Det stærkt højreorienterede parti Italiens Brødre (FdI), anført af Giorgia Meloni, blev med 26 procent af stemmerne den største parlamentariske kraft ved valget den 25. september.
Dermed formodes Giorgia Meloni snart at indtræde på posten som Italiens premierminister, når højrefløjens regering er blevet dannet.
De to andre højrepartier gik markant tilbage, socialdemokraterne i Det Demokratiske Parti stod stille, og den tidligere magtfulde Femstjernebevægelse mistede halvdelen af sine stemmer.
Italiens Brødre har sin rod i Movimento Sociale Italiano (MSI), der i 1946 blev dannet af mennesker, som ikke accepterede, at det skulle være slut med fascisme i Italien, selvom Benito Mussolinis styre var faldet, oplyser Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
I 1992, da Giorgia Meloni blot var 15 år, meldte hun sig ind i MSI’s ungdomsorganisation. Fire år senere sagde hun:
– Jeg synes, at Mussolini var en god politiker. Alt hvad han gjorde, gjorde han for Italien. Der har ikke været nogen politiker som ham i de sidste 50 år.
Indrømmer at Mussolini begik “fejl”
Efter at være blevet valgt til Deputeretkammeret i 2006 under partiets nye navn “Nationalalliancen”, ændrede Giorgia Meloni tonen og udtalte, at Mussolini havde begået “fejl”.
Blandt andet Italiens racelove – der definerede italienere som “ariske”, forbød dem fra at gifte sig med jøder og folk af afrikansk afstamning, eksluderede folk fra uddannelse på baggrund af etnisk og religiøst ophav og forbød bøger skrevet af jøder – blev af Giorgia Meloni beskrevet som “fejl”.
Nu mente hun også, at det var en fejl, at Italien under Mussolini havde indtrådt i Anden Verdenskrig på samme side som Adolf Hitlers nazi-Tyskland.
Borgmesterkandidat vil heile
I 2007 fusionerede Giorgia Melonis parti Nationalalliancen med blandt andet Forza Italia og blev til “Frihedens Folk”, der først var en samlet liste og senere blev et faktisk parti bestående af konservative, liberale og kristendemokrater.
Men fordi Frihedens Folk blev en del af den teknokratiske regering ledet af Mario Monti, der forenede højrefløjspartiet med socialdemokraterne i Det Demokratiske Parti, brød Giorgia Meloni i 2012 ud af Frihedens Folk og dannede partiet Italiens Brødre.
Ifølge det amerikanske magasin Jacobin stiftede Giorgia Meloni det nye højrefløjsparti med blandt andre Ignazio La Russa, der i 1970’erne havde anført “en voldelig fascistisk bevægelse” i Milan.
På trods af Giorgia Melonis forsøg har Italiens Brødre heller ikke kunnet se sig fri for at fremstå fascistisk. Så sent som i 2020, da Enrico Michetti stillede op som borgmesterkandidat for Italiens Brødre i Rom, foreslog han en reevaluering af “den stivarmede romerske hilsen”, da den angiveligt ville mindske risikioen for covid-19-smitte. Den stivarmede hilsen svarer til at heile.
Mussolinis tipoldebarn stiller op
Giorgia Meloni, der siden 2014 har været leder af Italiens Brødre, har stået ved roret, mens efterkommere af Mussolini har meldt sig ind i hendes parti.
I 2019 stillede Caio Mussolini, der er Benito Mussolinis tipoldebarn, op for Italiens Brødre til EU-parlamentsvalget.
- Valget til Deputeretkammer og Senat fandt sted 25. september 2022.
- Valget præsenterede en rekordlav valgdeltagelse på 63,9 procent.
- Stort set alle andre politiske partier end Italiens Brødre stod stille eller smuldrede ved valget.
- Største parti blev Italiens Brødre med 26 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 21.6 procent. Dets leder hedder Giorgia Meloni og ligger lige nu i forhandlinger til at blive Italiens premierminister.
- Partiet vandt 119 mandater i Deputeretkammeret og 65 pladser i Senatet. Hendes parti fik blot fire procent af stemmerne ved valget i 2018.
- Det næststørste parti ved valget i år, det socialdemokratiske Demokratiske Parti (PD), der fik 69 mandater i Deputeretkammeret og 40 i Senatet. Det er stort set det samme resultat, som i 2018. (-0.1)
- Matteo Salvinis højreorienterede Lega-parti sikrede sig henholdsvis 66 og 30 pladser og gik 8.5 procentpoint tilbage.
