Militære indgreb, beskåret ulandsbistand og nye globale magtforhold gør, at afrikanske lande i stigende grad siger fra over for de tidligere kolonimagter i Vesten. "De afrikanske ledere accepterer ikke længere den nedladende holdning fra vestlige lande, der er vant til at komme og fortæller dem, hvordan de skal gøre ting", siger økonomen Karen Helveg Petersen.
Félix Tshisekedi, DR Congos præsident, er blandt de ledere i Afrika, der på det seneste har sagt fra over for den tidligere franske kolonimagt. "Françafrique eksisterer ikke længere. Vi skal etablere en ligeværdig politik", sagde Tshisekedi på et møde med Emmanuel Macron.
FOTO: The Kremlin, Moscow/CC BY 4.0/Wikimedia Commons
FOTO: The Kremlin, Moscow/CC BY 4.0/Wikimedia Commons
Félix Tshisekedi, DR Congos præsident, er blandt de ledere i Afrika, der på det seneste har sagt fra over for den tidligere franske kolonimagt. "Françafrique eksisterer ikke længere. Vi skal etablere en ligeværdig politik", sagde Tshisekedi på et møde med Emmanuel Macron.
Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen gav selv udtryk for det i maj: Danmark er nervøs for udviklingen, hvor udviklingslande fra især Afrika siger fra over for Vesten og kræver respekt.
Danmark og Vesten har ingen moralsk ret til at belære andre om moral og menneskerettigheder.
Morten Nielsen, Global Aktion
– Jeg har mødt flere udenrigspolitiske ambassadører. Mange af dem er – for at sige det ligeud – trætte af Vesten. De mener, at vi har dobbeltstandarder. At vi ikke lytter. At vi udnytter institutioner som den internationale straffedomstol til at fremme vores egne interesser, og at vi lukker øjnene, når deres rettigheder bliver trådt under fode.
At ledere i Afrika er trætte af Vesten, viste sig, da den franske præsident Emmanuel Macron tog på besøg i DR Congo den 3. marts.
Et par dage før ankomsten var hundredvis af mennesker samlet uden for den franske ambassade i hovedstaden Kinshasa for at protestere mod hans ankomst, idet de sagde, at Macron er en lejemorder, og krævede, at han skulle rejse tilbage.
Stemningen blev yderligere tilspidset på et pressemøde, hvor Macron optrådte sammen med den congolesiske præsident, Félix Tshisekedi. Tshisekedi opfordrede her Frankrig og Vesten til at ændre sin nedladende holdning til Afrika.
– Se anderledes på os ved at respektere os, ved at betragte os som sande partnere og ikke altid med en paternalistisk attitude om, at I altid bedst ved, hvad der er nødvendigt for os, sagde Tshisekedi og pegede sin finger mod Macron.
– Françafrique eksisterer ikke længere. Vi skal etablere en ligeværdig politik, fortsatte han.
Selv om DR Congo i sin tid var under belgisk herredømme, har det efter kolonitiden været blandt de lande i Afrika, som Frankrig har forsøgt at have indflydelse over. Frankrigs indflydelsessfære i Afrika kaldes Françafrique og er blandt andet kommet til udtryk ved, at Frankrig har gennemført over 130 militære interventioner i Afrika, herunder fire interventioner i DR Congo.
Beskære ulandsbistanden
Morten Nielsen, der er politik- og kampagnemedarbejder i den danske solidaritetsorganisation Global Aktion, kan godt forstå, at afrikanske ledere er trætte af Vesten og politikere som Lars Løkke Rasmussen.
– Ja, Danmark og Vesten har ingen høj stjerne i Afrika og det globale syd. Vesten har ingen moralsk habitus til at belære andre om moral og menneskerettigheder, siger han til Arbejderen.
– Danmark har som stat beskåret bistanden kraftigt i de fleste lande i det sydlige Afrika – Angola, Namibia, Sydafrika, Lesotho, Swaziland, Mozambique, Zimbabwe, Zambia og Malawi – inden for de seneste år. Nu er det kun bistandsorganisationerne, der prøver at lappe hullerne, fortsætter Morten Nielsen.
At Danmark desuden er ved at lukke sin ambassade i det østafrikanske land Tanzania, står i skarp kontrast til Lars Løkke Rasmussens udtalelse i maj, hvor han sagde følgende:
– Vi har brug for at danne nye, ligeværdige partnerskaber med lande uden for Vesten – især i Afrika.
Morten Nielsen kritiserer i den forbindelse de danske myndigheders politiske prioriteringer gennem de seneste år.
– Det officielle Danmark har desværre i de senere år satset mere på dets egen sikkerhed mod terror og at undgå strømme af flygtninge til Vesten. De har – ligesom de fleste lande i Vesten – været bedøvende ligeglad med, at afrikanerne dør af sult, siger han.
