Hvordan den herskende klasse forbereder USA’s befolkning på en krig mod Kina
En indflydelsesrig bogudgivelse ved navn Strategy of Denial giver mulighed for konkret at observere, hvordan den herskende klasse forbereder USA's befolkning på det, der kan blive en katastrofal verdenskrig. Dens fokus er den opfattede fare for USA's globale og regionale hegemoni, som Kina udgør i Asien og, i langt mindre grad, Rusland i Europa. Der gives politiske anbefalinger til, hvordan man kan forhindre begge magter i at blive regionalt dominerende ved at USA forbereder sig på og er villig til at deltage i krige, både begrænsede og, om nødvendigt, atomkrige.
Laurence H. ShoupForfatter og aktivist fra Californien. Har skrevet adskillige artikler og fem bøger, herunder Wall Street's Think Tank: The Council on Foreign Relations and the Empire of Neoliberal Geopolitics 1976-2019 (Monthly Review Press, 2019)10. august 2022 | 11:12
10. august 2022 | 11:12
Denne tekst er først bragt i Monthly Review, maj 2022. Forfatteren har i original teksten benyttet sig af noter, som ikke er med i den danske udgave. Gå på opdagelse i noter og henvisninger i originalteksten her.
I over et århundrede har en privat tænketank og medlemsorganisation, Council on Foreign Relations (CFR), været førende i fastlæggelsen af USA’s imperialistiske stormagtsstrategi. Rådet er den ultimative organisation for den amerikanske kapitalistiske herskende klasses dagsordenssætning, strategiske planlægning og konsensusdannelse. Dets aktiviteter er med til at forene denne klasse ikke blot som en klasse i sig selv, men også som en klasse for sig selv.
I 2002 udgav rådet en bog i fuld længde med titlen The Threatening Storm: The Case for Invading Iraq af Kenneth M. Pollock, en af rådets medarbejdere. Et dusin CFR-medlemmer og -ledere læste og kom med kommentarer for at forbedre bogen, så den var på en måde et kollektivt værk. Bogen fremlagde en række løgne for at retfærdiggøre invasionen og besættelsen, herunder den formodede fare, der udgøres af masseødelæggelsesvåben, som den irakiske regering, som det viste sig, ikke havde. I kombination med denne frygt for masseødelæggelsesvåben blev det i denne Pollock-CFR-bog hævdet, at en invasion og overtagelse af Irak ville være en “enorm fordel” for USA, fordi de globale olieforsyninger ville være sikret, og USA kunne ændre Mellemøsten positivt ved at opbygge “et nyt Irak”. Rådsmedlemmer i og uden for regeringen gav yderligere støtte til disse idéer, og invasionen og besættelsen af Irak blev gennemført mindre end et år senere.
I dagens meget anderledes verden er en tilsvarende bog – Strategy of Denial: American Defense in an Age of Great Power Conflict af Elbridge A. Colby – blevet udgivet i efteråret 2021 af Yale University Press, hvis direktør, John Donatich, er et mangeårigt CFR-medlem. Colby blev optaget som medlem af CFR i 2016 og var en højtstående embedsmand i forsvarsministeriet i Donald Trumps administration. Han har gode forbindelser til den herskende amerikanske kapitalistklasse og er anerkendt som en fremadstormende strategisk og militær intellektuel. Hans bog giver os et vindue ind til de strategiske politiske idéer, diskussioner og debatter, der nu foregår blandt politisk og økonomisk magtfulde kredse i USA, både inden for og uden for CFR.
Strategy of Denial giver mulighed for konkret at observere, hvordan den herskende monopolkapitalistiske klasse forbereder USA’s befolkning på det, der kan blive en katastrofal verdenskrig. Bogen kan sammenlignes med Pollocks bog, idet dens formål er nøjagtig det samme: at forstørre truslerne og øge frygten for at opbygge støtte blandt lydhøre befolkningsgrupper og ledere fra den herskende kapitalistklasse til en mulig krig, denne gang mod Kina. Dens fokus er den opfattede fare for USA’s globale og regionale hegemoni, som Kina udgør i Asien og, i langt mindre grad, Rusland i Europa. Der gives politiske anbefalinger til, hvordan man kan forhindre begge magter i at blive regionalt dominerende ved at USA forbereder sig på og er villig til at deltage i krige, både begrænsede og, om nødvendigt, atomkrige. Man kan dagligt i de amerikanske medier observere, hvordan den højre og “moderate” fløj af den herskende kapitalistklasse arbejder på at skabe en stærk anti-Kina-konsensus i USA.
En strategi for undertrykkelse
Colby indleder sin bog med to epigrafier fra Carl von Clausewitz’ klassiker On War fra det nittende århundrede. Essensen af den første af disse er: “Den højeste, den mest vidtrækkende dømmekraft, som statsmanden og hærføreren skal udøve, er at fastlægge … hvilken slags krig de begiver sig ud i.” Den anden er: “Politik er den ledende intelligens og krig kun et redskab.” Strategy of Denial er således fra starten klart en bog om krig og militærpolitik. Som Colby skriver: “Denne bog handler om krig, men den handler om at føre en krig for at forhindre Kina … i at dominere en vigtig region i verden” (Asien). Colby ser fortsat amerikansk imperialistisk hegemoni i Asien som centralt for USA’s økonomiske frihed og velstand. Han begynder med at hævde, at “Asien udgør ca. 40 procent af det globale bruttonationalprodukt” og er “stedet for omkring to tredjedele af den globale vækst”. Europa kommer på andenpladsen med ca. 25 procent og Nordamerika på tredjepladsen med ca. 20 procent, hvilket betyder, at 85 procent af det globale bruttonationalprodukt stammer fra disse tre regioner.
“Hvis en stat som Kina kunne etablere hegemoni over en nøgleregion som Asien, ville den have et betydeligt incitament til at bruge sin magt til at forfordele og udelukke USA fra rimelig frihandel og adgang til disse rige regioner på måder, der ville underminere USA’s centrale formål, flytte magtbalancen til skade for USA og i sidste ende åbne landet for direkte tvang på måder, der ville bringe amerikanernes frihed, velstand og endda fysiske sikkerhed i fare. Dette skyldes, at hvis Kina kunne etablere hegemoni over Asien, kunne det derefter oprette en handels- og handelsblok forankret i verdens største marked, som ville privilegere dets egne og underordnede økonomier og samtidig forfordele USA’s…. Den stadige udhuling af USA’s økonomiske magt ville i sidste ende svække nationens sociale vitalitet og stabilitet.”
