Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) forventer fremgang ved parlamentsvalget på søndag den 21. maj, hvor kommunisterne især tror på øget støtte fra den græske ungdom.
Hvem kan bremse deres tiltag? Hvem kan samle folk på gaden? Hvem kan gå til demonstrationer? Hvem kan organisere folkets modstand? Det kommunistiske parti.
Panos Apergis, talsmand, KKE’s afdeling i Danmark
Ifølge Panos Apergis, talsmand for KKE’s afdeling i Danmark, har KKE kæmpet for de unges interesser modsat regeringen, der har ladet de unge i stikken med nedskæringer og privatisering.
– Ungdommen er træt af falske løfter og vil gerne prøve noget nyt, siger Panos Apergis til Arbejderen.
Den græske kommunist kritiserer, at landets liberal-konservative regering vil indføre flere nedskæringer i et samfund, hvor ungdomsarbejdsløsheden er ualmindelig høj, skoler falder sammen om ørerne på elever, og hvor et tog fyldt med studerende for nyligt kørte galt, kort tid efter at det statslige jernbaneselskab blev privatiseret.
Faldt fra tredje sal
Ved sidste parlamentsvalg i 2019 fik kommunistpartiet KKE 5,3 procent af stemmerne og har siden siddet med 15 mandater i det græske parlament. Men af flere grunde er Panos Apergis sikker på, at KKE’s kamp for et socialistisk Grækenland især vil få flere unge til at stemme på partiet på søndag.
Han peger blandt andet på, at Grækenland med en ungdomsarbejdsløshed på over 24 procent er blandt de lande i EU, hvor flest unge er uden for beskæftigelse. Desuden mener Panos Apergis, at Grækenlands uddannelsessektor trænger til et socialistisk løft.
– I Grækenland er der et elendigt skolesystem. Én ting er mangel på lærere – det har vi også her i Danmark. En anden ting er, at flere skoler er i så dårlig stand, at loftet falder ned, eller halvdelen af skolen er lukket af, fordi den er i ruiner, siger Panos Apergis.
I oktober faldt en 19-årig jurastuderende ud af vinduet fra tredje sal i et auditorium på Aristoteles-universitetet i Thessaloniki. Han havde været tvunget til at sidde i vindueskarmen i det tætpakkede lokale, fordi der ikke var pladser nok til alle de studerende.
Vinder universitetsvalget
Studenterlisten Panspoudastiki KS, der officielt støttes af KKE’s ungdomsorganisation KNE, består af studerende, der kæmper imod de problemer, som studerende står overfor i den græske uddannelsessektor. Listen kæmper desuden for miljøbeskyttelse, demokratiske rettigheder og i fredsbevægelsen mod imperialisme.
Panspoudastiki KS blev den mest populære studenterliste ved Grækenlands universitetsvalg den 10. maj, hvor Panspoudastiki KS fik over 35 procent af stemmerne, mens den liberale studenterliste DAP kom på andenpladsen med 27,69 procent.
På den baggrund er Panos Apergis håbefuld for parlamentsvalget på søndag, hvor KKE ønsker at styrke partiet i kampen for socialisme. Han vurderer, at flere og flere unge identificerer sig med kommunistpartiets værdier.
Fatal togulykke
I den forbindelse peger han på den 28. februar, da et privatiseret passagertog kørte af skinnerne og dræbte 57 mennesker, mens 85 kom til skade.
– De fleste af passagerne var studerende, der var på vej hjem fra undervisning, siger Panos Apergis.
Få uger inden ulykken fandt sted, havde KKE i parlamentet rejst en advarsel fra DESK-S, der er de græske jernbanearbejderes fagforening. DESK-S havde advaret om, at privatisering af jernbanen havde ført til mangel på personale, sikkerhed og ressourcer ved kritiske jernbanetjenester og infrastrukturer, hvilket ifølge fagforeningen kunne føre til ulykker med døden til følge.
– Som følge af ulykken udbrød der store demonstrationer under sloganet “Jeres profit, vores liv”. I løbet af måneden var cirka 2,8 millioner grækere på gaden til protester, happenings og koncerter. Det førte til en kæmpe stor bevægelse, hvor vi som parti var med på gaden, understreger Panos Apergis.