Mette til Afrika
Den 19-21. juni tager den danske statsminister Mette Frederiksen sammen med den hollandske premierminister Marc Rutte til Sydafrika og Namibia på officielt besøg. Her skal de blandt andet mødes med præsidenterne Hage Geingob fra Namibia og Cyril Ramaphosa fra Sydafrika.
I pressemeddelelsen fra statsministeriet hedder det, at det er “vigtigere end nogensinde” at sikre en tættere europæisk dialog med Afrika, og at “Krigen i Ukraine har haft store konsekvenser for lande verden over, ikke mindst på det afrikanske kontinent. Vores fælles dansk-nederlandske besøg til Namibia og Sydafrika er et vidnesbyrd om det europæiske ønske om et styrket samarbejde og partnerskab,” siger Mette Frederiksen.
Ifølge Statsministeriet skal der især tales om to ting under besøgene. Det første er samarbejdet mellem Afrika og Europa, hvor Sydafrika og Namibia fremhæves som vigtige partnere i kampen for international frihed, fred og sikkerhed. Det andet emne er det grønne samarbejde. I februar 2022 indgik Danmark og Sydafrika et såkaldt “Grønt Strategisk Partnerskab”.
Afrika siger fra
Den danske økonom Karen Helveg Petersen, der har stort kendskab til Afrika, mener, at begivenhederne i forbindelse med Macrons besøg i DR Congo i marts er et tydeligt eksempel på, at der er nye tider på vej på det afrikanske kontinent.
– Ja, Frankrig er ikke populær. De afrikanske ledere siger fra over for tidligere koloniherrers og andre vestlige landes moralprædiken, siger hun til Arbejderen.
Karen Helveg Petersen har tidligere arbejdet som økonomisk rådgiver i Kenya og Congo-Brazzaville.
Det nytter tilsyneladende ikke meget, at Frankrig så småt er begyndt at returnere kunst og arkæologiske fund, som Frankrig under kolonitiden stjal fra afrikanske lande. Frankrig er heller ikke blevet de afrikanske landes kæledægge ved at love, at det fremover vil blive nemmere for indbyggere i de tidligere kolonier at få visum til Frankrig.
– De afrikanske ledere accepterer ikke længere den nedladende holdning fra vestlige lande, der er vant til at komme og fortæller dem, hvordan de skal gøre ting, siger Karen Helveg.
Også Morten Nielsen ser en større selvsikkerhed hos afrikanske ledere, selv om han mener, at mange af dem i virkeligheden er i lommen på og afhængige af de vestlige lande.
– Afrika samordner sig, ja de integrerer sig mere og mere. Der er planer om en fælles valuta, og at det fremover skal være nemmere at sende varer over grænserne, siger han og føjer til, at det i øjeblikket er muligt for mennesker i det sydlige Afrika at rejse rundt i hele området blot ved hjælp af et enkelt dokument.
I maj opfordrede William Ruto, Kenyas præsident, desuden andre afrikanske ledere til at tilslutte sig det nye Panafrikanske Betalings- og Afviklingssystem (PAPSS) for at fremme handel mellem afrikanske lande fri for afhængighed af fremmede valutaer som dollaren. Dét oplyser det kenyanske dagblad Business Daily Africa.
Frankrig mister terræn
Emmanuel Macrons besøg i DR Congo var en del af en rundrejse til i alt fire lande i Afrika – Gabon, Congo-Brazzaville, Angola og altså DR Congo. Ifølge Al Jazeera var målet med rundrejsen at “forny de flossede forbindelser, mens den anti-franske atmosfære er høj i nogle tidligere afrikanske kolonier.”
Men selv om Macron har besøgt Afrika 18 gange, siden han overtog posten som Frankrigs præsident, har han markante udfordringer med at vende de antifranske følelser.
I løbet af det seneste år er Frankrigs militær blevet presset til at forlade dets tidligere kolonier Mali og Burkina Faso, efter at historiske protester mod Frankrigs tilstedeværelse brød ud i de to vestafrikanske lande. De to regeringer har begge beordret Frankrigs militær til at forlade landene, hvilket i Mali også fik betydning for det danske militær, der var taget til Mali for at assistere Frankrig, men nu måtte forlade landet igen.
Frankrigs – og dermed Danmarks – erklærede mål i Mali var at bekæmpe jihadister. Men Katrin Sold fra Det Tyske Råd for Udenrigsanliggender peger på Frankrigs neokoloniale interesser i Mali og resten af Sahel-regionen i forklaringen på, hvorfor Frankrig var militært til stede i Mali.
