Boganmeldelse
Israels krig mod palæstinenserne har på flere måde lagt pres på regeringer i Vesten, der historisk har støttet op om den israelske besættelsesmagt. Store demonstrationer præger gadebilledet i byer på tværs af Europa og store dele af verden.
Men til manges overraskelse har den måske største økonomiske hovedpine for magthaverne i Vesten indtil videre været det revolutionære styre i Yemen, der består af flere politiske fraktioner og regerer over områder, hvor 80 procent af landets befolkning bor. Styrets største politiske kraft bliver i vestlige medier betegnet som “Houthi-bevægelsen”.
Vores krav er ligesom de krav, som det yemenitiske folk stiller for at opnå et anstændigt liv, en god økonomi, sikkerhed, stabilitet og ytringsfrihed.
Mohammed Abdul Sallam, talsperson, Ansar Allah
I solidaritet med palæstinenserne, som Israel begår folkemord imod, har de såkaldte houthier forsøgt at danne en blokade i Det Røde Hav, hvilket har forhindret fragtskibe – herunder Mærsk – i at nå frem til Israel. Houthierne har gjort det klart, at de vil angribe ethvert skib på vej til Israel med forsyninger.
På den baggrund valgte USA og Storbritannien at angribe mål i Yemen i dag den 12. januar. I en fællesudtalelse støtter Danmark op om de vestlige magters angreb på Yemen. Forinden havde Danmark selv besluttet at sende en fregat til Det Røde Hav for at bekæmpe houthiernes aktioner.
For at danne en forståelse for konflikten dykker Arbejderen her ned i spørgsmålet om de såkaldte houthier, der er parate til at risikere liv og lemmer i solidaritet med palæstinenserne.
Yemen bliver genforenet
Efter henholdsvist at have været underlagt Det Ottomanske Rige og Det Britiske Imperium, blev der i 1970’erne kæmpet flere væbnede konflikter mellem det konservative Nordyemen og det marxistisk-leninistiske Sydyemen. Nordyemen blev støttet af USA og Saudi-Arabien, mens Sydyemen blev støttet af Sovjetunionen.
Men da man i 1980’erne fandt oliedeporter på grænsen mellem de to lande, opstod der interesse for at genforene Yemen for at udforske området for olie og udvikle landets økonomi.
På den baggrund blev Nordyemen og Sydyemen i 1990 genforenet til det geografiske Yemen, vi kender i dag. Ali Abdullah Saleh, der havde været præsident for Nordyemen, blev præsident for det forenede Yemen.
Men det var ikke let at forene Sydyemen – der med store olieindtægter havde en udviklet økonomi – med Nordyemen – der havde en landbrugsorienteret økonomi.
Olieindtægterne var ustabile, øget befolkningstilvækst bidrog til høj arbejdsløshed, mangel på uddannelse og infrastruktur begrænsede landets konkurrenceevne, mens regeringen var præget af korruption og ineffektiv forvaltning.
Yemens regering valgte at søge økonomisk bistand fra finansielle institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, der krævede reformer som betingelse for, at Yemen kunne optage lån. Disse reformer fokuserede primært på liberalisering, privatisering og deregulering af økonomien.
Reformerne betød, at statsejede virksomheder inden for sektorer som transport, energi og telekommunikation blev privatiseret, regeringen skar ned på offentlige udgifter som uddannelse og sundhed, statstilskud til fødevarer og brændstof blev gradvist fjernet, og økonomien blev åbnet op for udenlandsk investering.
De nye reformer ramte den yemenitiske arbejderklasse hårdt: Privatisering af arbejdspladser førte til fyringer, lønninger blev trykket i bund, arbejdsvilkår blev forværret, priserne på basale varer steg, mens kvaliteten af uddannelse og sundhedspleje faldt.
Antiimperialister
Det var som følge af disse omstændigheder, at Houthi-bevægelsen, der officielt hedder Ansar Allah (Guds Partisaner), opstod i 1990’erne med blandt andre Hussein al-Houthi i spidsen.
Han var en frontfigur for følgere af zaydismen, en gren af shiaislam som stort set kun eksisterer i bjergkæderne i det nordlige Yemen.
Den såkaldte Houthi-bevægelse opstod i forbindelse med organisationen Den Troende Ungdom, der gennem skoleklubber og sommerlejre havde til formål at “genoplive zaydismen”. Den Troende Ungdom, der anses som houthiernes første organisation, prædikede tolerance med et inkluderende syn på alle de yemenitiske folkeslag.
Houthi-bevægelsens fundament var rodfæstet i en reaktion på udenlandsk intervention: Et centralt aspekt af houthiernes ideologi var at styrke bevægelsen mod Saudi-Arabiens indflydelse og den yemenitiske regerings alliance med USA.
Yemen og USA havde et militært samarbejde, der inkluderede fælles initiativer for at bekæmpe grupper, de anså som terrorister. Yemen modtog økonomisk bistand fra USA, der regelmæssigt var i dialog med Yemen om forskellige regionale spørgsmål.
