Læserbrev
I mange danske medier er brexit blevet fremstillet som et højreorienteret projekt, der giver den britiske befolkning en masse bøvl i hverdagen.
Den britiske fagforeningsmand Kevan Nelson har et andet syn på sagen. Han ser først og fremmest brexit som arbejderklassens projekt og mener, at brexit har skabt mulighed for, at der kan føres en reel arbejderpolitik. Men det kræver selvfølgelig en regering, der ønsker at gøre det.
Kevan Nelson er faglig sekretær i den britiske fagforening Unisons afdeling i Nordvest Manchester. Unison er Storbritanniens største fagforbund med mere end 1,3 millioner medlemmer, der leverer offentlige ydelser.
Den faglige sekretær var for nylig på besøg i Danmark, hvor han blandt andet holdt oplæg om brexit på et debatmøde i Byggefagenes Hus den 17. oktober. Bag arrangementet, der blev gennemført med støtte fra Europa-Nævnet, stod EU-udvalget i fagforeningen 3F BJMF.
To ud af tre arbejdere stemte for brexit
Opgørelser viser, at 64 procent af de britiske arbejdere stemte for brexit ved afstemningen i 2016, mens 36 procent af arbejderne ønskede at blive i EU.
– Da vi fik muligheden for at komme ud af EU, greb arbejderklassen i overvejende grad chancen med begge hænder – uanset hvad fagbevægelsens elite havde at sige om sagen. Det giver håb for fremtiden. Brexit er ikke et højreorienteret projekt, men potentielt et arbejderklasseprojekt, understregede Kevan Nelson i sit oplæg på debatmødet.
Han beklager dybt, at toppen i langt hovedparten af de britiske fagforeninger ikke er i samklang med deres medlemmer, når det gælder synet på EU.
Kevan Nelson vurderer, at den udbredte støtte til EU fra store dele af fagbevægelsens top og venstrefløjen i Storbritannien bunder i en manglende forståelse af EU’s økonomiske rolle og karakter.
Selv mener han, at EU’s økonomiske politik grundlæggende set er til gavn for kapitalen og erhvervslivet.
– EU giver de frie markedsmekanismer førsteprioritet, begrænser nationalstaters mulighed for at agere økonomisk og forhindrer, at de kapitalistiske mekanismer bliver styret eller udfordret. I den sammenhæng kan EU’s grundlæggende individuelle rettigheder og sociale sikkerhedsnet bedst ses som en trøstepræmie, der skal gøre implementeringen af en pro-kapitalistisk dagsorden nemmere at sluge, sagde Kevan Nelson.
– I den britiske debat er der dog mange, der føler, at disse trøstepræmier udgør en betydelig kontrol over markedskræfterne, i en sådan grad at mange ser EU som værende på arbejdernes og forbrugernes side. Der er derfor ingen konsensus i den britiske debat om EU’s natur og dens økonomiske rolle – om det mest af alt er en regulerende eller deregulerende kraft. Det skaber splittelse blandt både venstre og højre i britisk politik, tilføjede han.
Brexit-tilhængerne på venstrefløjen retter en skarp kritik af EU’s finansielle regler, reglerne om statsstøtte og udbudsreglerne, som begrænser de nationale regeringers muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik.
– Et andet vigtigt emne for fagforeningsfolk imod EU i den offentlige sektor var en beslutning fra EU-domstolen, som beskytter private selskaber mod at skulle tilbyde en tilsvarende løn, når de overtager arbejdsopgaver og ansatte fra det offentlige. Den beslutning var et helt klart eksempel på, hvordan EU’s institutioner hellere vil beskytte erhvervslivets rettigheder end arbejdernes. Dommen har haft massiv betydning for Unisons medlemmer og er årsagen til en stor del af vores seneste arbejdskonflikter i det nordvestlige England, forklarede Kevan Nelson.
Brexit deler fagbevægelsen
Han oplever, at mange af fagforbundets aktivister i modsætning til ledelsen støtter op om brexit.
