Krigen i Ukraine har raset i et år. Tusindvis af hjem og hele byer er blevet jævnet med jorden, og tusindvis af ukrainske civile og soldater på begge sider af fronten er blevet dræbt eller såret.
Danmark og resten af NATO pumper fortsat våben og avanceret militært udstyr for milliarder af kroner ind i Ukraine og er på den måde med til at holde liv i konflikten. En fred kan være svær at få øje på.
Vesten spreder med sin enorme våbeneksport en illusion om, at krige kan vindes med overlegen våbenteknologi. Det er udtryk for drømmeri og manglende realitetssans.
Jørn Boye Nielsen, Rådet for International Konfliktløsning
I anledning af årsdagen for krigen har Arbejderen talt med to eksperter i freds- og konfliktløsning: Jørn Boye Nielsen fra Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) og Susanne Possing, talsperson for Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik.
De advarer begge mod at eskalere konflikten yderligere og ser en forhandlet fred i Ukraine som både en nødvendig og realistisk løsning.
Flere lande arbejder for fred
Mens USA, Danmark og resten af NATO har travlt med at sende flere og kraftigere våben til Ukraine, trækker store dele af resten af verden i en helt anden retning.
– Det er vigtigt at huske på, at en lang række lande er imod at sende våben og fortsætte krigen – og i stedet taler for fredsforhandlinger, påpeger Jørn Boye Nielsen.
Han er næstforperson i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) og ekspert i international konfliktløsning og sikkerheds- og udenrigspolitik samt forfatter til to bøger om konfliktløsning. Herudover står han bag hjemmesiden jornboyenielsen.dk, hvor han løbende deler analyser om krigen i Ukraine og behovet for fredsforhandlinger.
Jørn Boye Nielsen peger på, at store og betydningsfulde lande som eksempelvis Kina og Indien opfordrer til fredsforhandlinger. Fredag morgen, på selve årsdagen for Ruslands invasion, offentligjorde Kinas udenrigsministerie 12 punkter til en fredsplan for Ukraine.
Budet på en fredsplan blev bebudet af den kinesiske topdiplomat Wang Yi på sikkerhedskonferencen i München, hvor en række stats- og regeringschefer var samlet.
“Denne krig kan ikke fortsætte med at rase”, lød det fra Wang Yi, ifølge CNN.
Planen starter med at slå fast, at “alle landes suverænitet skal sikres”.
Også Sydafrika opfordrer til en forhandlet fred i Ukraine.
I sidste måned afviste Brasiliens præsident Lula Tysklands anmodning om at levere ammunition til Ukraine. Samtidig bebudede Lula, at han vil kontakte andre lande – eksempelvis Kina, Indien, Frankrig og Indonesien – og forsøge at få et initiativ op at stå, der kan indkalde til fredsforhandlinger og komme med forslag til veje til fred.
– Præsident Lulas ide er interessant. Hvis det lykkes for Brasilien at komme igennem til Kina, Indien og andre toneangivende lande, og de kan blive enige om en eller anden form for plan mod en forhandlet løsning af krigen i Ukraine, kan det lægge et vist pres på alle parter for at komme til forhandlingsbordet, forudser Susanne Possing.
Hun uddyber:
– Det er på høje tid, at vi også herhjemme begynder at blive mere opmærksomme på, hvad der foregår i verden uden for USA og Europa. Der er kræfter, der arbejder for at få konstruktive forslag til fred på bordet, som rækker ud over den ensidige opdeling af “os i Vesten mod Rusland”.
– I medierne hører vi stort set kun om de initiativer, som USA, NATO og EU tager. Men Vesten udgør kun en ganske vist magtfuld, men lille del af verden. Vi glemmer de mange andre lande i verden, som i stigende grad gør krav på økonomisk og politisk indflydelse. Husk på, at 35 lande undlod at stemme, da en resolution, der fordømte Ruslands invasion, var til afstemning i FN’s Generalforsamling. Mange lande i det globale syd har en helt anden tilgang til konflikten og ønsker ikke, at krigen skal fortsætte, siger Susanne Possing.
– Alle de her tiltag og diplomatiske forsøg på fred hører vi ikke meget om i den danske debat – hverken blandt politikere eller i medierne. Derfor ser vi det som helt centralt at pege på den – store – del af verden, der trækker i en anden retning, påpeger Susanne Possing fra NEJ til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik.
Hun foreslår, at Danmark skal støtte diplomatiske indsatser for at få gang i forhandlinger mellem USA/Ukraine og Rusland fremfor kun at se på militære løsninger.
Hvordan kan en fred se ud?