Colby uddyber dette “meget vigtige” tema et par sider længere fremme:
“En ordning, der belaster USA’s muligheder for at handle med Asien, som er verdens største marked og omfatter mange af verdens mest fremskredne økonomier, ville mindske USA’s relative velstand. Dette ville igen svække den amerikanske magt og dermed USA’s evne til at påvirke udviklingen…. Ved at underminere amerikanernes velstand og forventninger til fremtidig vækst ville Kina gøre det amerikanske samfund dårligere stillet og mere modtageligt for interne konflikter om en stagnerende økonomisk kage.”
Så ville Kina “også være i stand til at få overhøjhed over Centralasien. Et sådant magtfuldt Kina kunne begynde at projicere langt større magt ind i andre regioner, såsom Mellemøsten og endda på den vestlige halvkugle.” Den “bedste måde” for Kina at “opnå global dominans er først at etablere regional hegemoni i Asien”. Colby argumenterer derefter i alarmistiske vendinger for, at det “unipolære øjeblik” med USA’s totale verdensherredømme er forbi. Mens USA for ti år siden “brugte mere på forsvar end de næste atten lande tilsammen…. I dag er denne margen skrumpet; USA bruger lige så meget som de næste syv lande tilsammen, og Kina, som er sprunget ind på andenpladsen, har øget sine forsvarsudgifter med omkring 10 procent hvert år i de sidste 25 år.” Bogens mål er derfor:
“at beskrive, hvordan amerikanerne kan håndtere denne nye virkelighed og forfølge og beskytte deres interesser i udlandet … hvordan de kan være parate til at føre krig for meget vigtige interesser og gøre det på en fornuftig måde. Dette er en forsvarsstrategibog; den har rod i den store strategi, men dens fokus er på militære anliggender. Krig er ikke bare endnu et område af menneskelig aktivitet; jeg hævder, at militære anliggender i vigtige henseender er afgørende…. Succes for strategien i denne bog ville være … en situation, hvor truslen om krig ikke er iøjnefaldende. Men for at nå dette mål kræver det paradoksalt nok et klart og stringent fokus på krig.”
Colby hævder derefter, at “gunstige regionale magtbalancer”, der opnås gennem en “antihegemonisk koalition” af nationer, vil forhindre Kina i at overtage de enkelte nationer en efter en og dermed blive den dominerende magt i Asien. Desuden ville USA være nødt til at være den “eksterne afbalanceringspartner”, der er nødvendig for at forene en sådan alliance. USA’s forpligtelse til at forsvare alle nationer i koalitionen skal være troværdig. Det næste logiske skridt er at definere, hvem der skal være en del af denne alliance/koalition, og derfra hvor den “defensive grænse” skal trækkes. Her advarer Colby om, at “halvhjertede forpligtelser” er “uhensigtsmæssige over for en aspirant som Kina…. Effektive, fornuftige alliancer under sådanne omstændigheder indebærer, at man vælger klare linjer og holder sig til dem”. Den “forsvarsgrænse”, som Colby går ind for, går fra Japan og Sydkorea i nord gennem Taiwanstrædet til Filippinerne i syd. Følgende nationer ville indgå i anti-Kina-koalitionen: Japan, Sydkorea, Taiwan, Filippinerne, Australien, Vietnam, Myanmar og Indien. Colby fremhæver den strategiske, geopolitiske og geoøkonomiske betydning af den yderste forsvarsgrænse på følgende måde:
“Spørgsmålet om forsvarsgrænsen er særlig vigtigt i forbindelse med Sydkorea og Filippinerne, som begge er USA’s allierede, samt Taiwan, som har en særlig kvasi-alliance med USA. At trække forpligtelserne fra disse stater tilbage ville få enorme konsekvenser … de er (ikke tilfældigvis) placeret langs den første ø-kæde, hvilket giver en kritisk geografisk position og danner en naturlig militær grænse. Hvis Taiwan eller Filippinerne udelukkes fra den amerikanske forsvarsgrænse, ville det åbne en stor åbning i den første ø-kæde og give Kina mulighed for at projicere militær magt ind i det bredere Stillehavsområde og Sydøstasien. At opgive Sydkorea ville i mellemtiden betyde, at en af verdens største og mest fremskredne økonomier ville blive udelukket fra koalitionen. Det ville også i høj grad udsætte Japan, som er omdrejningspunktet for den amerikanske forsvarsposition i Asien.”
Colby konkluderer derfor, at den “første prioritet” for USA i Asien er at udvikle “evnen til at gennemføre et afvisende forsvar af Taiwan”. Det betyder at nægte Kina muligheden for at bruge militær magt til at overtage Taiwan. En række muligheder, som Colby diskuterer, og som ville medføre dette, er “at angribe kinesiske invasionsstyrker, før de overhovedet er kommet i gang. Forsvarerne kunne f.eks. forsøge at uskadeliggøre eller ødelægge kinesiske transportskibe og fly, før de forlod kinesiske havne eller landingsbaner. Forsvarerne kan også forsøge at blokere vigtige havne; neutralisere nøgleelementer af kinesiske kommando- og kontrol- og efterretnings-, overvågnings- og rekognosceringsnetværk; eller angribe andre kritiske katalysatorer, herunder andre mål på det kinesiske fastland.”
Hvis “afvisningsforsvaret” af Taiwan var effektivt, mener Colby, at Kina kunne eskalere situationen til en længere og mere omfattende, men stadig “begrænset krig” mellem Kina og USA. USA ville så være i en god position til at holde “byrden af en eskalering på Kinas skuldre”. En sådan krig kunne “begrænses” af gensidigt aftalte “regelsæt”, der præciserer, hvad der er tilladt igennem:
“eksplicitte budskaber og demonstreret adfærd. Denne fremgangsmåde vil højst sandsynligt kræve i det mindste nogle angreb på det kinesiske fastland. Men der er næsten ingen mulighed for, at forsvarerne kan få succes uden at angribe fastlandet, hvor størstedelen af Kinas militære magt befinder sig, og hvorfra invasionen vil blive iværksat og støttet. Hvis USA afstod fra at angribe mål på det kinesiske fastland, der var materielt involveret i krigen, ville det alvorligt svække dets evne til at forsvare Taiwan; at behandle dem som forbudte områder ville også rejse spørgsmål om USA’s seriøsitet og beslutsomhed.”
