Mask Off Maersk
Søren Maus bog Stum tvang – En marxistisk undersøgelse af kapitalens økonomiske magt (Klim 2021) har med rette fået stor omtale, siden den udkom tidligere i år. Fra interviews i Deadline på DR2, Berlingske og Politiken til Mads Lundby Hansen fra Cepos, der udtalte, at Maus tanker var noget af det mest uhyggelige, han havde læst.
Når man først får Cepos til at ryste mere i bukserne end ved tanken om en stigning i topskatten på bare en promille, ved man, at man er på rette vej. Og det er Søren Mau.
- Født 1989.
- Filosof og postdoc-forsker med speciale i marxistisk teori.
- Arbejder i øjeblikket på et forskningsprojekt om marxisme og kroppen, der er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.
- Censor i filosofi ved danske universiteter.
- Kritiker på avisen Information.
- Medlem af redaktionen for tidsskriftet Historisk Materialisme og medlem af bestyrelsen af Selskab for Marxistiske Studier.
Kombineret med udsigten til Enhedslistens kanonvalg i København har det ført til en regulær borgerlig modoffensiv – med mange socialdemokrater som velvilligt heppekor – mod det, Mau selv har kaldt en ny “marxistisk vending” i Danmark. Denne modoffensiv har imidlertid været så intellektuelt fattig og doven, at det ville være komisk, hvis ikke det var så tragisk.
Mestendels har den bestået af klassiske hits som “hvad med Stalin?” og “kapitalisme er godt, faktisk” kombineret med ren von hörensagen om, hvad en eller anden borgerlig såkaldt intellektuel som for eksempel Per Stig Møller tror at have hørt nogen sige engang i 1977, at Marx vist nok mener.
Hvor meget de end lægger nakken tilbage, har ingen af dem kunnet endda bare få øje på Søren Maus sokkeholdere. Den analytiske og intellektuelle kraftpræstation, som Stum tvang repræsenterer, er i nyere tid unik for dansk litteratur: Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om, at der de sidste i hvert fald 30 år er udkommet et så kompetent og nyskabende, dansksproget teoretisk-filosofisk værk – marxistisk eller andet.
Det er naturligvis også grunden til den borgerlige panikreaktion. De har intet reelt modsvar, og derfor må de resignere til alarmisme, hyl og skrig af deres lungers fulde kraft.
Når man først får Cepos til at ryste mere i bukserne end ved tanken om en stigning i topskatten på bare en promille, ved man, at man er på rette vej. Og det er Søren Mau.
Det har Mau heldigvis taget meget roligt, og det bør vi andre også gøre. For som han har udtalt til Politiken, må “Cepos-typerne” grine, så tosset de vil – bare de husker, at den, der ler sidst, ler bedst.
Hvorfor fortsætter lortet?
Vores tid er en tid præget af kriser. Økonomiske kriser, sociale kriser, klimakrise. Det grundspørgsmål, som Stum tvang forsøger at besvare, er, hvordan det kan være, at “alt det lort bare kan fortsætte”, som den svenske klimaforsker Andreas Malm siger i et citat til bogens bagsidetekst.
I forlængelse af de mange kriser er kapitalens magt hverken blevet indskrænket eller svækket, tværtimod er den blevet udvidet og forstærket, og det kapitalistiske system behersker i dag en større del af Jordens overflade end nogensinde før – hvis ikke nærmest den hele. Hvordan kan det lade sig gøre?
Svaret skal ifølge Mau findes i den særlige form for magt, der primært hersker i det kapitalistiske system. Hvor tidligere produktionsregimer var kendetegnet ved direkte og personlige magtforhold mellem for eksempel en slaveejer og en slave, er kapitalismen kendetegnet ved en form for magt, der er upersonlig og abstrakt. Den fungerer ikke ved hjælp af direkte tvang eller ved at fordreje vores tanker til at blive som magthavernes (selvom begge disse to magtformer, altså vold og ideologi, selvfølgelig også findes i kapitalismen). I stedet beror kapitalens magt på et sæt af sociale strukturer og praksisser, som ordner menneskenes liv på en sådan måde, at de bliver nødt til at handle på bestemte måder, hvis de altså vil leve.