Jørn Boye Nielsen fra RIKO ser to muligheder for, hvordan en fred i Ukraine kan udspille sig.
– Enten indkalder FN’s generalsekretær begge parter til at mødes – og begge parter siger ja. Eller også tager et eller en gruppe af de store, neutrale lande initiativ til fredsforhandlinger.
En del af fredsforhandlingerne er at anerkende Ruslands behov for sikkerhed, slår Jørn Boye Nielsen fast.
– Det gælder om at finde en løsning, som begge parter kan se sig selv i. Det kan eksempelvis være at demilitarisere Donbass-området og indsætte FN-styrker. En anden løsning kan være at lade Rusland beholde Krim samt de områder i Ukraine, hvor der er mange separatister. Man kan eventuelt også afholde en folkeafstemning – administreret af FN – i områderne. På den anden side skal Ukraine have garantier fra stormagterne om, at det her aldrig vil ske igen.
Også Susanne Possing taler for en diplomatisk løsning på konflikten.
– En forhandlet fred er en nødvendig og realistisk mulighed, siger hun og henviser til Kinas elementer for, hvordan en forhandling frem mod fred kan se ud:
Alle landes suverænitet og territoriale integritet respekteres. Principperne i FN’s vedtægter skal overholdes. Det vil sige, at en forhandlingsløsning skal godkendes i FN’s Sikkerhedsråd. Alle staters legitime sikkerhedsinteresser respekteres og tilgodeses. Det betyder, at der skal findes en løsning på dét, der er Ruslands begrundelse for krigen – nemlig at landet føler sig truet af NATO, og at man ser den russiske befolkning i Østukraine chikaneret.
Endelig foreslår Kina, at alle midler for at understøtte freden bliver taget i brug – det kunne eksempelvis være fredsbevarende styrker i Krim og Østukraine.
Susanne Possing mener, at Vesten har et særligt ansvar for at sikre, at Ukraine kommer til forhandlingsbordet.
– Vesten træner ukrainske soldater og sender våben for milliarder af dollar og har derfor selvfølgelig et medansvar for krigens forløb. Derfor har man også et ansvar for at holde Ukraine fast på, at krigen må ende ved forhandlingsbordet. Vestens ledere – ikke mindst USA’s Joe Biden – har derudover et ansvar overfor deres egne befolkninger og resten af verden. For den her krig handler ikke bare om Ukraine og Ruslands sikkerhed – den handler om hele verdens sikkerhed, herunder også fattige landes fødevaresikkerhed, forklarer Susanne Possing.
Hun uddyber:
– Det handler om vores fælles sikkerhed. I Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik har vi gjort Olof Palmekommissionens formulering fra 1982 til vores: “… nationer og befolkninger kan kun føles sig sikre, når deres modparter føler sig sikre.” Oversat: I Europa kan vi først føle os sikre, når Rusland føler sig sikker. Vesten og Ukraine må anerkende, at Rusland har legitime sikkerhedsinteresser, der skal respekteres. Det er også derfor vi taler for at der i forbindelse med en fredsaftale må tages skridt til en helt ny sikkerhedsarkitektur i Europa.
Befolkningernes fredskrav
En vigtig forudsætning for at få Ukraine og Rusland til forhandlingsbordet er, at befolkningerne i de lande, der politisk, økonomisk og med eksport af våben holder gang i krigen, siger fra og presser deres politikere til at stoppe våbenstrømmen og i stedet bruger kræfterne på at fremme en fredelig løsning på konflikten.
– USA sidder med nøglen til fred. USA kan lægge pres på at få Ukraine til forhandlingsbordet. Men det kræver stærke, lokale fredsbevægelser, der kan være med til at vende stemningen i befolkningerne i USA og resten af Vesten, påpeger Jørn Boye Nielsen.
Han fortsætter:
– Store, langvarige krige – i eksempelvis Afghanistan og Vietnam – er blevet afsluttet, fordi befolkningen i USA sagde stop og lagde pres på deres regering for at trække støtten til krigen og indlede fredsforhandlinger.
Flere opinionsundersøgelser viser, at næsten 60 procent af USA’s befolkning er tilhængere af en diplomatisk løsning så hurtigt som muligt.
– Krigen i Ukraine er faktisk ikke populær i den amerikanske befolkning. De mange våbendonationer koster samfundet i USA, siger Jørn Boye Nielsen.
Også i Europa vokser modstanden mod krigen. I en række NATO-lande er der flertal i befolkningerne for hurtigt at afslutte konflikten i Ukraine – også selvom det kan betyde, at Ukraine må afstå territorium til Rusland.
