– De, der kæmper her, kæmper for vores allesammens frihed, lød det søndag den 16. januar fra den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der skridtede frontlinjen af i det østlige Ukraine tæt på Ruslands grænse. Med sig havde han 164 millioner kroner til den ukrainske hær.
Jøderne i Ukraine forhindrer os i at være herrer i eget hus.
Dmitro Yarosh, fascist og rådgiver for den ukrainske stabschef
Men en åbenlys fascist indtager posten som rådgiver for den øverste leder af de ukrainske væbnede styrker. 20. oktober sidste år blev Dmitri Yarosh udpeget som rådgiver for den øverstbefalende for den ukrainske hær. Han vedlægger på Facebook et foto af sig selv i kampuniform sammen med den nye øverstbefalende, Valery Zaluzhny. Den øverstbefalende rapporterer direkte til præsidenten og forsvarsministeren.
I et indslag i TV Avisen den 16. januar kunne seerne bag ryggen på udenrigsminister Jeppe Kofod se de sort-røde flag, der symboliserer ukrainsk jord og ukrainsk blod, og som tilhører den fascistiske organisationen Pravyi Sektor, stiftet af netop Dmitri Yarosh for ni år siden.
Stiftede voldelig gruppe
Dmitri Yarosh’ Pravyi Sektor” (Højre Sektor) blev dannet tilbage i 2013, og Yarosh har – udenfor de store mediers opmærksomhed – faktisk indtaget posten som rådgiver for generalstabschefen for den ukrainske hær siden 2015, fremgår det af en seks år gammel pressemeddelelse fra det ukrainske forsvarsministerium.
Den ukrainske hærledelse nægtede i december at bekræfte, at Yarosh er den nye rådgiver.
Dmitri Yarosh er i dag leder af den paramilitære gruppe Den Ukrainske Frivillige Hær, der er en del af den samlede ukrainske hær. Den består af frivillige, der i stor udstrækning kommer fra Pravyi Sektor, som blev splittet omkring 2015.
“Russerne kommer”
I oktober sidste år advarede Yarosh overfor mediet World Today News om, at “en storstilet invasion fra russiske tropper kan forekomme når som helst”, og at “frivillige militære styrker kan indgå i meget forskellige formationer” i forsvaret af Ukraine.
Han havde derfor indtaget sin militære position ved grænsen til Rusland, tæt på “oprørsrepublikken” Donbass.
Allerede i 2015 blev Dmitri Yarosh’s Pravyi Sektor indrulleret i den ukrainske hær. Gruppen fik alle udgifter betalt af forsvarsministeriet, afslørede den britiske TV-station BBC i 2015.
Dmitro Yarosh fik i marts 2014 tildelt posten som næstformand for Ukraines magtfulde forsvars- og sikkerhedsråd (RNBOU), det øverste statslige råd der tilser militær- og politistyrker.
Yarosh har altid været antirussisk i sine udtalelser og opfordrer stadig til at ødelægge og opdele “Moskvas imperium”, mens han kalder Rusland for Ukraines “evige fjende” og mener, at en krig mellem de to lande er “uundgåelig”.
– Jeg er ikke en antisemit, jeg ser ikke Ukraines jøder som fjender, men som en etnisk minoritet, der forhindrer os i at være herrer i eget hus, sagde Jarosh i januar 2014 til nyhedsbureauet AFP i den beslaglagte fagforbundsbygning på Maidan-pladsen i Kijev.
Pravyi Sektor voldelige
Pravyi Sektor hævdede i sin storhedstid at have mindst 5000-10.000 paramilitære medlemmer. De blev indsluset i Ukraines statslige Nationalgarde allerede i marts-april 2014.
Pravyi Sektor blev dannet i slutningen af november 2013 som en sammenslutning af flere fascistiske grupper, herunder “Trident Stepan Bandera”, “UNA-UNSO” samt “Ukraines Patrioter” og “Hvide Hammer”.
Gruppen stormede parlament- og præsidentpaladset i Kijev den 22. februar under den provestlige “farverevolution”, kaldet “Maidan-oprøret”.
Ifølge det israelske dagblad Haaretz brugte Pravyi Sektor nynazistiske symboler under Maidan-kampene og tilføjer, at der var rapporter fra pålidelige kilder om, at Pravyi Sektor-medlemmer distribuerede eksemplarer af Hitlers bog Mein Kampf på Maidan-pladsen.
Fra 2013-2015 ledede Dmitro Yarosh Pravyi Sektor. Han trak sig officielt fra organisationen i 2015 og blev valgt ind i det ukrainske parlament.
I 2016 startede han en ny organisation kaldet DIYA (Yarosh’s Regeringsinitiativ).
Netværk af nynazister
Også den højreekstreme paramilitære gruppe Azov-regimentet, der er set vifte med nazistiske hagekorsflag, er blevet en integreret del af hæren og blev i 2015 indrulleret i hærens kernestyrke, Nationalgarden. Medlemmerne af Azov-regimentet kommer fra 22 lande, blandt andet Sverige.
– Jeg ville være en idiot, hvis ikke jeg gik ind for den hvide mands overlevelse, sagde den svenske snigskytte i Azov, Mikael Skillt, til den britiske TV BBC tilbage i 2014.
Det tyske mediesyndikat DW bragte i 2017 et indslag, der viste Azovs nazistiske symboler, og indslaget blev fulgt op af det amerikanske Time Magazine i 2021.
Ukraine knudepunkt for nazister
Ali Soufan, sikkerhedskonsulent og tidligere FBI-agent i USA, har nærstuderet Azov og anslår, at mere end 17.000 udenlandske frivillige fra 50 lande i de seneste seks år er kommet til Ukraine for at blive trænet i Azov-regimentet og andre ekstreme højrefløjsmilitser.
“Ukraine fremstår i dag som et knudepunkt i det bredere netværk af hvid-magt-grupper, og landet tiltrækker udenlandske rekrutter fra hele verden”, skriver Ali Soufan i rapporten The Transnational Rise of the Violent White Supremacist Movement.
Grupperne udgør en voksende international trussel og drager fordel af internationale konflikter som den i Ukraine i at styrke deres globale netværk, mener rapportens forfatter.
Det britiske dagblad The Guardian kunne i 2018 afsløre, at britiske nazistiske grupper bliver trænet militært af Azov i Ukraine.
Det sociale medie Facebook har forbudt Azov og 250 andre racistiske højrefløjsgrupper i verden at sprede propaganda.
USA bag specialenheder
Nyhedsportalen Yahoo News kunne den 13. januar afsløre, at USA’s udenlandske efterretningstjeneste CIA siden 2015 har haft “et intensivt træningsprogram i Ukraine” for ukrainske elitestyrker, der kan udføre specialoperationer.
– Hvis russerne invaderer, kan disse enheder få en stor indflydelse. Vi har trænet disse fyre i otte år. De er virkelig gode “fightere”, siger en anonym kilde, der tidligere har været ansat i CIA til Yahoo News.
Træningsprogrammet, anført af CIA’s Ground Branch, blev ifølge kilden startet op under Barack Obamas præsidentskab i 2015 og fortsat under Donald Trump.
Allerede i 2014 var der rygter om, at USA trænede væbnede militser i Ukraine. Det fik nyhedswebstedet The Daily Beast til i en overskrift at spørge: “Træner USA nynazister i Ukraine?”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.