Houthierne var – og er stadig – antiimperialistiske og anså Yemens alliance med USA som en form for neokolonialisme, der underminerede landets suverænitet og selvstændighed. Konsekvenserne af de reformer, som Yemen havde gennemført for at optage lån, havde også forbindelser til USA, der er hjem for både IMF og Verdensbanken.
Houthi-bevægelsen var ikke mindst kritisk over for USA’s tætte forhold til Yemens naboland Saudi-Arabien, der med en sunnimuslimsk monark modarbejdede shiamuslimers indflydelse i hele Mellemøsten. Houthierne anså saudiarabisk indflydelse i Yemen som et led i at marginalisere de yemenitiske shiamuslimer.
De førnævnte reformer havde især gjort livet svært for zaydi-shiamuslimerne i provinsen Saada i det nordlige Yemen, hvor folk havde svært ved at forbedre sine levevilkår, blev udelukket fra politisk indflydelse og havde begrænset adgang til job, uddannelse og sociale goder.
Væbnet oprør
Houthierne intensiverede deres modstand mod USA op til den USA-anførte invasion af Irak i 2003. Hussein al-Houthi, der var vendt hjem fra sit studie i Iran og Sudan, prædikede for Yemens marginaliserede unge og imod USA, Saudi-Arabien og Israel i de lokale moskeer i det nordlige Yemen.
Han var med til at fremme Houthi-bevægelsens slogan, der, foruden at være anti-amerikansk og anti-israelsk, uden tvivl må siges at være antisemitisk. Sloganet lyder:
“Gud er stor! Død over Amerika! Død over Israel! Forbandet være jøderne! Sejr for islam!”
I januar 2003, da Yemens præsident Ali Abdullah Salih på vej til Mekka besøgte en moske i Saada for at deltage i en fredagsbøn, hvor han ville sige et par ord, blev præsidenten overdøvet af vrede lokale, der råbte kampråbet.
Efter episoden slog regeringen hårdt ned og anholdt omkring 800 mennesker. Men det stoppede ikke bevægelsen. Samme dag som USA anførte invasionen af Irak, gik 4000 mennesker mod den amerikanske ambassade i Yemens hovedstad Sanaá og råbte det samme slogan.
Houthi-bevægelsen udviklede sig i disse dage fra at være en overvejende religiøs bevægelse til at være en overvejende politisk bevægelse. Især bevægelsens kamp mod korruption gjorde, at flere i Yemen støttede houthierne.
Som følge af urolighederne inviterede præsident Salih sin politiske modstander al-Houthi til et møde i hovedstaden, men al-Houthi valgte ikke at møde op.
Det fik regeringen til at sende sine styrker efter al-Houthi for at få ham arresteret. Al-Houthi svarede igen ved at starte et væbnet oprør mod centralregeringen, hvori houthi-lederen selv blev dræbt i september 2004.
Som en del af konflikten fik Yemens regering opbakning fra Saudi-Arabien, og sammen gik de til angreb mod houthierne i det nordlige Yemen.
Men på slagmarken blev houthierne ved med at besejre regeringens styrker og den saudiske hær. Det var især ydmygende for Saudi-Arabien, der havde brugt mange milliarder dollars på sit militær.
Parterne blev enige om våbenhvile i 2010.
Den Yemenitiske Revolution
I 2011 begyndte Det Arabiske Forår. Her var gader på tværs af Mellemøsten fyldt med demonstranter, der var vrede på deres regeringer og ønskede at skabe mere demokratiske samfund baseret på menneskerettigheder og økonomisk fremgang.
Foto: Noor Al Hassan/Al Jazeera English/CC BY-SA 2.0/Wikimedia Commons
Foruden massebevægelser med historisk store demonstrationer greb folk til våben for at vælte deres regeringer i flere mellemøstlige lande. Et af disse lande var Yemen.
Houthi-bevægelsen var en drivende kraft i Den Yemenitiske Revolution, der ligesom i flere andre lande var startet ud som en protestbevægelse mod arbejdsløshed, korruption og fattigdom. Yemen var blandt de fire lavest rangerede lande på indekset for menneskelig udvikling, op mod 52 procent af befolkningen levede i fattigdom, og 40 procent var arbejdsløse.
Hundredtusindvis af demonstranter på tværs af Yemen krævede, at præsident Ali Abdullah Saleh, der havde regeret Yemen i 30 år, gik af.
Spændingerne steg yderligere som følge af en protest i hovedstaden, hvor 50 demonstranter blev skudt af snigskytter. Flere generaler i hæren vendte sig nu mod regeringen og beordrede deres tropper til at forsvare demonstranterne.
Væbnede kampe brød ud mellem forskellige væbnede oprørsgrupper – herunder houthierne – og Yemens væbnede styrker samt regeringens loyalister.
Flere utilfredse yemenitter, shia- og sunnimuslimer og folk fra forskellige stammer i landet tilsluttede sig Houthi-bevægelsen i kampen mod regeringen. I november 2011 var det lykkedes houthierne at få kontrol over provinserne Saada og Al Jawf.