- Det konservative Forza Italia (FI) ledet af Silvio Berlusconi fik 45 og 18 pladser og gik tilbage med 5.9 procent og lander på 8.1 procentpoint.
- Femstjernebevægelsen (M5S), der for flere år siden vendte sig mod især korruption og EU’s magtpolitik overfor Italien, anført af tidligere premierminister Giuseppe Conte, blev reduceret til kun 52 og 28 mandater med sine 15.43 procent af stemmerne. Det er et fald på hele 17.3 procent.
- Alliancen af De Grønne og det erklærede venstreorienterede parti AVS fik kun henholdsvis 12 og fire mandater. Begge partier støtter EU.
- Venstrefløjen og kommunisterne stillede ikke op sammen, men på to konkurrerende lister sammen med progressive kræfter. Resultatat blev derefter. Ingen blev valgt for henholdsvis Unione Popolare med 400.000 stemmer og listen Italia Sovrana e Popolares med 340.000 stemmer.
Ligesom hans tipoldefar indleder Caio Mussolini sine valgkampe i byer og ved bygningsværker, der forbindes med Mussolini-tiden. Hans slogans hylder nationen, familien og kristendommen.
Om det netop overståede valg i Italien, sagde Caio Mussolini følgende om Det Demokratiske Partis præstation:
– Pd’s resultat er også et tegn på, at antifascismen i dag kun er blevet en form for økonomisk levebrød.
Forbindelser til international højrefløj
David Broder er forfatter til bogen, “Mussolini’s Børnebørn: Fascisme i det moderne Italien”. Han mener, at Meloni stadig har sine fascistiske ideer i behold.
– Hun har gentagne gange i de seneste år prist sit moderne politiske forbillede, Giorgio Almirante, der sad i Mussolinis regering og efter krigen stiftede fascistpartiet MSI. Almirante har i øvrigt skrevet en artikel med titlen “Til forsvar for racen”, og han fremførte de racistiske ideer til sin dødsdag i 1988, byggende på biologiske forklaringer, bemærker forfatteren.
I EU-parlamentet deltager Giorgia Melonis parti i gruppe med Sverigesdemokraterne, det polske PiS, det spanske Vox samt Vlaams Alliance.
Hun samarbejder desuden med amerikaneren Steve Bannon og hans tænketank “Movement”, der med base i Bruxelles forsyner højrepartier med data, statistikker og argumenter.
Giorgia Meloni har siddet med til Republikanerne i USA’s National Prayer Breakfast med Donald Trump og deltaget i konferencer med Ungarns højreradikale premierminister Viktor Orban samt det ultranationalistiske spanske parti Vox.
“Nyfascisme gjort spiseligt”
Giorgia Meloni har ikke ført valgkamp på at få italienske tilstande som under Mussolini, selv om hun i stilhed beundrer dem, fortæller Maurizio Coppola fra venstrefløjspartiet Potere al Popolo! over for den internationale medieorganisation Peoples Dispatch.
Han kalder Italiens Brødre for et “nyfascistisk parti” i forklædning, men vil ikke sige, at Italien derved er på vej tilbage til fascismen.
– Det duer ikke at sammenligne Mussolinis fascistiske diktatur med dagens Italien, for Italiens Brødres politik er nyliberal, vendt mod statsstøtte til landbrug og industri. Men samtidig går de ind for, at italienerne betaler højere skatter, siger Coppola.
Han mener, at det mest foruroligende er, at Meloni stillede op på en samlet højreplatform sammen med de andre højrepartier, Lega og Forza Italia, som nu ser ud til at danne regering sammen.
Maurizio Coppola mener, at Italiens Brødre har blødt op på det politiske program og gjort det spiseligt over for vælgerne, der er dybt frustrerede over høje huslejer, enorme elregninger op til vinteren, lukkede fabrikker og korruption blandt politikere og i erhvervslivets top.
Statsgælden overstiger i dag 150 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Den må maksimalt være på 60 procent ifølge EU’s euro-regler.
Imod flygtninge og LGBT
Giorgia Meloni skjuler sig bag folkelige gevandter, fisker i rørte vande og lover flere penge til velfærd og nemme løsninger på problemerne, som hun giver immigranterne skylden for, siger Maurizio Coppola.
Meloni har ifølge The Guardian beskrevet mennesker, der forsøger at komme til Italien fra Nordafrika via både, for “falske flygtninge” og portrætteret flygtningestrømmen som en “invasion”.
