Forenet gennem hiphop
Arbejderens udsendte ankommer til indgangen til Belgiens marxistiske arbejderparti PTB’s store folkefest ManiFiesta. Det er lørdag formiddag den 13. september, og skyerne er blygrå og tunge af regn ud over den engelske kanal ved havnebyen Oostende. Alligevel er her fyldt med folk på vej ind.
Festivalen er en kraftpræstation af det belgiske parti. Søndag smurte de sandwich til 2653 frivillige fra hele landet. Alene lørdag var der 15.000 gæster. Efter køen ved indgangen går Arbejderen ind til selve området med en britisk deltager, og vores vej fører os over køreplader, der er lagt, så græsset ikke forvandles til en mudderpøl.
James, der er fra det britiske kommunistparti CPB, kommenterer, at han aldrig har mødt en eneste person i hjemlandet, der så meget som ville tænke på, at køreplader kunne være en god ide. Men ManiFiesta har tænkt på det, og løbende fylder de op med træflis og strå til at absorbere vand, der hvor kørepladerne ikke dækker.
En klar linje gennem hele ManiFiesta
Kernen i ManiFiesta er de mange forskellige debatter. Der er store telte, og mange af debatterne har paneldeltagere fra hele verden, så der er simultantolkning via høretelefoner fra fransk og flamsk til engelsk, samt tysk og spansk når det er nødvendigt.
En klar linje går gennem de tre debatter, som det lykkes Arbejderen at følge den første dag. Kampen mod krig og oprustning og kampen mod sociale nedskæringer. Men først og fremmest kampen for at få den åbenlyse sammenhæng mellem de to ud til omverdenen, både i ord og handling.
Den linje står klart og tydeligt allerede ved den første debat, lørdag klokken 11. Under overskriften “Et frisk pust for fred og mod militariseringens galskab” indleder de tre paneldeltagere: Peter Mertens, generalsekretær for PTB. Ines Schwerdtner, der er på den delte formandspost for tyske Die Linke. Og Jeremy Corbin, leder af det nye britiske projekt “Dit Parti” og tidligere formand for Labour.
Debatten varer en time og tre kvarter med plads til enkelte spørgsmål til slut. Men det føles som minutter. For Arbejderens udsendte skyldes det særligt den enorme sammenhæng, som de tre paneldeltagere lægger for dagen. En sammenhæng på tværs af landene i EU, en sammenhæng på tværs af problemstillinger og over diverse kampe. Og en sammenhæng der udmønter sig i klar enhed, en klar fælles analyse og med klar opbakning fra det propfulde telt.
Små øjeblikke trænger særligt igennem, ind imellem at enorme regnskyl driver gæk med højtalere og lydanlæg. Et medlem af det tyske kommunistparti DKP stiller spørgsmål om, hvorfor Die Linke stemte for krigsbevillinger til Ukraine, senest i to delstater, når de ellers tordner mod oprustning.
Svaret fra Ines Schwerdtner rummer både selvkritik, at det burde de to delstatsparlamenter ikke have gjort, og at partiet har et ansvar. Men hun løfter kritikken tilbage til forbundsregeringen, der sætter tommelskruerne på over for delstaterne, når de gør bevillinger til løft for hospitaler og jernbaner afhængige af en blankocheck for oprustning for mange hundrede milliarder euro.
Andre øjeblikke er hver eneste gang, at solidaritet med det kæmpende Gaza og Palæstina bliver nævnt. De tre deltagere i panelet lærer hurtigt, at de skal give god plads til klapsalver og kampråb, hver gang de ord falder. En erfaring der hurtigt spreder sig til de andre debatter og resten af festivalen.
Regn, musik og videolink
Regnen fortsætter dagen igennem, nogle gange med små pauser, nogle gange nærmest som skybrud. For de 15.000 deltagere – hver eneste registreres ved indgangen, så det er mere end blot et estimat – betyder det formelig spidsrod fra telt til telt.