Som Mau formulerer det: “Den stumme tvang virker kun, fordi arbejderen faktisk vil leve – kun derfor kan det lykkes for kapitalen at kræve merarbejde til gengæld for livsnødvendigheder” (side 136-37).
Og merarbejde er netop, hvad kapitalen er ude efter. Mau følger Marx i at definere “kapital” som selv-valoriserende værdi, det vil sige som værdi i bevægelse, værdi der i kraft af kontinuerlige metamorfoser fra penge til varer og tilbage igen konstant øges. Det kan den kun, hvis der på markedet findes en vare med den særlige egenskab, at den ved sit forbrug kan skabe ny værdi. Den vare er naturligvis, som Marx har vist, arbejdskraften.
En nysgerrig marxisme
I sin undersøgelse trækker Mau i det hele taget store veksler på Marx – så store, at man enkelte gange godt kan få fornemmelsen af, at et arguments gyldighed alene udledes af det faktum, at det er Marx, der har sagt det.
Bogens store styrke er imidlertid for det første, at Mau ikke viger tilbage for at kaste mange af den traditionelle marxismes forældede analyser og resultater på bålet, for så vidt de er baseret på misforståelser og fejllæsninger af Marx. (Nogle af dem ærlige fejllæsninger: Store dele af det tekstkorpus, som Mau trækker på, var, som han også pointerer, ganske enkelt ikke tilgængeligt for tidligere tiders marxister). Men for det andet er styrken også, at dette ikke fører til en tilgang a la det lutherske sola scriptura, hvor kun den hellige skrift er relevant.
I kraft af at kapitalen på denne måde anvender sig magt til at omskabe verden, styrkes denne magt. Derfor er hver ny krise også en mulighed for at styrke kapitalen – snarere end at styrte den.
I stedet supplerer Mau på kompetent og imponerende vis Marx med indsigter fra ikke bare de sidste 30-40 års nye marxistiske strømninger – primært værdiformsteori, marxistisk feminisme og øko-marxisme – men også analyser fra ikke-marxistiske tænkere som Michel Foucault, Giorgio Agamben og mange andre.
Maus marxisme er derfor måske nok på mange måder en tilbagevenden til Marx, men den fortrækker ikke ind i Marx for at forskanse sig der; derimod er den åben og nysgerrig og villig til at indarbejde analyser og resultater fra andre traditioner, noget der er med til at adskille den fra tidligere tiders “munkemarxisme” som for eksempel 1970’ernes kapitallogik.
Betingelser
Bogen er inddelt i tre dele. I den første del giver Mau først en introduktion til forskellige forståelser af magt både i og uden for den marxistiske tradition, inklusive hos Marx selv. Resten af del 1 er derefter viet til et fundamentalt spørgsmål: Hvilke betingelser er der for at forstå det særlige fænomen, som kapitalens magt udgør?
Svaret falder i tre dele. For det første må vi forstå noget om det, Mau kalder den sociale ontologi, det vil sige spørgsmålet om, hvad der karakteriserer et hvilket som helst samfund – kapitalistisk eller ej – for så vidt og alene i kraft af, at det er et samfund. Her undersøger Mau, hvad sociale relationer overhovedet er for noget, og så tilslutter han sig den gruppe af marxister, der følger franskmanden Louis Althusser i hans opgør med den unge og “humanistiske” Marx.
Overfor denne humanisme hævder Althusser i stedet nødvendigheden af en “teoretisk anti-humanisme”, hvor en kritik af kapitalismen ikke udgøres af en moraliseren beroende på idéer om et eller andet fremmedgjort menneskeligt væsen. Men modsat Althusser hævder Mau, at det er relevant at tale om sådan noget som en “menneskelig natur” – bare ikke på den måde, den unge Marx, inspireret af Ludvig Feuerbach, i det mindste periodevis gør.
