiftende interesser, politisk hensigtsmæssighed, økonomiske motiver, desperation og et ønske om at fremme ustabilitet. I den syriske borgerkrig kæmpede Pentagon-finansierede syriske oprørere mod dem, der blev støttet af CIA. I mellemtiden betalte den syriske regering selv Islamisk Stat (IS) for at købe sin egen stjålne olie og naturgas tilbage, mens den støttede andre oprørsgrupper i kampen mod IS.
Men risikoen for, at virksomheder mere aktivt støtter flere sider i konfliktzoner og opdeler deres egne territorier og indflydelsessfærer, er et bekymrende perspektiv, der minder om det Hollandske Ostindiske Kompagni, som styrede sine egne territorier ved hjælp af militær magt og handelsmonopoler. Mens der stadig er faldende forventninger til, at multinationale selskaber vælger en klarere side i mellemstatslige konflikter, er der tilsyneladende ikke meget, der forhindrer dem i at puste til og forlænge indenstatslige konflikter med ikke-statslige aktører, så længe det tjener deres økonomiske interesser. Der er brug for hurtig handling for at styrke reguleringen og ansvarligheden af PMSC’er og multinationale selskaber, der opererer i konfliktzoner, da deres evne til at forme konflikter ser ud til at fortsætte med at vokse.
John P. Ruehl er en australsk-amerikansk journalist, der bor i Washington, D.C., og er korrespondent i verdensanliggender for Independent Media Institute. Han er medredaktør på Strategic Policy og bidragyder til flere andre udenrigspolitiske publikationer. Hans bog, Budget Superpower: How Russia Challenges the West With an Economy Smaller Than Texas’, blev udgivet i december 2022.
Denne artikel er produceret af Economy for All, et projekt under Independent Media Institute.
Oversættelse, trompet, billede, mellemoverskrifter og fremhævede citater udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