Hun opfordrer desuden italienske kvinder til at få flere børn for at undgå “etnisk udskiftning”, oplyser den britiske medieplatform openDemocracy.
Desuden fører Italiens Brødre kampagner mod LGBT+-rettigheder ved at forsvare den såkaldte “traditionelle familie” og bekæmpe de såkaldte “LGBT-lobbyer”.
Taler til kvinder og arbejdere
I dag taler Giorgia Meloni til såvel den katolske husmor som til den ufaglærte arbejder i skurvognen. Fælles for dem er utilfredsheden med langvarig økonomiske stagnation, den høje ungdomsarbejdsløshed, boligmangel og bureaukrati.
Ved valget i år lød det fra hende: “Jeg er Giorgia, jeg er en kvinde, jeg er en mor, jeg er italiener, jeg er kristen”. Partiets valgslogan var ganske enkelt, “Vi er klar”.
Giorgia Meloni har appelleret til kvinderne og talt om, hvor svært det er at kombinere arbejde og familieliv.
Hun har lovet at bevare retten til fri abort. Men i den italienske region Marche, hvor Italiens Brødre har siddet på magten siden 2020, er retten til abort og fortrydelsespiller blevet yderligere indskrænket.
Corona, militær og pension
Hun har også sat fokus på, hvordan myndighederne har taklet eftervirkningerne af coronapandemien, der har set 177.000 italienere miste livet med covid-19 i kroppen.
Hun siger desuden, at hun vil indsætte militæret mod kriminelle.
I sin valgkampagne har hun lovet “flad skat,” senere pensionsalder, månedlige pensioner på mindst 7500 kroner samt stop for privatisering af landets mange offentligt ejede selskaber, mens privatiserede selskaber skal nationaliseres.
Kort sagt: Mere stat – også dét er en del af arven fra Mussolini, anfører Maurizio Coppola fra venstrefløjspartiet Potere al Popolo!
Lykkehilsner fra EU og USA
At Meloni i dag er blevet accepteret som en mulig politisk leder af Italien – trods sin fascistiske fortid – blev understreget af selveste den tidligere amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, der kort efter valget undlod at advare mod Melonis fortid.
– Valget af den første kvindelige premierminister i et land repræsenterer altid et brud med fortiden, og det er bestemt en god ting, sagde Hillary Clinton.
Fra EU lød blot et krav om, at Italien følger EU’s retningslinjer på økonomisk plan.
– Tillykke Italien, og fortsæt så det gode arbejde, udtalte EU-kommissionens leder, Ursula von der Leyen.
Hendes ord kom to dage efter Melonis valgsejr og markerede, at EU sender næste rate på 21 milliarder euro til Italien til genopretning efter covid-19.
Venstrefløjen splittet
Der deltog to venstreorienterede og progressive valglister den 25. september samt et kommunistparti, der stillede op alene.
Valgloven favoriserer partier, der forud for valget har indgået aftaler. Det havde venstrefløjen ikke.
Den ene valgliste, Unione Popolare (Den Folkelige Union), med kommunistpartiet Rifondazione Comunista som stærkeste deltager, opnåede kun 1,43 procent af stemmerne (402.964 stemmer) og blev ikke valgt ind.
Heller ikke den anden liste, Italia Sovrana e Popolare, hvor kommunistpartiet Partito Communista deltog, blev valgt ind med sine 1,24 procent af stemmerne. Det svarer til 348.097 stemmer.
Et tredje kommunistparti, Partito Comunista Italiano (PCI), stillede selvstændigt op og fik 0,09 procent, hvilket svarer til 24.555 stemmer.
Tilsammen har de to valglister og PCI fået 2,76 procent af stemmerne, hvilket ville have været tæt på at gennembryde spærregrænsen på tre procent, hvis venstrefløjen havde formået at stå sammen.
Forværrede levevilkår
Rifondazione Comunista, der støttede Unione Popolare, mener, at en stor del af ansvaret for Giorgia Melonis triumf skyldes socialdemokraterne i Det Demokratiske Parti og centrum-venstre, der har regeret skiftevis med højrefløjen i flere årtier og skåret ned og privatiseret offentlig ejendom.
Rifondacione Comunistas talsperson, Maurizio Acerbo, erkender, at “Mussolinis arvinger nu er kommet til magten”.
– Forklaringen på Italiens Brødres succes skyldes i høj grad Det Demokratiske Parti og dets allieredes politiske valg, der kun har forværret levevilkårene for de, der arbejder eller ikke har nogen indkomst, siger han.