For det andet må vi vide noget om den måde, menneskekroppen er indrettet på, det vil sige det, Mau med et udtryk fra Marx kalder “menneskets kropslige organisation”. Det er nemlig den, der udgør denne menneskelige natur. I undersøgelse af dette spørgsmål findes nogle af bogens absolut mest nyskabende resultater, når Mau konkluderer, at mennesker fundamentalt set er “sociale redskabsmagere”. Det vil sige, at redskaber for mennesker optræder som en art organer – forlængelser af kroppen – som er nødvendige for at producere og dermed overleve, og det er det, der gør menneskedyret til netop menneske. Men dette åbner også op for muligheden af en unik form for magt, fordi det bliver muligt for bestemte sociale relationer at skyde sig ind kløften mellem mennesket og de redskaber, det skal bruge for at overleve, på en måde, som ikke kan lade sig gøre med spættens næb eller løvens klør.
Endelig må vi for det tredje forstå noget om forholdet mellem det sociale og det naturlige eller, igen med et udtryk hentet fra Marx, stofskiftet mellem menneske og natur. Dette stofskifte bliver ikke afskaffet med kapitalismens fremkomst, men den organiserer det på en bestemt måde. Det at menneskets kropslige organisation er så plastisk, åbner op for et uendeligt mulighedsrum i forhold til forskellige måder at organisere den samfundsmæssige produktion, og det er netop, hvad der giver os sådan noget som menneskelig historie. Og, skriver Mau, “Denne muligheds oversættelse i virkelighed, altså den proces, der afgør de specifikke sociale relationer, mennesker lever under, er det, vi kalder politik” (side 113).
Relationer
I bogens anden del går Mau over til at behandle det, han med et udtryk fra Robert Brenner kalder for henholdsvis de vertikale og horisontale relationer mellem individerne i det kapitalistiske samfund.
Her er det vigtigt at understrege, at Mau ikke er interesseret i et bestemt kapitalistisk samfund, som det for eksempel så ud i England på Marx’ tid, eller som det ser ud i Danmark i dag. Han er derimod interesseret i, hvad der kendetegner alle kapitalistiske samfund som sådan, for så vidt der er tale om sådanne – kapitalismen i dens “ideale tværsnit”, som han kalder det.
Hvor de horisontale relationer gælder forholdene indbyrdes mellem henholdsvis arbejdere og kapitalister og for eksempel omfatter markedet, gælder de vertikale relationer forholdet mellem de umiddelbare producenter og deres udbyttere, det vil sige mellem arbejdere og kapitalister. Her gencentrerer Mau på kompetent vis klassebegrebet og afviser den opfattelse hos visse såkaldte værdiformsteoretikere, at klasser ikke skulle være nødvendige for at forstå, hvordan værdi former og organiserer den samfundsmæssige produktion.
Vores tid er en tid præget af kriser. Økonomiske kriser, sociale kriser, klimakrise. Det grundspørgsmål, som “Stum tvang” forsøger at besvare, er, hvordan det kan være, at alt det lort bare kan fortsætte.
Det er noget sludder, siger Mau. Det er rigtigt, at vi alle er underlagt værdiformen, og at også kapitalisterne tvinges til at opføre sig på bestemte måder, men denne underlæggelse kan kun finde sted, fordi der findes klasser. Og ikke mindst er det væsentligt, at proletarer og kapitalister ikke domineres på samme måde af værdiformen.