Mens langt de fleste fagforbund aktivt støttede, at Storbritannien skulle blive i EU, var der enkelte fagforeninger, som gik ind for brexit. Det gjaldt for eksempel to jernbanefagforeninger. Det hænger sammen med en stor modstand med EU’s jernbaneliberaliseringer, der har haft alvorlige konsekvenser for jernbanearbejderne, forklarede den britiske fagforeningsmand.
– Men det dominerende synspunkt på venstrefløjen og i fagbevægelsen er, at EU er et bolværk mod den britiske højrefløjsregering og dens dereguleringer og nedskæringer. TUC (britisk faglig hovedorganisation, red.) og de fleste individuelle fagforeninger gik med på denne venstreliberale konsensus. Det indebar en holdning om, at arbejderes rettigheder, forbrugerbeskyttende tiltag og miljømæssige standarder først og fremmest kommer fra EU, og at vi ikke ville have dem i Storbritannien, hvis ikke det var for EU-medlemskabet, sagde Kevan Nelson.
– TUC påstår, at britiske arbejdere har været under effektiv beskyttelse fra EU’s side under de mange årtier af neoliberal økonomisk politik, vi har oplevet siden 1970’erne – på trods af de mange data og erfaringer fra arbejderklassen, der tyder på det modsatte. TUC fremfører også, at disse rettigheder nødvendigvis er truet, når Storbritannien forlader EU. Dette standpunkt bygger på en dyb pessimisme, hvad angår fagbevægelsens evne til at forme en folkevalgt britisk regerings program, tilføjede han.
Engang var fagbevægelsen mod EU
Tilbage i 1970’erne, hvor Storbritannien blev medlem af EF (der senere blev til EU), var den britiske fagbevægelse modstander af EF/EU.
Efterfølgende led den britiske fagbevægelse en stribe katastrofale nederlag i 1980’erne, hvor premierminister Margaret Thatcher gennemførte omfattende privatiseringer og angreb på fagbevægelsen. Det førte til, at mange i fagbevægelsen og på venstrefløjen kom til at se på EU-medlemskabet som et værn mod de mange forringelser.
– En nøglebegivenhed, der tillægges stor betydning, var ved TUC’s kongres i 1988, hvor EU-kommissionens formand Jacques Delors talte til fagbevægelsen. Delors varme ord stod i kontrast til de konstante angreb og kritik, fagforeningsfolk var vant til at høre – og hans snak om at udvide overenskomstdækningen blev modtaget positivt og ukritisk. Alligevel fortsatte det dramatiske fald i overenskomstdækningen ustandseligt igennem hele Storbritanniens tid som medlem af EF og siden EU, forklarede Kevan Nelson.
– Men dengang i 1988 tog man imod Delors med kyshånd. John Edmonds – daværende formand for fagforeningen GMB – har talt om, at “Europa var fagforeningernes eneste ven,” og om hvordan højtstående medlemmer i fagforeningen begik et “kup” og ændrede bevægelsen fra at være fjendtligt stillet mod EU’s “kapitalistklub” til at støtte op om EU-medlemskabet. Dette gjorde også, at Labour endeligt omfavnede EU, tilføjede han.
Kevan Nelson understregede, at situationen er anderledes blandt græsrodsaktivister og i den brede arbejderklasse.
– Aktivister fra min egen fagforening Unison har konsekvent stemt imod EU-traktater, når det er blevet diskuteret på kongresser. Kløften mellem fagbevægelsens ledere og arbejderklassen selv blev på dramatisk vis udstillet under folkeafstemningen i 2016, slog han fast og tilføjede, at det ekstreme højres anti-indvandrer-kritik af EU er en anden årsag til venstrefløjens ændrede holdning til EU.
Splittelse og hamskifte på højrefløjen
Også på højefløjen er der splittelse, når det gælder synet på EU, ligesom holdningen er skiftet over tid.
Under folkeafstemningen i 2016 var regeringen, det konservative mainstream, erhvervs- og finanslivet samt den britiske arbejdsgiverforening alle samlet om at støtte EU-medlemskabet.