Når først en “begrænset krig” er i gang, kommer fristelsen og faren for at bruge atomvåben, for at forsøge at vinde, ind i billedet. Et potentielt katastrofalt spil “kylling med atomvåben” er klart på Colbys mentale kort over mulige resultater, som illustreret af hans udtalelse om, at: “Hvis Kina er villig til at bruge atomvåben, og USA ikke er det, vil Beijing dominere over de interesser, der er på spil – hvad enten det drejer sig om Taiwans skæbne, en anden amerikansk allieret eller fri amerikansk adgang til Asien mere generelt.” Han konkluderer, at en “stat må have en eller anden måde at reagere effektivt med sine egne atomvåben – ellers vil den blive domineret.”
For Colby er vejen ud af denne sandsynligt katastrofale udvikling USA’s “beslutsomhed”, et af hans yndlingsord. Hvis USA er “resolut og forberedt”, vil Kina ikke bruge atomvåben, fordi det ville være “yderst risikabelt og muligvis enormt destruktivt og kontraproduktivt for Kina selv”. Denne “beslutsomhed” ville, ifølge Colby, gøre det muligt for USA at overleve Kina, selv hvis størstedelen af Kinas militære styrker stadig var intakte efter et indledende fremstød for at forsøge at erobre Taiwan. Han erkender, at Kinas interne politiske stabilitet ville blive påvirket af et ydmygende nederlag til USA, men mener stadig, at Kina ikke ville bruge sine overlevelsesdygtige atomvåben “mod USA selv”, selv om han indrømmer, at bestræbelserne på at afslutte en sådan krig ville være en “i sagens natur eksperimentel aktivitet”.
Hvis krigen fortsatte, kunne det få alvorlige konsekvenser, hvis Kina forsøgte at genopbygge en invasionsstyrke. At stoppe dette:
“ville kræve, at flere og flere kinesiske militære og industrielle mål blev ødelagt. Da Kina altid kan flytte militære styrker fra en zone til en anden, producere våben i nye eller andre fabrikker eller iværksætte luft- eller missilangreb mod amerikanske allierede fra forskellige steder på landets enorme territorium, kan hele Kina blive målet for en gennemgribende kampagne for undertrykkelse. En ægte undertrykkelse af Kinas evne til at genopbygge sin kapacitet til at angribe Taiwan eller en anden amerikansk allieret i koalitionen kunne derfor blive til en indsats for at ødelægge en meget bredere del – hvis ikke hele den kinesiske militære og industrielle base…. Det naturlige slutpunkt for en ren undertrykkelsestilgang kunne derfor meget vel være et fuldstændigt nederlag for det kinesiske militær og den kinesiske stat.”
Men hvis en fuldskala, total krig mislykkes, kan “selektiv, venligsindet spredning af kernevåben være den mindst dårlige løsning, selv om det ikke ville være et universalmiddel og ville være farligt.” Med andre ord kunne USA give atomvåben til stater i konflikt med Kina, som f.eks. Taiwan, selv om Colby ikke udtrykkeligt siger, at Taiwan ville være modtager. Fred og afspænding med Kina er målet, siger Colby, men for at opnå dette “kræver det en fast og målrettet indsats og accept af den klare mulighed for krig med Kina”.
Den sidste del af bogen fokuserer på det, Colby kalder “the binding strategy”, hvordan man skaber den “beslutsomhed”, den “styrke og målrettethed”, der er nødvendig for at “vælge at føre” en krig. Det centrale punkt her er, hvordan man ved hjælp af “bevidst handling” kan få Kina til at fremstå yderst truende for koalitionsmedlemmerne: “Kina må ikke få lov til at fremskynde og udkæmpe en krig om Taiwan eller Filippinerne på en måde, der får det til at virke utilstrækkeligt truende for den anden regionale nations vitale interesser…. USA … må derfor forberede, opstille og handle for at tvinge Kina til at føre sin kampagne på en måde, der viser, at det er en større og mere ondskabsfuld trussel ikke kun mod den stat, det har rettet sig mod, men også mod sikkerheden og værdigheden hos de andre stater, der kan komme til dets forsvar.” For at give krigen en chance, hævder Colbys bogs sidste ord, at USA må være parat til at acceptere: “at ofre freden for at bevare den”.
Strategy of Denial sætter fokus på, hvordan de økonomiske interesser hos de multinationale selskaber, der ejes af den herskende kapitalistklasse i USA, har haft stor indflydelse på mange aspekter af den amerikanske imperialismes udenrigspolitik og dens dødbringende gennemførelse. I denne bog argumenteres der for, at USA’s hegemoni kan undermineres af en kinesisk “handelsblok”, der begrænser adgangen til “rige regioner”, hvilket reducerer virksomhedernes profitter og kapitalakkumulation (som er betegnet som USA’s “kerneformål”). Dette ville igen “nedbringe den relative velstand” i USA, hvilket muligvis ville føre til ustabilitet i landet. For at forhindre denne mulighed skal man forberede sig på en aggressiv verdenskrig, da militære anliggender er “afgørende”. Et formodet “afvisende forsvar af Taiwan” bliver hurtigt til et amerikansk snigangreb på Kinas havne og flyvepladser, før en kinesisk invasionsstyrke “overhovedet er kommet i gang”. De formodede “forsvarere”, som nu er blevet aggressorer, kan derefter eskalere ved at slå til mange steder på det kinesiske fastland, hvilket muligvis fører til et regimeskifte, “et fuldstændigt nederlag for det kinesiske militær og den kinesiske stat”. Denne formodede “begrænsede krig” kunne let eskalere til, at hver side forsøger at “dominere” gennem en ubegrænset atomkrig med, mildt sagt, absolut katastrofale konsekvenser for menneskeheden og andet liv på vores planet. Som om dette ikke var nok, bør muligheden for “venlig atomspredning” overvejes som “den mindst dårlige mulighed”. Samtidig skal USA’s og dets allieredes “beslutsomhed” frembringes ved hjælp af en manipulationspolitik, hvor Kina manøvreres til at fremstå mere truende, end det i virkeligheden er.