Men værdiformen er alligevel et udtryk for magt. Alle samfund har brug for fortløbende at reproducere sig selv; det er det, Marx kalder den sociale reproduktion, en del af hvilken udgøres af det, der i en mere snæver forstand til hverdag omtales som “økonomien”. Den sociale reproduktion skal organiseres på en eller anden måde – produkter skal udveksles, og de, der af en eller anden grund ikke arbejder, skal forsørges. Værdi er ikke en iboende egenskab ved tingene selv, hævder Mau med Marx, men derimod en måde at gøre lige præcis dette. Værdi er med andre ord et udtryk for sociale relationer, eller som Mau formulerer det:
“Det karakteristiske ved den ’økonomiske sfære’, hvis vi endelig skal kalde den det, er ikke de logikker, den adlyder, men den sociale rolle, som de aktiviteter, der udgør den, har, altså den omstændighed, at selve samfundets eksistens afhænger af den.” (side 117)
Disse to sammenhængende, men distinkte former for undertvingelse er, hvad der tilsammen producerer kapitalens magt: Kapitalisternes undertvingelse af proletarerne og kapitalens (værdiformens) undertvingelse af alle. De kan ikke reduceres til hinanden, for de har forskellige kilder, men resultatet af deres samspil er kapitalens særlige magt over alle i samfundet, eller dens stumme tvang – kommandoer der bliver adlydt uden at være blevet ytret.
Subsumption og magt
I bogens tredje del tager Søren Mau fat i et kernebegreb fra Marx, som imidlertid aldrig bliver synderligt udfoldet, i det mindste ikke i Kapitalen: subsumption.
Som Mau skriver, er det noget særligt ved denne stumme tvangs magtform, at den fungerer således, at “En af kilderne til kapitalens magt er selve udøvelsen af denne magt” (side 220). Det er dette særlige kendetegn, Mau i tredje del bruger subsumptionsbegrebet til at forklare.
”Subsumption” betyder egentlig underordning, og Marx bruger begrebet til at beskrive, hvordan arbejdsprocesser langsomt bliver indrettet på en måde, så deres primære hensyn bliver kapitalens værdiøgning snarere end for eksempel menneskelige behov, eller hvad man nu ellers kunne tænke sig.
Marx skelner i den forbindelse mellem to former for subsumption: formel og reel. Ved formel subsumption produceres der under kapitalistiske vilkår, for eksempel producerer man varer, der sælges på et marked, men selve arbejdsprocessen foregår på en måde, der ikke er særligt kapitalistisk – man kunne producere på præcis samme måde i et samfund med en helt anden produktionsform.
Når Marx taler om reel subsumption, mener han derimod, at kapitalen begynder at forandre selve arbejdsprocesserne for at tilpasse dem jagten på merarbejde og profit. Kapitalen omvælter arbejdsprocessens sociale og teknologiske betingelser, og man får arbejdsformer, som ikke ville give mening under noget andet produktionsregime end det kapitalistiske. Med Søren Maus ord:
“Reel subsumption er den proces, hvorigennem den ene af disse to aspekter, nemlig valoriseringsprocessen, væver sig ind i den anden, altså arbejdsprocessens materielle karakter; det er formens forvandling til substans.” (side 228)
Som Mau på fremragende vis demonstrerer i bogens sidste kapitler, er vi i dag vidne til en reel subsumption af ikke bare arbejdsprocessen og dennes betingelser, men også af selve betingelserne for livet som sådan.
Gennem en stadig omskabelse af selve menneskelivets naturgrundlag former kapitalen naturen efter sin vilje: Med gensplejsede afgrøder, der tvinger landbruget til at handle hos multinationale agro-businesses, og en fuldstændig tømning af landbruget for egentlige arbejdsfunktioner, er betingelserne for 90 procent af livet på Jorden nu 100 procent underlagt kapitalens herredømme. Samtidig skærer kapitalen sig bogstaveligt ind i jordskorpen: Kunstige kanaler, shippingruter, enorme havneanlæg, motorveje, gas- og olieledninger og så videre og så videre er alle måder, kapitalen ophøjer sig selv til Gud i gammeltestamentlig forstand og simpelthen (om)skaber verden i dens billede.
Pointen her er: I kraft af at kapitalen på denne måde anvender sin magt til at omskabe verden, styrkes denne magt. Derfor er hver ny krise også en mulighed for at styrke kapitalen – snarere end at styrte den.
Det er det, der i sidste ende forklarer, at “alt lortet bare fortsætter”.