– De nød godt af EU som et projekt til fordel for kapitalen, for erhvervslivet og for markedet, og de satte pris på, at forsyningslinjer forblev uforstyrrede, at handel foregik uden gnidninger, og at de havde adgang til billig arbejdskraft. Men anti-EU-siden i det konservative parti og elementer blandt den herskende klasse var stærke nok til at tvinge daværende premierminister Cameron til at gå med til en folkeafstemning og til at lade konservative politikere vælge side, forklarede Kevan Nelson.
– Modstanden mod EU på højrefløjen er baseret på en tro på, at man ved at lægge beslutningstagningen på det nationale plan kan forvandle Storbritannien til en endnu mere dereguleret fri markedsøkonomi. Der er selvfølgelig også et stærkt præg af indvandrerfjendsk nationalisme, tilføjede han.
Labour blev afvist
Den britiske fagforeningsmand beklager dybt, at Labour ikke udnyttede situationen efter brexit til at slå fast, at partiet selvfølgelig accepterede befolkningens beslutning, og derefter fremlagde et offensivt program for en ny arbejderpolitik.
Labour førte godt nok valgkamp på det mest radikale, venstreorienterede program i årevis ved parlamentsvalget i 2019. Partiet krævede blandt andet nationalisering af jernbanen, elnettet, vandforsyningen og posten. Men samtidig lovede partiet også at afholde en ny afstemning om brexit.
– De fleste ledende Labour-figurer sagde, at de ville føre kampagne for at blive! En useriøs indstilling, der fortjente at blive afvist – hvad den også blev. De Konservative vandt omfattende med nyvunden støtte fra byer i nord, konstaterede Kevan Nelson.
Det blev altså Konservative, der kom til at stå med æren for at føre beslutningen fra folkeafstemningen ud i livet. Hvad har brexit så indtil nu haft af konsekvenser for det britiske arbejdsmarked? Det var Kevan Nelson blevet bedt om at uddybe på debatmødet i Byggefagenes Hus.
Konsekvenser af brexit
– Det korte svar er, det er for tidligt at sige, startede Kevan Nelson med at slå fast.
Han henviste til, at Storbritanniens udtræden af EU kom i slutningen af januar 2020, samtidig med at coronaepidemien ramte det europæiske kontinent.
– Det seismiske chok, der kom for den økonomiske aktivitet som følge af covid og de deraf følgende nedlukninger, overskygger simpelthen virkningen af brexit. Det er meget svært endnu at udpege specifikke følger af brexit, sagde den britiske fagforeningsmand.
Han pegede dog på nogle konkrete data omkring arbejdsudbud og lønninger.
Coronapandemien medførte et øjeblikkeligt fald i beskæftigelsen og en stigning i arbejdsløsheden i Storbritannien. I dag er situationen tilbage på stort set samme niveau som før pandemien.
Når det gælder udenlandsk arbejdskraft, er antallet af migranter fra andre EU-lande faldet siden 2016, mens der er kommet flere migranter fra lande udenfor EU. De fleste migranter i Storbritannien er ikke født i EU. Sådan har det altid været. Der var i 2020 omkring seks millioner migranter fra ikke-EU-lande, mens der var godt tre millioner migranter fra EU-lande.
– I forhold til lønningerne er de steget efter brexit og pandemien, men reallønnen har været faldende igen på det seneste med stigningen i inflationen, fortalte Kevan Nelson.
Stik mod hvad man kunne forvente af en konservativ regering, er den lovbestemte mindsteløn steget de senere år, så reallønnen for arbejdere på mindstelønnen ikke er faldet under inflationen.
– Dette kan ses som en overraskende politik for en højreorienteret konservativ regering. For 25 år siden var Konservative helt imod indførelsen af mindstelønnen. De ser måske nu en lovbestemt bund under lønnen som en nødvendighed for at bekæmpe fattigdom og skabe forbrugerefterspørgsel, men de er fortsat eksplicit anti-fagforening i retorik og gerning. Den langsigtede tendens med faldende overenskomstdækning af britiske arbejdere er ikke vendt. At fremme overenskomstforhandlinger er bestemt ikke en del af regeringens politik, konstaterede Kevan Nelson.