Geopolitik indgår også i Colbys tænkning, med den typiske determinisme, der er karakteristisk for denne form for strategisk “realisme”. Som udtrykt i Strategy of Denial, hvis Taiwan falder ind i det kinesiske kredsløb, kollapser hele USA’s hegemoniske position i Asien, Japan, Filippinerne og endda Australien kan ryge ud af USA’s kredsløb, hvilket vil føre til kinesisk dominans i Asien og til en opblomstring af kinesisk magt i Mellemøsten og endda på den vestlige halvkugle. Men Colby kommer med brede generaliseringer om fremtidige resultater, som ingen kan forudse. For den geopolitiske tænker er alle dele af kloden strategisk vigtige områder. I Vietnam f.eks. viste det sig senere, at den “dominoteori”, som var en del af USA’s begrundelse for krigen, var forkert, og USA blev besejret.
Det bør også påpeges, at USA i den sejrrige kolde krig mod Sovjetunionen aldrig definerede sin “forsvarsgrænse” til at omfatte områder, som Sovjet hævdede som deres egne. Det er netop det, som Strategy of Denial gør, idet bogen understreger Taiwans centrale strategiske placering inden for USA’s “forsvarsgrænse”. Kina hævder – og den amerikanske regering har tidligere anerkendt – at Taiwan er en del af Kina, idet den under Jimmy Carter-administrationen i 1979 formulerede sig således, at Folkerepublikken er “den eneste lovlige regering i Kina”. I 1982 erklærede den amerikanske regering under Ronald Reagan, at den “anerkender” den kinesiske holdning om, at Taiwan er en del af Kina. Det er helt klart uklogt at forsøge at ændre denne langvarige politiske holdning.
Endelig er Colbys analyse i vid udstrækning baseret på yderligere uprøvede og ofte meget tvivlsomme antagelser. Disse omfatter (1) at militære anliggender er “determinerende”; (2) at USA har brug for at være hegemonisk i Asien for at have en blomstrende økonomi; (3) at Kina er indstillet på at opnå regionalt hegemoni med militære midler; (4) at amerikanske militære forberedelser er den bedste måde at reagere på Kinas ambitioner og handlinger; og (5) at nationerne i regionen er villige til at tilslutte sig en “antihegemonisk koalition”, der sigter på en militær konfrontation med Kina. Når der først sættes alvorligt spørgsmålstegn ved disse forudsætninger, fejler hans udførlige argumentation.
Alt i alt er dette en krigerisk og dybt uansvarlig bog, hvis forfatter mener, at den er en del af den “realistiske” tradition i USA’s udenrigspolitik. For fuldt ud at forstå dens kontekst og mulige indflydelse er vi nødt til at grave dybere ned i dens oprindelse, herunder detaljer om dens forfatter, hans tætte forbindelser til den herskende kapitalistklasse og promoveringen af bogen i de magtfulde herskende kredse, som Colby selv er en del af.
Finansiering og samarbejdspartnere
En bog udspringer ofte af mange kilder, og Strategy of Denial er ingen undtagelse. Bogen havde to kendte store bidragydere samt en gruppe på to dusin venner, støtter og samarbejdspartnere, som havde stærk indflydelse på Colbys tankegang og “tog sig tid til at gennemgå og kommentere udkast til dele af eller hele bogen”. De to store bidragydere, der nævnes i takkeskriftet, er Hirsch-familien (Larry Hirsch er en af de fireogtyve korrekturlæsere) og Smith Richardson Foundation. Hirsch er en mangemillionær, forretningsmand (privat aktiekapital, boligbyggeri, olie- og gasselskaber) og en sponsor af det republikanske parti, bosat i Dallas, Texas. På Smith Richardson Foundations hjemmeside er der for tilskudsåret 2019 anført et tilskud på 124.894 dollars til Colby til at researche og skrive en bog om “en national forsvarsstrategi i en æra med fornyet stormagtskonkurrence”. Det er uklart, om Colby har modtaget tilskud fra denne fond før eller efter 2019. Begge disse store bidragsydere har stærke forbindelser til CFR. Hirsch er formand for tænketanken Center for European Policy Analysis, hvis præsident, Alina Polyakova, er medlem af CFR. En anden direktør, Thomas Firestone, er også medlem sammen med den afdøde Madeleine Albright, CFR’s tidligere æresdirektør emerita og leder af deres internationale advisory council. Fem af de fjorten guvernører i Smith Richardson Foundation er CFR-medlemmer, hvoraf to af dem er tidligere direktører for rådet.
Denne gruppe på fireogtyve oprindelige samarbejdspartnere har særlige karakteristika. For det første er 100 procent af dem mænd. For det andet har tretten af dem arbejdet i den amerikanske regering, næsten ligeligt fordelt mellem republikanske og demokratiske administrationer. Ni er CFR-medlemmer eller tidligere CFR-ansatte. Ni har arbejdet for det amerikanske forsvarsministerium, og seks har arbejdet for tænketanken Center for New American Security. To af dem fortjener særlig omtale på grund af deres rolle i Joe Bidens administration. CFR-medlem Jonathan Finer er i øjeblikket deputy national security advisor under Jake Sullivan. Han har også en lang historie i demokratiske administrationer, som stabschef og director of policy planning for udenrigsminister John Kerry, taleskriver for Biden og politisk rådgiver for Antony Blinken i Barack Obama-årene. Ely Ratner, der i øjeblikket er viceforsvarsminister for sikkerhedsanliggender i Indo-Stillehavsområdet, har tidligere været debuty national security advisor for vicepræsident Biden i 2015-17. Han var også senior fellow for Kina-studier ved CFR. Ratner skabte nyhed i december 2021, da han vidnede over for et udvalg i Senatet, at Taiwan var “kritisk for forsvaret af vitale amerikanske interesser”, da det ligger på en vigtig “knude i den første ø-kæde, der forankrer et netværk af amerikanske allierede og partnere”. Det er tydeligt, at Colbys analyse og konklusioner allerede er blevet meget indflydelsesrige i forsvarsministeriet og blandt nogle politikere, der historisk set står præsident Biden nær.