– På lang sigt har Frankrig interesse i at sikre sig ressourcer i Sahel – især olie og uran, som det franske energiselskab Areva har udvundet i årtier i nabolandet Niger, siger Katrin Sold ifølge den tyske tv-station Deutsche Welle.
Intern konkurrence
Samtidig er der på det afrikanske kontinent intern konkurrence mellem de vestlige magter. USA forsøger nemlig at bibeholde sine militære baser i 53 afrikanske lande, og landets finansminister Janet Yellen samt præsidentfruen Jill Biden har været på rundtur i flere lande i et forsøg på at forbedre deres relationer med USA.
Ifølge Morten Nielsen fra Global Aktion udnytter USA, at Frankrig og Storbritannien som tidligere kolonimagter er upopulære – selv om mange lande stadig er afhængige af fransk valuta eller politiske bånd til Storbritannien.
– Højreorienterede civilsamfundsgrupper fra USA er tiltagende aggressive og har frit spil i Afrika, siger Morten Nielsen.
Som eksempel nævner han tænketanken Freedom House, der finansieres af USA’s regering og på årligt basis vurderer hvert lands grad af frihed; Open Society Foundation, der blander sig internt i andre lande ved at finansiere bestemte politiske grupper; og The Ronald Reagan Presidential Foundation, der efter eget udsagn “viderefører” USA’s tidligere præsident Ronald Reagans “arv”.
“Noget er skævt”
At Vestens popularitet falder i Afrika, kan ifølge Morten Nielsen desuden skyldes den måde, som ulandsbistanden til Afrika fungerer på.
– I stedet for at støtte økonomisk, så afrikanere ikke dør af sult, satser Vesten på at støtte minoritetsgrupper, uddyber han.
Morten Nielsen understreger i den forbindelse, at der selvfølgelig ikke er noget principielt galt i at støtte minoritetsgrupper som LGBTQ+ og andre. Men noget er skævt, siger han til Arbejderen.
– Vesten og Danmark støtter kun nogle, der ligner os selv, som typisk befinder sig i den afrikanske middelklasse, fortæller han.
– Vel skal LGBTQ+ have støtte, især når vi ser på for eksempel Uganda i Østafrika, hvor livet for homoseksuelle er vanvittigt hårdt. Men hvad med socio-økonomisk støtte, så folk ikke dør af sult? Den er skåret næsten helt væk, kritiserer Morten Nielsen.
– Som sagt handler det om minoritet-middelklassens rettigheder, og sproget er henvendt til middelklassen, siger han og retter kritik mod både regeringspartier, men også SF, Radikale og Enhedslisten for at sigte forkert.
Kina og Rusland
En anden udfordring for Vesten i Afrika er, at både Kina og Rusland øger deres forbindelser og aktiviteter på kontinentet.
– Når Kina og Rusland står i hver deres bod og lokker med ugens gode tilbud: Motorveje, lufthavnsudvidelse, så risikerer valget at give sig selv. Den russiske udenrigsminister Lavrov har været på stribevis af charmeture i Afrika, sagde Lars Løkke Rasmussen i maj.
Hvor EU-landenes økonomi for 30 år siden udgjorde næsten 30 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt, udgør den i dag 16 procent. Og ifølge udenrigsministeren vil EU’s samlede økonomi om 30 år kun udgøre 12 procent af verdensøkonomien.
– EU’s andel i verdensøkonomi er altså gået fra 30 procent til 12 procent på bare 60 år. Samtidig vokser Kinas globale ambitioner. Kina og Rusland gør alt, hvad de kan for at vinde hjerter i Asien, Afrika og Latinamerika, sagde Lars Løkke Rasmussen.
I dag er det Kina – ikke USA eller EU – der er Afrikas største handelspartner. Kina og Rusland er blandt stifterne af BRIKS-samarbejdet, der desuden inkluderer Brasilien, Indien og Sydafrika.
Ikke blot Lars Løkke og har udtrykt sin skepsis overfor Kinas tættere og tættere forhold til Afrika. Den tyske ambassadør i det sydvestafrikanske land Namibia, Herbert Beck, klagede sin nød til landets præsident i foråret, men fik et brysk svar tilbage. Kina er populære her, sagde præsidenten, Hage Geingob.
De fleste afrikanske lande har i de seneste 10 år opbygget et tættere forhold til KIna og BRIKS-landene.
Senest har det givet genlyd i mange lande verden over, at BRIKS-landenes udviklingsbank giver lån på gode vilkår uden krav om at føre en bestemt politik. På den måde står BRIKS i skarp kontrast til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF), der har stillet skarpe krav til afrikanske lande om eksempelvis at privatisere statsejede virksomheder.
Den Centralafrikanske Republik har vist interesse for, at Rusland anlægger en militærbase i landet med plads til 5000-10.000 soldater, melder det franske informationsbureau Agence Ecofin.
