Protest mod længere arbejdsdag
– Det er en stor sorg, at jeg nok ikke kommer derned igen. Jeg har slet ikke fået fortalt om alt det fantastiske ved at være der, det palæstinensiske folk, hvor fantastiske de er. Sådan afslutter Anne Yde Westergaard et interview med Arbejderen, som hun netop har gennemført sammen med Christian Andersen.
De to har været fredsvagter i det besatte Palæstina. Det har været udsendt for Kirkernes Verdensråd i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Anne Yde Westergaard var i det besatte Jerusalem fra august til november 2024. Christian Andersen var i Betlehem på Vestbredden i tidsrummet juli til september 2024.
I dag sidder de i Arbejderens lokaler. De kan i ro og sikkerhed fortælle, hvordan vilkårene for fredsvagter fra Kirkernes Verdensråd var drastisk værre, da de var dernede. Før havde fredsvagter en vis beskyttelse, kunne åbent rejse rundt og havde steder at afrapportere, hvad de så. Men for de to var det en tur i skjul, hvor en stor del af tiden blev brugt på bagsædet af biler uden at skulle give sig til kende.
Ydmygelser og chikane
– Jeg så en samfundsstruktur, hvor palæstinenserne i det daglige bliver undertrykt, generet, ydmyget på gaden. Det er et samfund, hvor palæstinenserne kun har meget få muligheder for at forbedre deres liv. Bare det at udvide eller bygge et helt nyt hus for at få plads til nye familiemedlemmer er umuligt, fortæller Christian Andersen.
– Jeg vil gerne tilføje, med hensyn til det pres som besættelsen lægger på palæstinenserne. Vi ser folk, der arresteres dagen før deres bryllup, dagen før eksamen, lige efter deres barn er født. Det har ofte intet at gøre med, om folk har gjort noget forkert, det er åbenlyst et pres. Det betyder, at palæstinenserne forsøger at undgå de situationer. Men de er jo del af deres liv, uddyber Anne Yde Westergard.
De to fredsvagter har været hvert deres sted og i hver deres periode på den besatte Vestbred. Men de mange beretninger om chikane, ydmygelser gør, at de tilsyneladende tilfældige episoder smelter sammen til en tæppe af systematik fra besættelsesmagtens side.
Problemer med bosætterne
– Jeg så flere checkpoints, der ikke bliver åbnet igen, flere veje der bliver spærret af og ikke åbner. Færre og færre der får arbejdstilladelse, færre og færre der får tilladelse til at høste oliven på deres egne marker. Selv i de tre måneder, jeg var der, så vi det blive værre og værre, fortæller Anne Yde Westergaard.
– Jeg forsøgte at bruge mine mange observationer til noget. Jeg skrev ned, dokumenterede og rapporterede. En del af det er, at vi som observatører vedligeholder kontakter og fastholde tilliden, særligt ved de meget udsatte samfund. Jeg var mange gange i en beduinlandsby, der hele tiden blev chikaneret og omringet af bosættere. Bosætterne kom gennem natten, men også om dagen, på tilfældige tidspunkter med våben og trusler, fortsætter Christian Andersen om de mange bosættere i de besatte områder.
Bosættelserne er i strid med folkeretten, der ligesom selve besættelsen er ulovlige. Men de to observatører så, hvordan bosættere gang på gang oprettede nye udposter, fra små flag på en bakketop til skurvogne. Alt sammen under beskyttelse af den israelske hær og med til at fordrive palæstinenserne fra deres jord.
– En dag bliver flaget plantet på en bakketop eller et bjerg af bosætterne, og militæret beskytter så de flag. De må ikke fjernes. Ugen efter er der en plads, så kommer der et hus. Det går hurtigt, og det sker hele tiden. Soldaterne er der for at beskytte bosættere, men de kan sagtens deltage i chikane eller lave ransagelser, forklarer Anne Yde Westergreen.
Fulgtes med skolebørn
Anne Yde Westergreen fortæller, hvordan hun har forsøgt at hjælpe de palæstinensiske børn i skole. Israelske soldater stod intimiderende på vejen og forstyrrede flere gange børnenes vej med store lydbomber og andre skræmmetaktikker.
– Det var farligt. Hvis et barn bukker sig og samler noget op, risikerer de at blive skudt af de israelske soldater. Som observatør er det svært at se soldaternes optræden som andet end provokation; derfor giver kommunikation med soldater ikke mening, fortæller hun.
– Det er svært at se den dehumanisering; første skoledag er børnene lige så spændte, som danske børn er, og de står måske og græder i deres mors skørter, men de lever bare under så voldsomme vilkår, forklarer Anne Yde Westergaard.
Hun siger, at det at sætte navne og ansigter på de palæstinensiske børn går imod dehumaniseringen.
– Nogle gange hører vi i de danske medier, at der ikke er udenlandske journalister i Gaza. For der er nu kun palæstinensiske journalister. Som observatører kan vi give vidnesbyrd. Vi kan give stemme til dem, der ikke har stemme, understreger Anne Yde Westergaard.
– Vi mangler ikke viden
Vel hjemme i Danmark er planen nu for de to fredsvagter at skabe opmærksomhed. De stiller sig til rådighed for medierne og har også planer om at fortælle om oplevelserne på andre måder, ved foredrag eller møder. Christian Andersen lægger særligt vægt på én oplevelse.
– En historie gjorde meget indtryk på mig fra den beduinlandsby, jeg besøgte to gange om ugen. Beduinernes landsby ligger som et knudepunkt, der kan skære Vestbredden midt over, og bosætterne er i gang med at bygge på bakken, der omkranser beduinlandsbyen.
– I starten af 2024 blev en ung mand taget til fange i Jeriko. De israelske sikkerhedsstyrker ringede til hans far, lederen af beduinsamfundet, og sagde, vi har din søn, kan vi snakke med dig om, at du flytter jeres landsby.
– Han svarede, at han har ansvaret for mange familier, de kan ikke bare flytte, fortæller Christian Andersen. Anne Yde Westergaard har også en del af den slags fortællinger.
– Det var vigtigt at være af sted og kunne dokumentere, hvad der sker i området. Det er også vigtigt, at vi fortæller om vores oplevelser.
– Men vi har set tallene fra Gaza. Det er viden, vi har i forvejen. Vi mangler handling, afslutter Anne Yde Westergreen i Arbejderens rolige lokaler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