Der er telte for PTB fra hver af de mange regioner i Belgien, hver med deres egen scene, ofte en smagsprøve på egnens specialiteter eller et lokalt indslag af musik eller talere. Der er et område for de faglige telte, der er det internationale område med telte fra Venezuela, Cuba og andre lande, der er områder for ungdomsbevægelserne RedFox og Comac. Aktivister fra PTB samler underskrifter mod oprustning og for Palæstina ind imellem regnbygerne.
Det store samlingspunkt lørdag er “Det Centrale Moment”. Det er en times tale, indslag og musik fra den store scene. Scenen er overdækket for de først tilkomne, men Arbejderens udsendte står i regnen. PTB har udstyret de forskellige internationale delegationer med en hjælper, og Arbejderen får simultantolkning, der kun bliver afbrudt, når lyden fra scenen bliver overdøvet af kampråb fra pladsen.
Højdepunktet under Det Centrale Moment er et direkte videolink fra Cypern. PTB har et medlem ombord på et af skibene i “Global Sumud Flotilla”, og hun giver en direkte hilsen fra kajen inden afgang til den næste etape. Med sig tilbage får hun gode billeder med knyttede næver, solidaritet og kampråb.
Verden i forandring
Arbejderen når at hoppe på dagens anden store debat, lige inden Det Centrale Moment. Overskriften lover debat om en verden i forandring med BRIKS og det globale syd i fokus. Men allerede inden debatten begynder, bliver det fyldte telt mindet om, at der stadig er et stykke vej hen mod en mere retfærdig verden. Den sydafrikanske paneldeltager Zazi Nsibanyoni-Mugambi er blevet nægtet visum til EU og kan ikke deltage. Hun sidder i sekretariatet for NUMSA, de sydafrikanske metalarbejderes fagforening.
Debatten om verden i forandring går i gang, mens regnen stilner noget af. Der begynder at komme musik fra de mange regionale telte, hvor lokale medlemmer af PTB viser frem, fortæller om deres politik og mødes med gamle venner fra resten af landet.
Inde i teltet er også denne debat gennemsyret af de to afgørende kampe lige nu – kampene for fred og for velfærd. Panelet er besat af politikere, mediefolk og fagforeningsfolk, og både deres bidrag samt de gode indlæg fra salen viser samme vilje til at tackle problemerne, som vi så i formiddagens debat.
Artiklen fortsætter …
Da den tredje store debat, om fagforeningernes rolle i kampen for fred, løber af stablen inden aftensmaden, bliver vi endnu engang bekræftet af vigtigheden af denne kamp. I panelet giver Luc Triangle, der er generalsekretær i ITUC, den internationale faglige sammenslutning, et indlæg i mere generelle vendinger om fagbevægelsen og fred.
Men hvis Luc Triangle fremstår en smule ukonkret i en tætpakket sal, er der til gengæld langt mere kraft i Ulrike Eifler. Hun er medlem af det tyske Die Linke og sidder i bestyrelsen i den tyske fagforening IG Metall. Hun sidder i panelet med Jeremy Corbyn og Thierry Bodson, der er formand for FGTB, en af de belgiske faglige landsorganisationer.
Deres budskab er, at kampen for fred, mod krig og oprustning er en af de vigtige opgaver for fagforeningerne. Corbyn indskyder i debatten, som han også nævnte om formiddagen, at det ikke nytter noget blot at kræve våbenfabrikkerne lukket. Hvis vi ikke kommer med alternativer, der kan bevare arbejdspladser i lokalområderne og udnytte en høj faglighed, så kommer vi kun til at miste støtten, bedyrer han.
Dagen derpå er vejret bedre end lørdag, stemningen præget af både træthed efter en lang lørdag, men også masser af energi. Arbejderens udsendte bruger det meste af dagen på ManiFiesta på at snakke med de mange deltagere. Nogle er med som aktivister for første gang, nogle har været her før. Nogle har større ansvar og opgaver i år. Fælles for dem er, at de kommer fra en aktiv politisk hverdag.
For de mange aktivister og deltagere er ManiFiesta både en kulmination og en start. En kulmination på måneders forberedelse. Og en start på de næste politiske kampe. På tværs af indlæg fra Belgien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien er budskabet klart:
Kampen mod krigen er en kamp for social retfærdighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