KKE holder den græske regering anført af det liberal-konservative parti Nyt Demokrati (ND) hovedansvarlig for ulykken, men kommunisterne mener også, at venstrefløjspartiet Syriza bærer et ansvar. Det skyldes, at Syriza som regeringsparti fra 2015 til 2019 stod bag en række privatiseringsaftaler, der blandt andet inkluderede det offentlige jernbaneselskab TrainOSE.
Ifølge de græske jernbanearbejdere gjorde privatiseringen hele jernbanetjenesten usikker, og jernbanearbejderne var tvunget til at benytte forældet teknologi, herunder manuelle signalsystemer.
En stærk opposition
Selvom KKE selv håber på at styrke partiet ved at få flere mandater ved parlamentsvalget på søndag, mener kommunistpartiet ikke, at det har nogen nævneværdig betydning, om det er det liberal-konservative parti ND eller det socialdemokratiske Syriza, der ender med at vinde valget.
Der er kun én vej, og det er socialisme.
Panos Apergis, talsmand, KKE’s afdeling i Danmark
– Uanset om det er den ene eller den anden, der bliver bliver valgt, er politikken givet. Begge partier går ind for EU og NATO. Derfor er det meget vigtigt for den græske befolkning, at vi får en stærk opposition, mener Panos Apergis.
– For hvem kan bremse deres tiltag? Hvem kan samle folk på gaden? Hvem kan gå til demonstrationer? Hvem kan organisere folkets modstand? Det kommunistiske parti. Derfor er det i folkets interesse, at KKE er så stærkt som muligt, fortsætter han.
Hvis KKE lykkes med at øge sit antal mandater ved det kommende parlamentsvalg, vil det ifølge Panos Apergis betyde en styrket opposition – både i parlamentet og “ude på gaden”.
– Vi mener først og fremmest, at klassekampen bygges på arbejderbevægelsen og andre sociale bevægelser. Det er derfra, at de virkelige ændringer kommer og ikke fra parlamentet. Men selvfølgelig skal vi også opbygge vores indflydelse i parlamentet, siger han og fortsætter:
– Men i parlamentet er der ingen, der lytter til os. Og nu kommer Syriza så og spørger, om vi vil samarbejde med dem, hvis nu de ender med at mangle mandater til at danne en regering. Men nej, vi skal ikke samarbejde med dem, for hver gang vi gennem årene er kommet med et lovforslag, der kunne gavne befolkningen, har de stemt imod det.
Ifølge Panos Apergis har KKE eksempelvis rejst et forslag om økonomisk tilskud til den græske befolkning under inflationens historiske prisstigninger – et forslag som Syriza stemte imod.
Panos Apergis finder det dog vigtigt at pointere, at selvom KKE nægter at danne regering med Syriza, så vil KKE stemme for ethvert af Syrizas lovforslag, hvis forslaget altså gavner befolkningen i Grækenland.
Socialisme
Hvad mener du, der skal til for, at Grækenland kan løse de problemer, som du har snakket om i dag?
– Der er kun én vej, og det er socialisme, fastslår Panos Apergis.
– Du kan ikke forbedre kapitalismen i dag. Du kan ikke menneskeliggøre kapitalismen. Kapitalismen bliver mere og mere barbarisk. Folk i Grækenland har det ad helvede til, fortsætter han.
En undersøgelse foretaget sidste år af Grækenlands statistikmyndighed ELSTAT viser, at en ud af fire grækere er i risiko for “fattigdom eller social eksklusion”. Hundredtusindvis af grækere får ikke ordenligt ernæring og kan ikke betale deres regninger til tiden.
For at fremme kampen for socialisme i Grækenland rækker KKE’s afdeling i Danmark ud til herboende grækere, som for første gang har mulighed for at stemme til parlamentsvalget i moderlandet. Det gælder dog kun de nyankomne grækere og ikke dem, der har levet uden for Grækenland i mange år.
– Her i Danmark forsøger vi at fremme KKE’s politik, mens vi samarbejder med de danske kommunistiske partier. Hvis de arrangerer en demonstration eller happening, så inviterer vi vores folk og deltager. Vi følger bevægelser i Danmark, først og fremmest den kommunistiske, men vi modarbejder Enhedslisten, slutter Panos Apergis.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.