I januar gennemførte det europæiske opinionsforskningsnetværk Euroskopia meningsmålinger i ni europæiske lande (Portugal, Østrig, Holland, Polen, Spanien, Frankrig, Tyskland, Italien og Grækenland).
Målingen viste, at der er relativt flertal (48 procent) i befolkningerne for så hurtigt som muligt at afslutte konflikten – også selvom det betyder, Ukraine må afstå en del af sit territorium til Rusland.
Støtten til en hurtig afslutning på konflikten er størst blandt befolkningerne i Østrig (64 procent), Tyskland (60 procent), Grækenland (54 procent), Italien (50 procent) og Spanien (50 procent).
– Samme udvikling vil vi også se herhjemme. Efterhånden som tiden går, og konsekvenserne af krigen – stigende priser på fødevarer og energi – begynder at slå igennem, vil flere og flere blive trætte af krigen og kræve fred, forudser Jørn Boye Nielsen.
Han minder om, at historisk set ender krige stort set altid med, at de stridende parter sætter sig sammen og bliver enige om en fredelig løsning.
– Stort set alle krige er endt med fredsforhandlinger. Det gælder også langvarige krige som Vietnamkrigen og Afghanistankrigen, der medførte enorme ødelæggelser og menneskelige lidelser. Selv krige, der varer i årevis, og fredsforhandlinger syntes urealistiske og langt væk, ender med fredsforhandlinger, siger Jørn Boye Nielsen til Arbejderen.
Vesten er i mindretal i verden
En lang række befolkningsrige, ikke-vestlige lande er enige om, at krigen mellem Ukraine og Rusland kun kan løses gennem fredsforhandlinger.
– Store lande som Kina, Indien, Brasilien, Pakistan, Bangladesh, Vietnam og Sydafrika afviser at støtte Ukraine med våben og opfordrer i stedet krigens parter til våbenhvile og fredsforhandlinger. De samme lande opretholder handlen med Rusland og har ikke indført sanktioner, fortæller Jørn Boye Nielsen.
Men opfordringerne om fredsforhandlinger når sjældent de vestlige medier. Det er en skam, mener Jørn Boye Nielsen.
Han minder om, at Vesten udgør 1,7 milliarder mennesker. I hele verden er 6,8 milliarder mennesker. Dermed er der 5,1 milliarder mennesker, der ikke bor i Vesten.
– En stor del af verden støtter ikke nogen af parterne i krigen, men opfordrer i stedet Ukraine og Rusland til at sætte sig ved forhandlingsbordet, konstaterer Jørn Boye Nielsen.
Han uddyber:
– Verden har brug for ledere og folk, der taler fredens sag og repræsenterer det flertal af verdens befolkninger, som ikke ønsker denne krig. Det er vigtigt at få frem, at store lande ikke støtter op om krigen, men opfordrer til fred.
Susanne Possing er enig og peger på, hvordan der i øjeblikket sker en global magtforskydning, hvor Kina og andre lande har fået nye roller.
– Neutrale lande som Kina, Argentina, Brasilien, Indien, Indonesien, og Sydafrika spiller en større og større rolle i den globale økonomi og på verdensscenen i det hele taget. Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) stod disse seks lande i 2022 for 32 procent af al købekraft i verden – svarende til over 51 billioner dollar. Det er mere end G7-landene: USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan.
Hun fortsætter:
– Vi kan ikke længere se bort fra de store, neutrale lande – hverken geopolitisk eller som en vigtig del af verdensøkonomien. Vestens dominans i verden er et overstået kapitel. Vi gør klogt i at vende blikket sydover og lytte til, hvad befolkningerne siger dér.
Susanne Possing opfordrer til at se sikkerhed i et langt bredere perspektiv end blot oprustning. Sikkerhed handler først og fremmest om at gøre noget ved klimakrisen, fattigdom og den stigende ulighed i verden, mener hun.
– Mens Vesten ruster op militært, kæmper befolkningerne i det globale syd med voksende ulighed, fattigdom og mangel på mad og vand, blandt andet i kølvandet på krigen i Ukraine. Det er ikke deres lande, der udleder den CO2, der forårsager oversvømmelser og lange tørkeperioder, men det er dem, der først og fremmest rammes af klima- og biodiversitetskrisen. Alle de forhold giver anledning til konflikter og krige rundt om i verden. Og de udgør mindst lige så alvorlige trusler mod den globale sikkerhed som den aktuelle krig i Ukraine.
Våbeneksport undergraver freden
Freden i Ukraine kan være svær at få øje på i en tid, hvor Ukraine får stadig flere, kraftigere og langtrækkende våben fra USA, Danmark og resten af NATO.