Han mener, at alle tre koalitionsregeringer siden 2018 har gennemført nedskæringer efter krav fra EU – inklusive den sidste regering under Mario Draghi, den tidligere leder af EU’s centralbank. Her deltog også Det Demokratiske Parti samt partierne Femstjernebevægelsen, Lega og Forza Italia.
Regeringerne formåede heller ikke at håndtere krisen, der under covid-19-pandemien blev forstærket.
Maurizio Acerbo tilføjer, at kampen fremover handler om at “modstå den nationalistiske højrefløj, der vil fortsætte med at beskytte de rigeste, støtte våben til Ukraine og garantere italiensk loyalitet over for NATO”.
Historisk lav valgdeltagelse
En af de andre revolutionære bevægelser i Unione Popolare er Potere al Popolo!
De udtalte efter valgnatten, at resultaterne for UP “ikke var overraskende”, og at “vi lever i en tid, hvor der høstes meget mindre end det, der sås”.
Potere al Popolo fortsatte:
“En sejr for højrefløjen var forudsagt for længe siden og var i støbeskeen. Kampen om eneret til magten blandt de politiske eliter førte til fragmentering af folkets mandat, hvilket i sidste ende hjalp højrefløjen”.
Valgdeltagelsen lå på kun 63,9. Det er et fald på næsten 10 procentpoint sammenlignet med for bare fire år siden og det laveste siden Anden Verdenskrig. I den forbindelse kritiserer Potere al Popolo, at dette faktum tilsyneladende ikke er noget problem for “elitens politikere, der bare ønsker at opnå parlamentarisk magt”.
Potere al Popolo bemærker, at et flertal af de, der ikke stemte, var unge, studerende og immigrantarbejdere, som er utilfredse med en politik, der ikke giver dem noget håb. De føler “mistro til politik på alle niveauer”.
Fortsat nyliberal politik
Potere al Popolo forudser, at Meloni vil fortsætte den tidligere premierminister Mario Draghis EU-støttede nyliberale nedskæringer og fastholde Italien i både NATO og EU.
“Hun vil fortsætte krigen mod de fattige trods sine valgløfter”, skriver de og tilføjer, at vælgerne vil blive slemt skuffede over Meloni og den kommende højreregering.
Inflationen er på 10 procent, og fattige frygter vinterkulden og de høje elregninger, stigende madpriser og arbejdsløsheden.
Og historisk har italienske regeringer haft en kort levetid, noterer Potere al Popolo. På 77 år har landet således haft 77 regeringer. Og andre højrepartier, der ved valg scorede rekordsejre, er smuldret eller gået voldsomt tilbage – senest ved årets valg, hvor Lega og Femstjernebevægelsen raslede ned.
Anti-fascistisk fagforening
Det største italienske fagforbund, CGIL (Confederazione Generale Italiana del Lavoro), og dets leder, Maurizio Landini, har igennem hele valgkampen advaret mod at stemme på Italiens Brødre.
– Men nu er de ved magten. Den kommende regering er bestemt ikke fredet, men regeringer skal konkret bedømmes ud fra, hvad de gør, siger han, og tilføjer, at CGIL har gennemført generalstrejker mod flere tidligere regeringer under Renzi, Draghi, Conte og Salvini.
Akut fremhæver han, at den nye regering må gøre noget for at lette almindelige italieneres levevilkår ved at sænke prisloftet her og nu, så italienerne kan betale for mad og elregninger, der er steget med 60 procent på få måneder.
– Folk kan ikke klare sig igennem måneden, advarer han og kræver opskrivning af blandt andet pensionerne.

Foto: Peoples Dispatch
Lørdag den 8. oktober og søndag 9. oktober markerede fagforbundet, at det er ét år siden, at fascister fra partiet Forza Nuova angreb CGIL’s hovedkontor i Rom. De samledes udenfor hovedkvarteret, der blev angrebet med blandt andet sten og stokke.
Søndag den 9. oktober inviterede CGiL til webinar for fagligt aktive over hele verden under overskriften “Lad os skabe et internationalt antifascistisk netværk for arbejderrettigheder og demokrati”.
Maurizio Landini udtaler om valget den 25. september.
– Når 40 procent af de valgberettigede ikke stemmer – næsten 17 millioner mennesker – så er antallet flere, end de, der faktisk stemte på højrefløjen. Et enormt antal italienere føler sig ikke repræsenteret af nogen, siger han til dagbladet Il Tempo.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.