Den 13. marts 2022, to dage efter, at Gabriel Boric blev indviet som Chiles nye præsident, udtalte generalsekretæren for den chilenske regering, Camila Vallejo, til den spanske tv-kanal 24 Horas, at hendes opgave bliver “at medvirke til og støtte op om forfatningsprocessen”, da hun blev adspurgt om regeringens prioriteter i 2022. Disse to processer – dannelsen af Borics regering og formuleringen af den nye forfatning – kommer til at udspinde sig parallelt, og de er begge vigtige for udformningen af et “nyt Chile”.
Begge processer udspringer af mange års mobilisering i Chiles befolkning. Først bragte de Augusto Pinochets diktatur (1973-1990) til ophør med folkeafstemningen i 1989, og efterfølgende kæmpede de i en kæderække af protester – især under studenteroprørsbevægelserne i 2006, 2011 og 2015 og de “sociale udbrud/oprør” i 2019 – for at få den forfatning forkastet, som blev indført af Pinochet i 1980, og komme ud af det dødvande, som højrefløjsregeringerne, der efterfulgte Pinochets diktatur, har opretholdt.
Chile har betalt en høj pris under Pinochet-diktaturet og i årtierne siden da, mens folket kæmpede for demokrati i landet. I de seneste år har undertrykkelsen af demonstranter været brutal. I interviewet med 24 Horas anerkendte Vallejo disse forhold med følgende udtalelse: “Mange mennesker led overlast” i processen for at sikre demokrati og en ny forfatning i Chile. “Mange mistede deres øjne, blev vansirede eller udsat for forskellige former for aggression, eller de mistede livet for denne forfatningsproces … [og] siden fokuserede vi givetvis vores styrke og energi på at opnå tilslutning i den afsluttende folkeafstemning [i 2020, og] vi kan sige, at fra nu af kommer vi til at have en forfatning, som alle tager [lige] del i [at udarbejde]”.
Udarbejdelse af forfatningen
Den 15. og 16. maj 2021 gik chilenerne til afstemning for at vælge de 155 medlemmer af den grundlovgivende forsamling, der har til opgave at lave udkast til landets nye forfatning. Forsamlingen påbegyndte arbejdet den 4. juli 2021. Mange af medlemmerne begyndte at samarbejde med netværk af frivillige, der for eksempel hjælper med at afholde møder og indsamle forslag og tilbagemeldinger fra borgerne i deres valgkredse. Kun cirka 50 af de 155 medlemmer af den grundlovgivende forsamling tilhører politiske partier; resten er uafhængige. Det er et tydeligt vidnesbyrd om den indflydelse, som de folkelige bevægelser har haft på forfatningsprocessen. Efter fratrædelsen af et af konventets medlemmer består den grundlovgivende forsamling aktuelt af 154 medlemmer, 77 kvinder samt 77 mænd.
Úrsula Eggers er forkvinde for den multinationale fagforening for arbejdere i den grundlovgivende forsamling, der blev dannet den 4. november 2021, såvel som for Providencia Human Rights Coordinating Committee (Providencia komiteen for koordination af menneskerettigheder, red.). Hun er bekendt med den vold, der er blevet begået mod demonstranter, som kæmpede for demokratiske reformer i Chile, idet hun deltog som menneskerettighedsobservatør i de demonstrationer, der fandt sted i 2019. I sit arbejde dokumenterede Eggers brud på menneskerettigheder, og hun deltog i processen omkring anholdelserne og efterfølgende i forsvaret for ofrene for politivold. “Vi kender de omkostninger, som denne [forfatnings]proces har haft [for Chiles befolkning]”, fortæller hun mig. Hun er ikke alene. 370 personer har været ansat som rådgivere for de delegerede i den grundlovgivende forsamling. Mange af dem, der arbejder i konventet, har dannet eller er med i sociale bevægelser, der i årtier har kæmpet for sager som loven om vandmiljøbeskyttelse, boliggaranti og uddannelsesmuligheder samt for fuldkommen respekt for menneskerettighederne. Disse arbejdere er mærket af den vold, som staten gennem årene har begået som svar på krav, arbejderne anså som rimelige.
Med udgangspunkt i erfaringer fra sociale bevægelser besluttede de forskellige arbejdere i den grundlovgivende forsamling at danne en fagforening – den multinationale fagforening for arbejdere i den grundlovgivende forsamling. De anerkender Vallejos udtalelse om, at forfatningen må udarbejdes “med alles deltagelse”. Medlemmerne af fagforeningen inkluderer de 370 rådgivere, der er ansat af det ministerium, der kaldes generalsekretariatet for formandskabet, SEGPRES, samt andre ansat i konventet, inklusiv rengøringspersonale, sikkerhedsvagter, sekretærer og frivillige, især fra universiteter. Eggers fortæller, at rådgiverne i praksis udfører opgaver, der spænder langt ud over, hvad man kunne tro. “Vi laver alt det nødvendige administrative arbejde, men [vi udfører] også forskning, formidling, vi fotokopierer og foretager indkøb”, siger hun. “[Vi gør] på daglig basis alt det, der er nødvendigt for at bringe den grundlovgivende forsamling fremad [mod opnåelse af de ønskede mål]. Vi er den menneskelige ressource, der får forsamlingen til at fungere. Medlemmerne af den grundlovgivende forsamling spiller en politisk rolle, og det er udmærket, men det er os, der formulerer de regler, der nu skal stemmes om, og vi skriver dem klokken 2, 3, 4 om natten, sideløbende med at vi har møder, [der foregår] fra 8 morgen til 8 aften”.