Det gælder eksempelvis: Raket- og missilsystemer, der kan række op til 150 kilometer, artilleri, geværer, kamphelikoptere, kampvogne, bevæbnede droner og enorme mængder ammunition.
På det netop overståede møde i Bruxelles mellem forsvarsministrene i NATO ville militæralliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, ikke afvise at sende kampfly til Ukraine.
Ifølge Udenrigsministeriet har Danmark støttet Ukraine med våben og andet militært udstyr for 4,9 milliarder kroner. Det gør – målt pr. indbygger og i procent af BNP – Danmark til en af de største eksportører af våben og andet militært materiel til Ukraine.
I sidste måned valgte den danske regering at donere alle Forsvarets 19 langtrækkende kanoner – de såkaldte Caesar-haubitser – til Ukraine. Det bringer den samlede danske militære støtte op på 5,6 milliarder kroner.
– Fly er ikke det mest presserende emne nu, men det er en fortsat diskussion. Vi taler løbende med vores allierede om, hvilke systemer man bør levere til Ukraine. Den type støtte, vi yder til Ukraine, har ændret sig med tiden. Og den vil fortsat ændre sig med krigens udvikling, lød det blandt andet fra Jens Stoltenberg.
De to fredsforskere advarer om, at de mange og kraftigere våben blot trækker krigen i langdrag og undergraver mulighederne for en fredelig løsning af konflikten.
– Mottoet er: Send flere og større våben til Ukraine. Politikerne i Vesten går trin for trin op ad eskalationsstigen. Det er farligt. Vestens kontinuerlige eksport af stadigt kraftigere og mere offensive våbenforsyninger til Ukraine skaber en utopi om, at Ukraine kan vinde krigen militært. Logikken blandt regeringerne i NATO-landene er, at der kun findes en militær løsning. På den anden side har Rusland indkaldt 300.000 ekstra soldater. Meget tyder på, at begge lande forbereder sig på en forårsoffensiv, forudser Jørn Boye Nielsen.
Men uanset hvor mange våben NATO og Rusland kaster ind i krigen, så vil der komme et tidspunkt, hvor krigen kommer ind i et dødvande, og fronterne ikke rykker sig.
– Jeg tror, at der efter de to landes offensiver vil opstå en ny situation. På et tidspunkt vil fronten ikke rykke sig længere, begge parter vil erkende, at man ikke kan komme videre med militære midler – og så skal FN og neutrale lande, som Ukraine og Rusland har tillid til, være klar til at facilitere fredsforhandlinger, opfordrer Jørn Boye Nielsen.
De der tjener på krigen
Forestillingen om, at Ukraine skal vinde militært over Rusland, er yderst indbringende for såvel våbenfirmaer i USA som i EU. Her tjenes der milliarder. I øjeblikket bruger Ukraines militær mere ammunition, end Vestens våbenfirmaer kan nå at producere.
Tidligere på måneden besluttede forsvarsministrene i NATO og EU at sætte yderligere gang i våbenproduktionen.
– Vesten spreder med sin enorme våbeneksport en illusion om, at krige kan vindes med overlegen våbenteknologi. Det er udtryk for drømmeri og manglende realitetssans, mener Jørn Boye Nielsen.
Han uddyber:
– Ukraine er ikke stærk nok til at slå Rusland tilbage. Rusland har masser af våben, ammunition og soldater. Vesten undervurderer Rusland.
– Det er med til at holde gang i krigsmaskinen. For det er ikke muligt for hverken Ukraine eller NATO at besejre Rusland. På slagmarken vil krigen i Ukraine ende uafgjort. Og så skal der stå en stærk fredsbevægelse i Vesten klar til at presse vores regeringer til at få Ukraine og Rusland til forhandlingsbordet, siger Jørn Boye Nielsen.
Susanne Possing er bekymret for, at Vesten bliver ved med at tilføre nye våben, træne soldater, sende nye kampvogne, artilleri og måske eskalerer yderligere og sender kampfly.
– Det er skruen uden ende. Det vil optrappe konflikten – uden at vi aner, hvor det ender. Hvad forestiller Vesten sig, der vil ske bagefter? Hvad med forholdet til Rusland? Vesten ruster op i stor skala – men hvad er det, man vil? Hvad skal der ske med Ukraine, spørger Susanne Possing.
– Det er, som om man ikke har lært af krigene i Irak og Afghanistan, siger hun og tilføjer:
– Vesten leverer våben til Ukraine og har derfor et stort medansvar for krigens gang. Vesten har også et moralsk ansvar for alle de ødelæggelser og det blodbad, vi lige nu er vidne til, med over 200.000 dræbte og sårede på begge sider.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
