Analyse
EU begyndte med udenrigschef Kaja Kallas i spidsen i 2025 at sanktionere europæiske aktivister, journalister og analytikere for angivelig “pro-russisk” propaganda, disinformation og “manipulation af information”.
EU’s nye tiltag bør vække stor bekymring for vores ytringsfrihed, retssikkerhed, politiske frihed og basale menneskerettigheder.
Sanktionerne bliver pålagt uden om retssystemet og uden at der er begået noget ulovligt. EU henviser blot til politiske holdninger.
Store konsekvenser
EU beskriver formålet med sanktionerne således:
“Sanktioner er et forebyggende og ikke-straffende instrument, der gør det muligt for EU at reagere hurtigt på politiske udfordringer og udviklinger i overensstemmelse med principperne i dets fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik”.
Med andre ord er det et instrument mod personer med en holdning, som EU ikke bryder sig om. Og det er EU, der afgør hvornår holdninger er “pro-russiske” eller udgør “disinformation” eller “manipulation”.
Det har store konsekvenser at blive opført på EU’s sanktionsliste: Du må ikke rejse til andre lande, du må ikke have en bankkonto eller nogen former for indtægt, hvilket gør det umuligt at arbejde og være en del af samfundet.
Med andre ord: Du kastes uden for samfundet som lovløs i strid med de mest basale menneskerettigheder og straffes uden at have begået noget kriminelt.
Fri debat og plads til politisk uenighed udgør fundamentet for et demokrati.
Det er surrealistisk, at EU’s udenrigschef Kaja Kallas og resten af EU-toppen sanktionerer europæiske borgere for at sprede “disinformation” eller sprede propaganda for fremmede magter – samtidig med at de selv gang på gang optræder som talerør for Israel og afviser sanktioner og beskytter en apartheidstaten mod konsekvenser af det folkedrab de udfører.
Tysk journalist
En af dem, som EU har opført på sin sanktionsliste er den tyske journalist Hüseyin Doğru.
Han blev i maj 2025 sanktioneret af EU for at have forbindelser til russiske “propaganda-aktører”.
Men Doğrus eneste “forbrydelse” består i, at have interviewet personer fra forskellige palæstinensiske organisationer, heriblandt Hamas. Herudover har han dækket en fredelig studenterblokade af et universitet i protest mod Israels folkedrab.
Man skal ikke grave længe under overfladen før det er tydeligt, at det ikke handler om at bekæmpe “disinformation” eller “russisk propaganda” men derimod om at bekæmpe kritik af EU’s udenrigspolitik og EU’s militære oprustning.
Anna Askjær
Men ifølge EU har Doğru “… systematisk spredt falsk information om politisk kontroversielle emner med den hensigt at skabe etnisk, politisk og religiøs splid, herunder ved at formidle fortællinger om radikale islamiske terrorgrupper som Hamas”.
Store vestlige mainstream medier som Associated Press, BBC, Sky News og Deutsche Welle citerer også Hamas, det kaldes journalistik og vil EU også sanktionere dem?
EU’s sanktionering af Doğru er ikke blot et angreb på ytringsfriheden. Den er også et angreb på pressefriheden.
I sin begrundelse for sanktioneringen af Doğru, skriver EU bl.a.
“Gennem AFA Medya støtter Hüseyin Doğru således handlinger fra Den Russiske Føderations regering, som underminerer eller truer stabiliteten og sikkerheden i Unionen og i en eller flere af dens medlemsstater, herunder ved indirekte at støtte og facilitere voldelige demonstrationer og deltage i koordineret information manipulation”.
Doğru selv er ikke i tvivl:
“Det handler ikke om at stoppe krigsforbrydelser. Det handler om at tie dem, der afslører dem. Jeg er imod Ruslands invasion af Ukraine. Men jeg er også imod EU’s militarisme, dets medvirken til Israels folkedrab i Gaza og dets angreb på de demokratiske idealer, det hævder at forsvare. For det er jeg blevet sanktioneret”, skriver han i et indlæg
Hvad har det med Rusland at gøre?
Doğru blev sanktioneret på grund af hans dækning af Israels folkedrab og den tyske regerings medskyldighed.
Men hvad har det med Rusland at gøre?
Doğru står bag et mindre uafhængigt medie kaldet Red.media der hovedsaligt fokuserer på Israels folkedrab, den tyske stats medskyldighed i Israels forbrydelser og kampagnen mod den palæstinensiske solidaritetsbevægelse.
Red.media er ikke alene om at kritisere, hvordan den tyske stat slår hårdt ned på solidaritetsbevægelsen med Palæstina og fredelige demonstranter i Tyskland: Amnesty International og den anerkendte jødisk-australske journalist Antony Loewenstein udgav sidste år en dokumentar om de stærkt autoritære tendenser den tyske stat udviser i forhold til solidaritetsbevægelsen.
Vage begrundelser for alvorlige sanktionerne
EU’s begrundelser for at opføre borgere på sin sanktionsliste er meget vage, og der bruges formuleringer som “direkte eller indirekte” og “støtte handlinger eller politik der kan tilskrives den russiske regering, nyder gavn af disse eller “engagerer sig i informations-manipulation” eller “direkte eller indirekte støtter eller på anden vis faciliterer voldelige demonstrationer”.
Man skal ikke grave længe under overfladen før det er tydeligt, at det ikke handler om at bekæmpe “disinformation” eller “russisk propaganda” men derimod om at bekæmpe kritik af EU’s udenrigspolitik, EU’s militære oprustning eller EU’s medlemslande fortsatte støtte til israel.
Ifølge EU selv er sanktionerne “et fredeligt redskab til at beskytte demokratiet og fremme stabilitet”.
Men er ytringsfrihed, pressefrihed og politisk frihed ikke afgørende for demokratiet?
EU fortsætter: “Sanktioner er et fredeligt instrument til at forsvare international lov, styrke international sikkerhed, fred og forsvare EU’s værdier og interesser. De er et kraftfuldt værktøj til at forstyrre finansieringen af terrorisme og fremme stabilitet, demokrati, respekt for retsstaten og menneskerettigheder.”
Sanktioner der alene er begrundet med borgernes politiske holdninger har intet med forsvar af international lov at gøre. Særlig ikke når sanktionerne bliver udsted at EU, der er anklaget for at bryde international lov.
Det er ekstremt problematisk for vores ytringsfrihed, retssikkerhed, politiske frihed og basale menneskerettigheder.
Disse autoritære totalitære metoder udgør en trussel mod os alle – uanset politisk holdning.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