Arbejdet er intenst, fordi den grundlovgivende forsamling arbejder inden for en snæver tidsfrist med en målsætning om at fuldstændiggøre forfatningen inden for blot ni måneder (med mulighed for en forlængelse op til maksimalt 12 måneder i alt). Dette indebærer en øget arbejdsbyrde for personalet, der har måttet lægge flere timer end normal arbejdstid i forsøget på at møde kravene forbundet med den korte tidsfrist.
Arbejderklasse
“Det, vi ønsker for et nyt Chile”, fortæller Eggers, “er [at det vil være] et sted, hvor en bred vifte af mennesker bliver påskønnet, og [hvor den enkelte har mulighed for at blive] påskønnet for deres erfaring, uafhængigt af om de har en professionel grad”. De konservative grene har udtrykt ønsker om, at rådgivernes arbejde skulle “professionaliseres” med krav om anciennitet og universitetsgrader. I sidste ende blev det dog arbejdere som Eggers’ perspektiv, der var fremherskende. “Vi hører ikke til den sociale klasse, der har store ekstra puljer at trække på, store opsparinger eller kredse, vi kan låne [penge] af”, siger Eggers. “Ligeledes hører vi ikke til den politiske klasse, der har store fonde i ryggen”, tilføjer hun.
Ud af de 50 medlemmer af den grundlovgivende forsamling, som tilhører politiske partier, er de 37 af dem tilknyttet højrefløjspartier, der har deres egne tænketanke, eksempelvis Jaime Guzmán-fonden eller Cuide Chile-fonden (beskyt Chile-fonden, red.), begge institutioner, der har støttet Pinochets diktatur og for nylig har beklaget sig over at blive “censureret” i forfatningsprocessen. De progressive medlemmer af forsamlingen sætter derimod deres lid til personale, der kommer fra sociale bevægelser, og som ikke har adgang til eksterne midler. “Vi identificerer os ikke som rådgivere, men derimod som arbejdere, fordi vi er arbejderklasse”, fortæller Eggert. Den bredere klassekamp i Chile afspejles i kampen for bedre arbejdsforhold for medarbejderne i den grundlovgivende forsamling.
En multinational fagforening
Den multinationale fagforening blev dannet den 4. november 2021 på grund af “de gentagne overtrædelser af arbejderrettigheder i form af blandt andet manglende ansættelseskontrakter, løn, der ikke blev udbetalt, mangel på plads til at arbejde og spise samt arbejdsdage på 12 timer eller mere [per dag] fra mandag til søndag”, ifølge deres pressemeddelelse. Det er sigende, at fagforeningsmedlemmerne alle kommer fra venstre og fra folkebevægelser. “Ikke fordi vi ekskluderer højrefløjen”, siger Eggers, “men fordi de plejer at klare deres problemer selv”.
Alt imens “værdighed” er et ord, der ofte bliver anvendt i debatter om den grundlovgivende forsamling, ser det ud til, at en del af arbejdernes rettigheder er blevet overset undervejs i forfatningsprocessen. “I udarbejdelsen af landets fremtidige socialaftale kan vi ikke svigte arbejdernes rettigheder undervejs”. De første fire måneder modtog rådgivere og andre medarbejdere ikke nogen løn. “Vi var nødt til at råbe op”, siger Eggers, “fordi vi ikke blev påskønnet”.
Fagforeningen har formået at regulere lønnen for 93 procent af arbejderne, hvilket var første mål. Men andre anliggender, der er centrale for den grundlovgivende forsamlings diskussioner om at beskytte de samfundsmæssige interesser, forsømmes tilsyneladende i forhold til konventets eget personale. Herunder for eksempel pasningstilbud til medarbejdernes børn samt arbejdsarealer til rådgiverne. SEGPRES, statsagenturet, der er ansvarligt for “forsyning af teknisk, administrativ og økonomisk støtte til den grundlovgivende forsamling”, ledes dog i dag af Giorgio Jackson, som er tidligere studenterleder. Måske vil dette medføre forandringer. Da jeg talte med Eggers om usandsynligheden af, at arbejderne vil opnå succes med at få afkortet arbejdsdagene, set i lyset af hvor stramt programmet er nødt til at være for at nå at fuldstændiggøre den nye forfatning inden for tidsfristen på 12 måneder, udtrykte jeg mine tvivl med hensyn til, om der findes nogen løsning på problemet længere. Hun svarede, at “med kollektiv organisering er der altid en løsning … I det mindste har vi ikke tænkt os at forblive tavse”.
Biografi:
Taroa Zúñiga Silva er skribent og spansk mediekoordinator for Globetrotter. Hun er medredaktør af Venezuela, Vórtice de la Guerra del Siglo XXI (2020) sammen med Giordana García Sojo. Hun er medlem af den koordinerende komite Argos: International Observatory on Migration and Human Rights samt medlem af Mecha Cooperativa, et projekt under Ejército Comunicacional de Liberación (kommunikationshæren for frigørelse, red.).
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Oversættelse: Karoline Enevold
Trompet og billede indsat af Arbejderens redaktion.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.