En tredje nøgleperson i gruppen af de 24, som blev bedt om at gennemgå Strategy of Denial før offentliggørelsen, er den republikanske senator Josh Hawley fra Missouri, der har studeret på Stanford og Yale. Hawley, der er kendt som en stærk Trump-loyalist, fik for første gang opmærksomhed på nationalt plan ved at give en opmuntrende hilsen med knyttede næver til de voldelige oprørere, der den 6. januar 2021 forsøgte at udføre et kup ved at angribe Capitol. Hawley gik klart ind for at omstøde valget i 2020 og ulovligt fastholde Trump som præsident og var også den første amerikanske senator, der erklærede sin hensigt om at modsætte sig godkendelse af valget af Biden. Han var en af en håndfuld republikanske senatorer (døbt “sedition caucus”), der uden beviser for svindel stemte for at forsøge at omstøde valgresultaterne i staterne Arizona og Pennsylvania. I 2018 opnåede han valg som senator fra Missouri med store bidrag fra højrefløjsgrupper, herunder Charles Kochs politiske maskine, og det forlyder, at han har præsidentambitioner. Desuden har Alexander Velez-Green, Hawleys nationale sikkerhedsrådgiver, hjulpet Colby enormt med bogen og får Colbys særlige ros i anerkendelsesafsnittet i Strategy of Denial: “Denne bog ville simpelthen ikke være, hvad den er, uden Alexander Velez-Green, som jeg står i en uvurderlig gæld til. Alex’ genialitet, stringens, omhu og indsats var en uvurderlig hjælp i arbejdet med at forvandle et groft og ofte rodet manuskript til dette endelige produkt. En stor del af bogens idéer, struktur og logiske konstruktioner – deres hjerte – bærer Alex’ dybe præg. Jeg kan ikke takke ham nok.”
Det er overflødigt at sige, at senator Hawleys udenrigspolitiske holdninger ligger tæt op ad de perspektiver, der er skitseret i Colbys bog. Colbys tætte forbindelse med senatoren fra Missouri og Hawleys nationale sikkerhedsrådgiver fortæller os noget vigtigt om hans højreorienterede politik, herunder hans forsvar for Hawley, da senatoren blev angrebet for sin støtte til oprøret den 6. januar. Colby tweetede lamt, at Hawley blot forsøgte at forsvare dem, der føler sig berøvet deres rettigheder. Men det er kun begyndelsen.
Elbridge A. Colby’s familiebaggrund
Colby, der er opkaldt efter sin oldefar, der var officer i hæren, kommer fra en fremtrædende familie fra den herskende klasse, hvilket giver ham øjeblikkelig troværdighed i magtfulde kredse og mulighed for reel indflydelse. Den oprindelige Colby i USA var Anthony Colby, som ankom til Massachusetts Bay fra England med John Winthrop-flåden i 1630. Siden da har Colby-familien leveret militære topofficerer, en udenrigsminister (Bainbridge Colby i Woodrow Wilsons regering) og en CIA-direktør (William E. Colby, der tjente i Saigon som “Deputy Ambassador for Pacification” under USA’s krig mod Vietnam og derefter blev CIA-chef under Richard Nixon og Gerald Ford). Mens han var i Vietnam, var William E. Colby, Elbridge Colbys bedstefar, ansvarlig for det berygtede Phoenix-program, som var målrettet vietnamesiske civile, der blev fanget, afhørt, tortureret og myrdet. Eksperter som Douglas Valentine har beskrevet programmet som et “civilt mordprogram”. Skønnene over de vietnamesiske civile, der blev myrdet, nogle gange gennem tortur, i forbindelse med dette program varierer fra 26.000 til 40.000 personer.
Elbridge Colbys far, Jonathan E. Colby, der har gået på Princeton og Yale, er også værd at omtale, både fordi bogen er tilegnet ham, og fordi han har været seniorrådgiver og administrerende direktør i Carlyle Group, et privat kapitalfondsselskab i Washington DC. Carlyles vigtigste grundlægger og i dag co-executive chairman er milliardæren David M. Rubenstein, som også er formand for Council on Foreign Relations (CFR). Jonathan Colby er medlem af CFR og har doneret penge, sandsynligvis hvert år, til CFR på et højt niveau i hvert fald siden 2007. I året 2020-21 gav han CFR mellem 25.000 og 49.999 dollars. Jonathan Colbys karriere har ligesom hans far Williams karriere været tæt forbundet med Asien. Mens han arbejdede for Blackstone Group, en anden privat investeringskoncern, var han ansvarlig for firmaets finansielle rådgivningsvirksomhed i Asien – først i Tokyo og derefter i Hong Kong. Fra 1980 til 1989 var han chef for asiatiske fusioner og overtagelser for First Boston Corporation. Han var også medlem af USA’s nationale sikkerhedsråd under Henry Kissingers ledelse i Nixon-administrationen. Selv om Colby-familien sandsynligvis endnu ikke har nået milliardærformuen, er den helt klart en del af den herskende kapitalistklasse i USA.
The Carlyle Group
I de seneste årtier er Carlyle Group, som har omfattende interesser i Asien og Europa, blevet vigtig for Colby-familiens formue. Carlyle er et privat kapitalfondsselskab med investeringer over hele verden. Det, Carlyle og andre private equity-selskaber som Blackstone, Apollo Global Management og KKR først og fremmest gør, er at skaffe milliarder i investeringsmidler fra velhavende bagmænd verden over. I Carlyles årsberetning for 2020 står der, at selskabet havde 2.650 fondsinvestorer i 95 lande. Tidligere har disse investorer været førende banker og statslige pensionsfonde, CFR’s tidligere direktør og milliardær George Soros samt rige saudiarabiske prinser og medlemmer af bin Laden-familien. Virksomheden foretager omfattende undersøgelser af de virksomheder, man ønsker at få fat i, køber og overtager de virksomheder, der er mest lovende, finder måder at forbedre dem på (f.eks. ved at øge “effektiviteten” ved at fyre medarbejdere) og sælger derefter hele eller dele af disse virksomheder inden for få år. Målet er altid at opnå profit ved at sælge de virksomheder, som de opkøber og kontrollerer.