Overtager magten
Presset på præsident Saleh blev for stort, og efter en længere politisk tumult gik han af i 2012. Men Houthi-bevægelsen var bestemt heller ikke tilfreds med hans efterfølger, den nye præsident Abdrabbuh Mansur Hadi, der var kommet til magten ved et valg, hvor han var den eneste, der stillede op.
Houthi-bevægelsen fortsatte sin fremfærd og fik kontrol over dele af hovedstaden Sanaá inklusive regeringsbygninger og en radiostation i 2014.
– Vores krav er ligesom de krav, som det yemenitiske folk stiller for at opnå et anstændigt liv, en god økonomi, sikkerhed, stabilitet og ytringsfrihed, sagde Mohammed Abdul Sallam, talsmand for gruppen.
Golfstater som Saudi-Arabien begyndte nu at beskylde houthierne for at være finansieret af Iran – en anklage den iranske regering og houthierne benægter.
I januar 2015 indtog houthi-oprørere præsidentpaladset i hovedstaden, hvor præsident Abdrabbuh Mansur Hadi var til stede, men ikke kom til skade. Måneden efter tog houthierne officielt regeringsmagten ved at opløse parlamentet og erklære sin revolutionære komité for at være den fungerende myndighed i Yemen.
Yemen har siden været præget af borgerkrig mellem houthierne og den tidligere regerings væbnede styrker. Houthierne sidder på magten i det nordlige Yemen, hvor 80 procent af landets befolkning bor.
Den tidligere regering bliver af blandt andre USA og Saudi-Arabien stadig anerkendt som Yemens retmæssige regering, selv om den i realiteten kun har magten over det sydlige Yemen, hvor relativt få mennesker bor.
De fleste af de ledende figurer i den regering, der leder det sydlige Yemen, bor ikke i det sydlige Yemen men i Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater. Houthierne opfatter lederne af det sydlige Yemen som marionetter for netop Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater. Styret i det sydlige Yemen får desuden støtte fra Israel i kampen mod houthierne.
Humanitær krise
Den 27. marts 2015 ledte Saudi-Arabien sammen med Bahrain, Qatar, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan, Marokko og Sudan en luftoffensiv mod Yemen som reaktion på opfattelsen af, at houthierne truede sunni-grupperne i regionen.
Den militære koalition har også omfattet USA, som har hjulpet med planlægningen af luftangreb samt logistisk og efterretningsmæssig støtte.
Målet fra de udenlandske magter har tilsyneladende været at vælte Houthi-styret i det nordlige Yemen ved at dræbe så mange mennesker i Yemen som muligt. I 2021 meddelte FN, at 377.000 mennesker havde mistet livet som følge af krigen i Yemen.
Krigen har ifølge FN’s Flygtningeagentur, UNHCR, udviklet sig til “verdens værste humanitære krise”, hvor 21,6 millioner mennesker har akut behov for humanitær hjælp og beskyttelse.
Det danske våbenfirma Terma har solgt militærudstyr til Forenede Arabiske Emirater, der har brugt udstyret i krigen i Yemen.
Det Røde Hav
Men den såkaldte Houthi-bevægelse, der i praksis regerer over størstedelen af Yemens befolkning, er ikke bukket under for presset fra de udenlandske magter. Tværtimod.
I december annoncerede houthiernes styre, at de vil angribe ethvert skib, der planlægger at sejle gennem Det Røde Hav for at levere forsyninger til Israel. Det vil de gøre for at støtte palæstinenserne, der lider under det israelske folkemord.
Foto: Mohammed Huwais/AFP
Houthierne er lykkedes med at angribe eller kapre flere store fragtskibe fra blandt andet den danske shippinggigant Mærsk, der har følt sig så presset, at firmaet har valgt at indstille al sejlads gennem Det Røde Hav.
Blokaden har store konsekvenser for europæiske firmaer, der i stedet i for at sejle gennem Suezkanalen til Det Røde Hav er tvunget til at tage en stor omvej syd om Afrika for at nå til Israel.
Dette kan få store økonomiske konsekvenser, da 12 procent af den samlede globale handel med varer passerer gennem Suezkanalen.
Ifølge The New York Times har houthiernes militære aktioner gjort dem mere og mere populære blandt almindelige mennesker i lande på tværs af Mellemøsten. De ses som en af få regionale magter, der rent faktisk rammer Israel, hvor det gør ondt.
Men regeringerne i Vesten ser anerledes på situationen. I dag den 12. januar har USA og Storbritannien angrebet Yemen for at få ram på houthierne. En række landes regeringer frygter nu en storkonflikt i regionen.
Den danske regering er gået med i en fællesudtalelse, der støtter op om de vestlige magters angreb på Houthi-styret. Ud over Danmark står også Australien, Bahrain, Canada, Tyskland, Holland, New Zealand, Sydkorea, Storbritannien og USA bag udtalelsen.
– Vi har sammen med en bred kreds af lande sendt et klart budskab om, at houthierne skal stoppe deres angreb. Det er der ikke blevet lyttet til. Regeringen og en gruppe lande støtter derfor fuldt ud det amerikansk-ledede modsvar i Yemen, siger Lars Løkke Rasmussen, Danmarks udenrigsminister.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