– Ud fra arbejdsmarkedsdataene mener jeg, at brexit endnu ikke har ført til store mærkbare ændringer. Regeringens politik har heller ikke ændret sig radikalt som følge af brexit, tilføjede han.
Mens der altså ikke kan siges meget konkret om brexits konsekvenser for arbejdsmarkedet på nuværende tidspunkt, mener den britiske fagforeningsmand, at det er værd at reflektere over, hvor meget råderum brexit på godt og ondt giver en suveræn britisk regering til at vælge sin egen politiske kurs.
Mere magt til regeringen
Han fremhævede, at den britiske regering med brexit har genvundet den demokratiske kontrol over lovgivningen og sikret, at den britiske højesteret er den endelige instans, når det gælder britisk lov.
– Disse to punkter er enormt vigtige for genoprettelsen af britisk suverænitet, fastslog Kevan Nelson.
Han var samtidig helt åben om, at den nuværende konservative regering ikke ønsker at bruge de nye muligheder til progressive formål, men tværtimod går efter at fjerne regulering på en lang række områder. Regeringen lægger op til, at bevaret EU-lov udløber den 31. december 2023, medmindre den er optaget i den nationale lovbog.
– Det har forårsaget en vis bestyrtelse fra det socialliberale og venstrefløjen og især fra jurister, der forudser, at regeringen vil lade disse reguleringer gå op i røg. Det er endnu ikke klart, hvordan regeringen vil gå frem her – det er muligt, at for eksempel arbejdstidsbestemmelserne helt kan blive fjernet. Opgaven for os er naturligvis at forsvare vigtige sikkerhedsforanstaltninger, som har folkelig opbakning, sagde Kevan Nelson.
– Det helt centrale i alt dette er, at regeringen i Storbritannien har – på godt og ondt – fået mere magt til at handle end nogen britisk regering i 50 år. Hvem der har statsmagten i Storbritannien er nu vigtigere, end det har været i årtier. Hvad der gøres med denne magt er stadig et åbent spørgsmål og vil være et produkt af indenlandsk klassekonflikt, tilføjede han.
Mulighed for en arbejderpolitik
Kevan Nelson beklagede, at der ikke er udsigt til, at Labour med Keir Starmer i spidsen vil udnytte de nye muligheder, der er med brexit, til at fremlægge en klar venstreorienteret dagsorden.
– Der er både mulighed og behov for at mobilisere en mere potent politisk kraft til at forme Storbritannien efter brexit. Resultatet af folkeafstemningen i 2016 var et produkt af arbejderklassens afvisning af den neoliberale orden. Der er en appetit på en interventionistisk stat, der omformer og planlægger en økonomi, der opfylder alles behov, erklærede Kevan Nelson.
– Vi er måske ikke langt væk fra endnu en modoffensiv, der forsøger at vende brexit. Det er afgørende, at fagbevægelsen næste gang ikke er en del af det. Arbejderklassen og fagbevægelsens ledelse bør ikke være splittet. Der er stadig plads i britisk politik – for en arbejderklassebevægelse mod EU og for økonomisk intervention og regulering, der kan gøre brug af mulighederne ved brexit og opfylde det løfte, der lå i afstemningen om at forlade EU i 2016, tilføjede han.
Den britiske fagforeningsmand skitserede følgende elementer i et sådant politisk program:
- Frihed fra statsstøtteregler, sådan at regeringen kan investere i skabelsen af grøn, strategisk, industriel kapacitet.
- Frihed fra indkøbsregler, sådan at interne offentlige tilbud, god beskæftigelse og lokale leverandører kan favoriseres.
- Frihed fra skattepolitiske regler, sådan at produktive investeringer kan finde sted, og ressourcer kan omfordeles fra dem, der ikke har brug for dem, til dem, der har.
– Et sådant politisk program kan blive hånet som protektionistisk, konkurrenceforvridende og økonomisk sløset. Men jeg vil kalde det økonomisk demokrati. Det er, hvad brexit burde og kunne handle om.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