Denne kapitalistiske aktivitet har givet enorme profitter, som det fremgår af den hurtigt voksende rigdom hos disse private equity-selskaber og deres ledere. De har hver især skabt et stort antal milliardærer og multimillionærer. Carlyle, der blev grundlagt i 1987, havde for nylig næsten 300 milliarder dollars i forvaltede aktiver, investeret i flere hundrede aktive porteføljevirksomheder i 82 lande fordelt på seks kontinenter, og med flere hundrede tusinde ansatte i sine porteføljevirksomheder. Carlyle har desuden en global kreditarm i en størrelse af 66 milliarder dollars med tusindvis af låntagerforbindelser og en “global investment solutions”-arm med 60 milliarder dollars i forvaltede aktiver i 284 investeringer. Alle disse tal ændrer sig konstant og stiger normalt på grund af den private equity-virksomhed, der er kendetegnet ved køb og salg.
Arbejderklassen og miljøet trives naturligvis ikke under Carlyle’s og de amerikanske koncerners herredømme, med uhyrlige forskelle i indkomst og velstand. De få nyere oplysninger, der er tilgængelige, viser, at timelønnen i Carlyle-ejede virksomheder i USA varierede fra 10 dollars i timen for en “activity assistant” og 12,43 dollars i timen for en “front desk agent”, til 14 dollars i timen for en husholderske (28.000 dollars om året) og 29,90 dollars i timen (59.800 dollars om året) for en ledende sygeplejerske. Sammenlign dette med den anslåede nettoformue på 4,3 milliarder dollars hos Carlyle-medformand David Rubenstein. Uden at skulle arbejde ville Rubensteins 4,3 milliarder dollars investeret med et afkast på mindst 5 procent give ham 215.000.000 dollars om året at leve for.
Ikke nok med det, Carlyle Group er nummer 57 på listen over de værste luftforurenere i USA, som er udarbejdet af Political Economy Research Institute ved University of Massachusetts på baggrund af data fra 2018. Political Economy Research Institute angiver 39 produktionssteder rundt om i landet, hvor disse Carlyle-virksomheder opererer. På listen over de værste vandforurenere er Carlyle nummer 76, med 23 angivne enheder, også baseret på data fra 2018. Desuden optræder Kinder Morgan, et af de Carlyle-ejede selskaber, som nummer 70 på Greenhouse 100 Polluders Index med en udledning af kuldioxidækvivalenter af drivhusgasser i 2018 på 10.261.286 tons. Ud over at være en stor forurener af vores planet har Carlyle også ejet Combined Systems International, som fremstiller den tåregas, som Abdel Fattah el-Sisi-diktaturet har brugt til at undertrykke det egyptiske folk.
Historisk set har Carlyle opnået massiv indflydelse i USA og andre regeringskredse ved at ansætte pensionerede embedsmænd og bruge deres forbindelser, viden og lobbyvirksomhed til at planlægge deres investeringer, især inden for det militærindustrielle kompleks. Carlyles tidlige specialitet var militærkontrakter, idet de overtog virksomheder med milliarder af dollars i militærkontrakter, såsom United Defense, Inc. Listen over tidligere regeringsembedsmænd (de fleste af dem fra USA er også CFR-medlemmer), der engang arbejdede for Carlyle og er et eksempel på denne form for adgangskapitalisme, omfatter George H. W. Bush, udenrigsminister James Baker III, forsvarsminister (og tidligere vicedirektør for CIA) Frank Carlucci, direktør for Office of Management and Budget Richard Darman, formand for Securities and Exchange Commission Arthur Levitt, formand for Federal Communications Commission William E. Kennard, Bill Clintons stabschef i Det Hvide Hus Mack McLarty, Storbritanniens premierminister John Major, formanden for Bundesbank Tyskland Karl Otto Pohl, Filippinernes præsident Fidel Ramos, Thailands premierminister Anan Panyarachun og Sydkoreas premierminister Park Tae-joon. I øjeblikket er Federal Reserve-formand Jerome Powell og Virginias guvernør Glenn Youngkin, begge nuværende CFR-medlemmer, Carlyle-veteraner. I Youngkins tilfælde gjorde hans enorme rigdom fra hans år hos Carlyle (anslået til 470 millioner dollars af Forbes) det muligt for ham at bruge titusindvis af millioner af sine egne penge på at hyre politiske konsulenter og producere en smart politisk kampagne for at præsenterer sig selv på en favorabel måde og vinde valget i slutningen af 2021.
Asien er et meget vigtigt marked for Carlyle. Som Kewsong Lee, milliardær og meddirektør i Carlyle Group, påpegede: “Asien er et afgørende marked for Carlyle.” Carlyle begyndte at investere i Asien i 1998 og har siden da overtaget mere end 160 virksomheder gennem sin asiatiske private equity-platform. Gruppen havde 20 milliarder dollar i aktiver under forvaltning i regionen pr. marts 2018 og var dengang i gang med at gennemføre en Carlyle Asia Partners V-fond på 6,55 milliarder dollar. Mange af disse aktiver er baseret i Taiwan. Faktisk har Taiwan haft en særlig position for Carlyle fra tidligt i virksomhedens historie. Frank Carlucci, der var formand for Carlyle fra 1992 til 2003, var samtidig formand for U.S.-Taiwan Business Council fra 1999 til 2002. Formålet med dette og andre lignende erhvervsråd er at fremme handel og investeringer mellem de lande, der er involveret i sådanne partnerskaber, og Carlucci/Carlyle var tidligt godt positioneret til at købe og sælge Taiwan-baserede virksomheder.
En undersøgelse, der blev offentliggjort i Business History i 2016, fokuserer på et lille segment af Carlyles aktiviteter i Kina. Den analyserede fire store opkøbstilbud, der blev gennemført fra 2005 til 2007, et i Kina og tre i Taiwan. Det ene i Kina, en aftale på 440 millioner dollars for at erhverve Xugong Construction Machinery Company, havde problemer på grund af behovet for myndighedsgodkendelse fra en stærk kinesisk stat. Carlyle indgik til sidst et kompromis og reducerede sit ejerskabsmål fra 85 til 45 procent og opgav sit forsøg på at få ret til at udpege bestyrelsesformanden, men handlen blev stadig ikke godkendt. De lovgivningsmæssige rammer i Kina viste sig at være ugunstige for overtagelsen trods Carlyles kompromiser. I Taiwan lykkedes det Carlyle at overtage Ta Chong Bank og Eastern Multimedia, men det lykkedes ikke Carlyle at afslutte sit tilbud om at købe Advanced Semiconductor Engineering på grund af den rapporterede manglende evne til at nå til enighed om en endelig pris. Konklusionen var, at der var behov for en understøttende national institutionel ramme for at opnå succes med fremmedfinansierede opkøb. Finanskapitalistiske selskaber som Carlyle ønsker at kunne købe og sælge virksomheder uden begrænsninger, og gøre hvad de vil for at drage fordel af de enkelte virksomheders ressourcer og arbejdere. Kina tillader ikke en sådan ubegrænset adgang og lægger hindringer i vejen for den uhæmmede kapitalisme, som neoliberale tænkere som Colby-familiens medlemmer foretrækker.