Spørgsmålet om produktionsrelationernes forrang
Så vidt et nærmest perverst kort rids af Maus imponerende og omfattende analyse. På den plads der er tilbage, vil jeg komme med to (i det mindste delvise) indvendinger. Den første af disse er af relativt snæver, marxologisk karakter og handler om det, som Mau kalder for produktivkraftdeterminisme. Grundlæggende handler det om, hvorvidt det er produktivkræfternes udvikling, der driver udviklingen i produktionsrelationerne, eller omvendt.
Der er ingen tvivl om, at Marx i begyndelsen af sit liv stod fast på det første, mens han senere blødte op på spørgsmålet og i hvert fald nærmede sig den anden position. Det er da også Maus analyse, og derfor konkluderer han eksempelvis:
“Historien drives ikke frem af produktivkræfternes immanente og nødvendige udvikling, men af mennesker, der handler inden for et bestemt sæt sociale forhold, som giver anledning til visse tendenser.” (side 112)
Som sagt holdt Marx vitterlig imidlertid hårdt på en sådan produktivkraftdeterminisme fra tiden omkring manuskripterne kendt som Den tyske ideologi (1845-46) og især Filosofiens elendighed (1847) og op gennem 1850’erne. Men i 1861-63 sker der noget: Her går det op for Marx, at produktivkræfterne ikke har en eller anden magisk, iboende tendens til at udvikle sig, men at det er noget, de gør under bestemte forhold.
Jeg er ikke her ude på at udfordre dette – det er som sagt en kendsgerning, at Marx’ anskuelser ændrede sig i dén retning. Men som Mau også selv pointerer, så vedbliver der helt til det sidste at være produktivkraftdeterministiske træk i Marx’ tænkning, for eksempel i Kapitalen. Her følger Mau den tyske Marx-forsker Michael Heinrich og hævder, at dette er rent “deklamatoriske” passager, som ikke har nogen indflydelse på den grundlæggende analyse. Og det er denne strategi, jeg vil anfægte.
For det første er det en alt for nem løsning – både når Mau siger det, og når Heinrich gør. For selv hvis det er rigtigt, at der i det konkrete tilfælde er tale om en rent deklamatorisk påstand, så må det betyde, at Marx ikke anser udsagnet for at være i modstrid med den bredere analyse. Selvom man hævder, at det er rent deklamatorisk, er man altså stadig nødt til at kunne forklare, hvordan det kan være tilfældet.
For det andet så er det et udtryk for, hvordan det sine steder er kendetegnende for Maus anvendelse af Marx, at han fremhæver de steder, hvor Marx er enig med ham, og ignorerer eller bortforklarer de steder, hvor han ikke er. Noget tilsvarende gør sig for eksempel også gældende i Maus noget selektive udlægning af de steder i Kapitalen, hvor Marx helt tydeligt opererer med bevidsthed (i passager Mau citerer!) som relevant for at adskille mennesker og dyr, noget Mau ellers i kraft af sine teoretiske anti-humanisme hævder, at Marx forkaster i 1840’erne.
Mau er naturligvis ikke forpligtet på at mene det samme som Marx. Men det giver en mærkelig ambivalens i anvendelsen, at han på den ene side bruger Marx som sandhedsvidne og på den anden side udvælger de dele af Marx, der harmonerer bedst med en bestemt analyse.
Det er fint at gøre det sidste, det gør vi nok alle ind imellem (inklusive mig selv). Men det svækker ikke desto mindre styrken af det første.
Strategiens niveau
Min anden anke går på det, Maus undersøgelse ikke kan eller vil, når det kommer til de mange forskellige kampe mod undertrykkelse. Hvad Maus bog ikke kan svare på – og retfærdigvis heller ikke forsøger at svare på – er, hvordan disse kampe skal føres.