Desuden oplyser Agence Ecofin, at den russiske paramilitære gruppe Wagner har været til stede i hovedstaden Bangui siden 2018.
I forvejen leverer Rusland militært udstyr til lande som Nigeria, Libyen, Etiopien og Mali. Også i Mali er Wagner til stede, hvor dets soldater er indsat for at bekæmpe islamistiske oprørere.
I en tale, afholdt på dette års Rosa Luxemburg-konference i Berlin, forklarede Malis tidligere kultur- og turismeminister, Aminata Traoré, hvorfor Rusland i højere grad bliver anset som en partner for flere afrikanske lande i modsætning til de tidligere kolonimagter og krigshøge fra Vesten.
– Det malinesiske folk er i dag stolte af deres hær og det militære udstyr, som hæren har været i stand til at erhverve. Efter en lang periode med ydmygelser og ringeagt som følge af de krige, imperialisterne påførte vort land, herunder naturligvis også krigen mod terrorbevægelserne, da takker vi Rusland for dets partnerskab, sagde hun.
Mere end 40 officielle parlamentariske delegationer fra næsten alle afrikanske lande deltog i marts i den anden internationale parlamentariske konference ved navn “Rusland-Afrika i en multipolær verden”.
Dette møde havde til hensigt at fremme politiske og handelsmæssige forbindelser mellem Afrika og Rusland i en verden, hvor nye magtforhold er under udvikling.
– Vores relationer har altid været bygget på et uselvisk grundlag, på principperne om gensidig respekt og ikke-indblanding i interne anliggender. For vores land har det afrikanske kontinent aldrig været genstand for merkantile interesser, brug af arbejdskraft eller råvarer, men vi kan ikke sige det samme om USA og de europæiske stater, sagde Vyacheslav Volodin, formand for Dumaen.
Tal fra mødet viser, at Ruslands eksport af olie og gas til Afrika er steget. I 2021 importerede Marokko eksempelvis 600.000 tønder diesel fra Rusland. Men alene i februar 2022 ankom cirka det dobbelte til det nordafrikanske land. I alt tegner Marokko, Tunesien og Algeriet sig for 30 procent af Ruslands dieseleksport.
Fredsmægling
Omkring otte måneder efter at krigen i Ukraine begyndte, harmoniserede University of Cambridge i Storbritannien undersøgelser fra 137 lande, hvor folk var blevet spurgt om deres holdninger til Vesten, Rusland og Kina.
Her viste det sig, at blandt de 6,3 milliarder mennesker, der bor uden for Vesten, føler 66 procent sig positivt indstillede over for Rusland og 70 procent positivt indstillede over for Kina. På den måde viste det sig, at mange mennesker i Latinamerika, Afrika og Asien ser krigen i Ukraine med en anden optik end medier og politikere i Vesten.
Fremfor at sende våben og på den måde forlænge krigen i Ukraine, er flere afrikanske lande kommet på banen som diplomatiske fredsmæglere i forsøget på at løse konflikten.
I midten af maj lancerede seks afrikanske statsoverhoveder fra henholdsvis Egypten, DR Congo, Senegal, Uganda, Sydafrika og Zambia et fredsinitiativ for at mægle mellem parterne i krigen i Ukraine.
Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa har allerede talt i telefon med både præsident Vladimir Putin og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij, meddeler Sydafrikas regering på sin hjemmeside.
– Men vi vil ikke trækkes ind i en konkurrence mellem globale magter, selv om vi er blevet udsat for ekstraordinært pres til at gøre det, siger Ramaphosa til nyhedsbureauet DW.
Morten Nielsen mener, at initiativet fra Afrika er meget bedre end Danmarks tilbud om at mægle i Ukraine-krigen.
– Det er langt mere realistisk end tilbuddet fra Danmark om at mægle i Ukraine-konflikten. Danmark er jo som land en part i krigen. Men jeg ser også Kina som en meget realistisk mægler, slutter han.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Afrika er som bekendt mange forskellige lande og folk . Nationer i Afrika må bør altid tænke langsigtet og selvfølgelig vide at alting har sin pris , også de kinesiske muligheder MEN så længe at mange lande i Afrika fuldstændig styres af korruption og nepotisme bliver der ingen væsentlige fremskridt, også selv om lån tilgives og import-eksport restriktioner løftes eller tilpasses. Efter år i forskellige afrikanske lande tror jeg desværre ikke at det kinesiske samarbejde overordnet vil bedrage positivt, faktisk det omvendte . Mange afrikanske lande bør også passe meget på ikke at spille den ene ud mod den anden , det bryder ingen samarbejdspartnere sig om . Søgning mod vesten kommer til at forsætte og tage til , det er helt sikkert.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.