Elbridge A. Colby, en kort biografi
Elbridge Coby, Deputy Assistant Secretary of Defense, Strategy and Force Development, Department of Defense, poserer til sit officielle portræt i hærens portrætstudie i Pentagon i Arlington, Virginia, 22. juni 2017. (U.S. Army photo by Monica King/Released)
Elbridge Colby har, ikke overraskende, personlige investeringer i Carlyle og interesser i en familiefond, der sandsynligvis i høj grad er baseret på den Carlyle-formue, som hans far har opbygget. Han tjente i Trumps forsvarsministerium i 2017-18 og spillede en vigtig rolle i udviklingen af USA’s nationale sikkerhedsstrategi fra 2018. Som statsansat skulle Colby indsende en public disclosure report. Denne rapport, Office of Government Ethics Form 278C, afslører, at Colby blev betalt 167.774 dollars for lidt over et års ansættelse i Forsvarsministeriet og ejer et hus i Chevy Chase, Maryland, der er mellem 1 og 5 millioner dollars værd. Chevy Chase er blevet beskrevet som “et af de rigeste og hvideste samfund” i USA. Endnu vigtigere er det, at Colby ejer en tredjedel af en “Family Irrevocable Trust” og investeringer i “Carlyle Partners … privatiserings- og opkøb med gearing inden for luft- og rumfart, forsvar, sundhedsvæsen, forbruger/detailhandel, industri, IT, telekommunikation, produktion, medier…. Proportional andel af værdi og indkomst kan ikke umiddelbart fastslås.” Denne oplysningsformular afslører også, at Colby allerede i 2018 havde været konsulent for en lang række private militær- og efterretningsorganisationer, herunder Booz Allen Hamilton, Lawrence Livermore Laboratory, RAND Corporation, Sandia National Laboratory og Institute for Defense Analysis.
Colby er uddannet på Harvard og Yale og arbejdede tidligt i sin karriere i over fem år i den amerikanske regering i Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og i efterretningskredse, hvor han arbejdede inden for en række forskellige våbenarter, strategiske styrker og efterretningsspørgsmål, herunder tjeneste i Irak med den provisoriske koalitionsmyndighed. Fra 2010 til 2017 arbejdede han for tænketanken Center for New American Security i Washington DC, hvor han endte som Robert M. Gates Senior Fellow. Denne tænketank er blevet massivt finansieret af militære entreprenører som Northrop Grumman og Lockheed, superrige kapitalister som Murdoch-familien (Quadrivium Foundation), Smith-Richardson- og McArthur-fondene, USA’s udenrigs- og forsvarsministerier, Carnegie Corporation, amerikanske multinationale selskaber som Bank of America, Chevron, Cisco, Comcast, Facebook, Microsoft, Google og Goldman Sachs; Taipei Economic and Cultural Representative Office; Japans ambassade og det tyske økonomi- og energiministerium. Organisationens ledelse omfatter adskillige CFR-medlemmer, herunder dens administrerende direktør Richard Fontaine. En af dens to grundlæggere, Kurt M. Campbell, et andet rådsmedlem, er Asiatisk tsar for Biden-administrationen.
Derefter fulgte tjeneste i Trump-administrationens forsvarsministerium, hvor han var en central figur i udarbejdelsen af 2018-dokumentet om USA’s nationale forsvarsstrategi med undertitlen “Sharpening the American Military’s Competitive Edge” (skærpelse af det amerikanske militærs konkurrencemæssige fordel). Strategy of Denial kan til en vis grad ses som en uddybning af dette officielle elleve sider lange dokument, der indledes med en understregning af, at mellemstatslig konkurrence nu er den primære bekymring for USA’s nationale sikkerhed, og at Rusland, Nordkorea, Iran og især Kina er de stater, der truer USA’s fortsatte verdensherredømme. Fred gennem styrke er budskabet, som er nødvendigt for at forhindre “reduceret adgang til markeder, der vil bidrage til et fald i vores velstand og levestandard”. Kina anses for at ville opnå regionalt hegemoni først og derefter fortrænge USA for at opnå verdensherredømmet i fremtiden. USA’s strategi for at fortsætte sit globale hegemoni indebærer opbygning af en mere dødbringende militærstyrke ved at prioritere krigsberedskab, modernisering af forskellige militære kapaciteter, herunder atomstyrker og rumkrigsdomæner, og styrkelse af det alliance-system, der er under udvikling i Indo-Pacific og i NATO.
Siden Colby forlod regeringen i 2018, har han ud over at skrive Strategy of Denial, og at blive direktør for forsvarsprogrammet på Center for New American Security, været medstifter af en politisk gruppe kaldet Marathon Initiative, som fokuserer “på at udvikle strategier til at forberede USA på en æra med vedvarende stormagtsrivalisering.” For nylig er han også blevet opfordret til at blive medlem af de strategiske rådgivningsfirmaer WestExec Advisors og American Global Strategies. WestExec er tæt knyttet til Bidens Hvide Hus, fordi udenrigsminister Blinken var medstifter af firmaet. Forsvarsminister Lloyd Austin var også en af lederne af WestExec. American Global Strategies er et nyt konsulentfirma, der blev grundlagt blandt andre af Robert O’Brien, som er en af Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgivere. Colby er blevet ansat som seniorrådgiver for American Global Strategies. I 2020-præsidentkampagnen gav Colby 500 dollars til Trumps genvalg.