Mau viser kompetent, at for eksempel spørgsmål om kønnet og racialiseret diskrimination ikke med nødvendighed hører til kapitalens kernestruktur, selvom kapitalismen historisk set har været fedtet ind i sådanne former for undertrykkelse fra starten. Således skriver han for eksempel:
“Kønnet undertrykkelse er ikke nødvendig for kapitalismen i betydningen ’en logisk forudsætning’, men den er nødvendig i den forstand, at kapitalismens historiske eksistens har medført, at kønnet undertrykkelse er blevet en ’nødvendig konsekvens’ af kapitalismen.” (side 165)
Imidlertid understreger Mau selv, at denne bestemmelse af det relevante abstraktionsniveau for analysen ikke i sig selv har nogen strategiske konsekvenser; man bør ifølge ham helt opgive tanken om, at den slags abstrakte analyser – hvor nødvendige de end er i sig selv – kan føre til konkrete politiske strategier. Derfor bør spørgsmålet om, hvorvidt den økonomiske kamp eller kampen mod for eksempel kønnet undertrykkelse er “vigtigst”, også begraves, og i stedet bør vi holde fast i, at den slags kampe er vigtige, alene fordi “de netop er kampe mod undertrykkelse – ikke fordi de er logisk forbundet med kapitalformen” (side 168).
Det er en væsentlig og rigtig pointe: Alle kampe mod undertrykkelse er vigtige og legitime, uanset deres eventuelle forbindelse til kapitalforholdet. Imidlertid er problemet, at det efterlader os med det åbenlyse spørgsmål: På hvilket grundlag bør vi så foretage vores politisk-strategiske analyser?
“Kampe er altid konkrete kampe”, skriver Mau (side 170), men selvom det utvivlsomt er rigtigt, at de må analyseres i deres konkrete fremtrædelse, så er hele fundamentet for Maus egen metode (og for Marx’ metode for den sags skyld) netop, at abstraktion er absolut nødvendigt. Enhver analyse indebærer abstraktion, også analysen af de konkrete kampe. Det er ikke nok blot at analysere hver enkelt kamp, vi må også kunne abstrahere til et generaliserende niveau, som kan sige os noget om vejen fremad.
Mau afviser ganske fornuftigt Lenins spejlteori om bevidsthed som et udtryk for en naiv realisme og en udynamisk, mekanisk materialisme (side 115). Men Lenins spejlteori var også resultatet af en bestemt opfattelse af forholdet mellem teori og praksis, en opfattelse der stod i forbindelse med hans forståelse af revolutionær politisk virksomhed.
Ingen siger, at Mau skal være leninist – eller at vi andre skal være det. Og det er helt legitimt, at Stum tvang ikke er tænkt som en undersøgelse af den rette strategi i kampen for at realisere kommunismen. Men det er svært at se, hvilken form for politisk-strategisk analyse (det vil sige abstraktion), der rent faktisk kan bygges oven på Maus fordring om altid at anskue kampe som konkrete kampe.
Det begrebsapparat, Mau udvikler, skriver han selv (side 306), kan “bruges på lavere abstraktionsniveauer” til at “producere strategisk relevante analyser” af konkrete kampe. Det er uden tvivl rigtigt. Men i denne lagdeling mangler der et mesoniveau, altså et niveau mellem Maus “høje” abstraktionsniveau og den konkrete kamps “lave”; der, hvor den strategi findes, som de konkrete analysers resultater skal være relevant for.
Det er Lenins, Luxemburgs og Hilferdings niveau; Bernstein, Kautskys og til dels Engels’ niveau. Som nævnt ovenfor er Mau hurtig til at afvise dem som en del af den “traditionelle marxisme” med dens fejlagtige forståelse af Marx. Men han overser, at der hos denne generation af marxister næsten lige så ofte, som der var tale om fejllæsninger og misforståelser, var tale om netop strategiske konklusioner på mesoniveau på baggrund af en oversættelse af den høje abstraktions begreber til de konkrete kampe.
Mau har givet os et fantastisk begrebsapparat og en teoretisk ramme til at forstå, hvorfor “lortet bare fortsætter”. Men han har ikke for alvor gjort os klogere på, hvordan vi finder ud af, hvordan vi kommer frem til én gang for alle at få skyllet ud i lokummet.
Denne anmeldelse har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