Udbredelsen af Strategy of Denial
Colbys biografi viser det finmaskede netværk af forbindelser, som han har i den politiske verden. Han har brugt disse forbindelser med god effekt til at fremme og forsøge at styrke indflydelsen fra sin nye bog og de politiske idéer, der er indeholdt i den. Promoveringen er ikke afsluttet, men der er nogle få højdepunkter, der er værd at nævne her. En af Colbys første bestræbelser på at promovere Strategy of Denial var på en CFR-podcast, “Rethinking U.S. Defense Strategy”, den 14. september 2021. En af CFR’s ledende repræsentanter, senior vicepræsident og direktør for analyser James M. Lindsay, interviewede Colby og erklærede, at han var enig i store dele af Colbys strategi, men satte spørgsmålstegn ved, hvordan den ville fungere i praksis. Dette blev fulgt op med en af rådet sponsoreret paneldiskussion med Colby og to andre eksperter den 7. oktober 2021. Fra september til november 2021 afholdt Carnegie Endowment, Heritage Foundation, Hudson Institute og Brookings Institution alle grundigt opreklamerede arrangementer med Colby for at promovere hans bog og ideer. I det mindste nogle af disse blev genudsendt på C-Span, YouTube, Apple podcasts og Facebook. Wall Street Journal udvalgte Strategy of Denial som en af de ti bedste bøger i 2021.
Konklusioner
Strategy of Denial og den påviselige indflydelse, som den tilsyneladende har i de herskende kredse i USA, sætter spørgsmålet om fascisme direkte på dagsordenen for befolkningen i USA og i verden. Fascismen skal ses som en trinvis proces, hvor der gennemføres mere og mere udemokratiske, autoritære og krigeriske politikker. Syv er centrale: kontrol fra en dominerende, uanfægtet leder; blind supernationalisme; neoliberal økonomisk politik til fordel for kæmpeselskaber og superrige; en besættelse af national sikkerhed, som fremmer en kult af vold, herunder imperialisme, militarisme, krig og trussel om krig; mandlig dominans og generel underordning af kvinder og af køns- og seksuelle mindretal; ødelæggelse af arbejderbevægelsen; racisme og syndebukkejagt på mindretalsgrupper, herunder nægtelse af lige stemmerettigheder og andre rettigheder. Fascismen bliver gradvist normaliseret og fanger tilstrækkeligt mange menneskers sind og handlinger til at få stadig større indflydelse.
Strategy of Denial bør ses i dette lys, som en del af processen hen imod den fascistiske politiks dominans på den udenrigspolitiske arena, der fremhæver krig som middel og mål. Colbys støtte til den fascistiske demagog Trump og hans tætte forbindelser til den republikanske senator Josh Hawley underbygger denne konklusion. Det republikanske parti, som Colby tydeligvis er en del af, må nu betragtes som et protofascistisk parti, der handler for at forsøge at bringe fuldskala fascisme til USA. I lighed med det, der skete i forbindelse med Kenneth Pollocks Threatening Storm: The Case for Invading Iraq, synes de politiske forslag i Strategy of Denial at blive taget meget alvorligt og er ved at få indflydelse i de herskende kredse i USA, og de diskuteres og debatteres både i og uden for regeringen. Colbys mange forbindelser tjener ham godt i den henseende.
Set fra et andet perspektiv er Colbys personlige investeringer i Carlyle Group og hans lange ansættelse i Center for New American Security en form for korruption og skaber åbenlyse interessekonflikter. Carlyle har massive investeringer i Asien, som Colby som Carlyle-investor sandsynligvis er opsat på at beskytte, om nødvendigt med militær magt. Historisk set har dette firma haft enorme fortjenester på sit ejerskab af militærrelaterede selskaber, og disse stiger kraftigt i værdi, når der er krig eller øget trussel om krig. Colby arbejdede desuden i mange år for tænketanken Center for New American Security, som blandt sine vigtigste finansieringskilder har Taipeis økonomiske og kulturelle repræsentationskontor samt store militærleverandører og multinationale selskaber med vigtige investeringer i Asien og Europa. Som det er almindeligt blandt CFR og monopolkapitalens ledende personligheder, er der ingen adskillelse mellem personlige, familie- og klasseinteresser og “den nationale interesse”, som de definerer den.
Ud over den vedvarende trussel fra fascismen og en korrupt definition af nationale interesser, kommer denne bog om at “give krigen en chance” på et tidspunkt, hvor vores verden befinder sig i en dyb krise. De mange kriser, der er karakteristiske for vor tids monopolkapitalisme (såsom det kapitalistiske økologiske folkemord og deraf følgende klimakaos, pandemier, truslen om en storkrig med brug af atomvåben, massemigration og uhyrlige niveauer af ulighed) gør det bydende nødvendigt for os at tænke og handle uden for massemediernes og de politiske mainstreamkommentatorers sædvanlige rammer og diskurser. Det monopolkapitalistiske system er karakteriseret ved at være globaliserende og hegemonisk og søger dominans for at maksimere virksomhedernes profit og kapitalakkumulation for enhver pris, selv økologisk ødelæggelse, hvilket har resulteret i klimakaos på et niveau, der truer fremtiden for alt liv på denne planet. Nationalistiske rivaliseringer, der fører til massive krigsforberedelser og muligvis selve krigen, som Colby understreger, udgør store dele af problemet. Massive udgifter til militarisme gør enorm skade på vores planet. Alene USA’s militær er den største forureningskilde i verden. Økologisk ødelæggelse som følge af kapitalismens mantra om ‘ekspansion eller døden’ er en af hovedårsagerne til de pandemier, der plager verdens befolkning. Når dyr berøves deres levesteder og flygter, spredes zoonoser som f.eks. coronavirus til mennesker. Vi har brug for en revolutionær økologisk-socialistisk omdannelse af det nuværende monopolkapitalistiske system for at afværge fascisme, en mulig verdenskrig og miljøkatastrofe.
Al befrielse er nu bundet sammen og kræver menneskelig frihed og menneskelig overlevelse på en bæredygtig planet. En del af dette bør være en udfordring af selve legitimiteten af nationalstatssystemet, som giver hver enkelt nation og de virksomheder, der er repræsenteret i den, ret til at fremme deres egne “nationale interesser”, herunder at udlede hvad de vil i vores fælles atmosfære og oceaner, hvilket overtrumfer de universelle menneskelige interesser. Der er brug for direkte handling på lokalt og nationalt plan, et globalt alment- og klimaoprør, for at besejre fascismen og med succes hævde vores fælles, kollektive menneskerettigheder til fordel for et globalt kooperativt, arbejderstyret, økologisk baseret, demokratisk, socialistisk samfund.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.
