Baggrund
For omkring 2,8 millioner år siden faldt niveauet af kuldioxid i Jordens atmosfære, hvilket udløste en istid. Siden da har langsigtede ændringer i Jordens bane og hældning, kaldet Milankovitch-cyklusser, forårsaget globale temperatursvingninger cirka hvert 100.000 år.
I de glaciale (kolde) faser har kilometertykke iskapper dækket det meste af planeten. I kortere interglaciale (varme) perioder har isen trukket sig tilbage mod polerne. I de sidste 11.700 år har vi levet i en interglacial periode, som geologer kalder den holocæne epoke.
Menneskets indvirkning på Jordens system er nu blevet så omfattende, at den kan sammenlignes med geologiske processer på planetarisk niveau såsom istider.
Under normale omstændigheder ville gletsjerne og iskalotterne på polerne nu vokse langsomt. Som nyere forskning viser, “ville gletsjerdannelsen nå en maksimal hastighed inden for de næste 11.000 år, hvis det ikke var for virkningerne af stigende CO2”. I stedet for global opvarmning ville Jordens fremtid være global nedfrysning, dog i en fjern fremtid.
Men som enhver ved, der er bare lidt opmærksom på miljøspørgsmål, udvider verdens gletsjere og iskapper sig ikke. De krymper – hurtigt.
Mellem 1994 og 2017 mistede Jorden 28 billioner tons is, og faldet er vokset med 57 procent siden 1990’erne. Selv hvis udledningen af drivhusgasser reduceres hurtigt, vil de forhold, der forhindrer kontinentale iskapper i at vende tilbage, sandsynligvis fortsat være virksomme i mindst 50.000 år fremover. Hvis udledningen ikke stoppes, vil isen ikke vende tilbage i mindst en halv million år.
Kort sagt: Istiden er blevet aflyst som et direkte resultat af drivhusgasudledninger forårsaget af menneskelig aktivitet.
Antropocæn afløser holocæn
Dette er et konkret bevis på en af de mest radikale konklusioner i det 21. århundredes videnskab: “Jorden har nu forladt sin naturlige geologiske epoke, den nuværende interglaciale tilstand kaldet holocæn. Menneskets aktiviteter er nu blevet så omfattende og dybtgående, at de kan måle sig med naturens store kræfter, og de skubber nu Jorden ud på planetarisk terra incognita” (ukendt grund, o.a.).
De forskere, der først nåede frem til denne konklusion, kaldte den nye epoke for antropocæn. En overvældende mængde vidnesbyrd viser, at en ny fase i Jordens historie er begyndt. Denne fase er kendetegnet ved, at mange aspekter af den naturlige verden forandres voldsomt, og den fører til forhold, som mennesket måske ikke kan overleve.
Forskerne har vist, at mange af de største forandringer er irreversible inden for enhver menneskelig tidshorisont. De har dateret begyndelsen på denne radikale forandring til midten af det tyvende århundrede. De har også vist, at fysiske spor af forandringen kan ses i geologiske lag.
For enhver fornuftig iagttager er sagen ubestridelig. Alligevel benægter nogle fremtrædende forskere, at der er sket en kvalitativ forandring, og en af verdens største videnskabelige organisationer har stemt imod en formel anerkendelse af den nye epoke. Den forskning og de debatter, der har ført til dette perverse resultat, er med til at belyse de udfordringer, som forskere og økosocialister står overfor i vores tid.
Earth System Science
I løbet af 1970’erne og 80’erne kom et stigende antal forskere til den konklusion, at traditionelle videnskabelige metoder med fokus på lokale eller regionale spørgsmål var utilstrækkelige til at forstå miljøproblemer. De konkluderede, at Jorden som helhed var trådt ind i en periode med ekstrem krise forårsaget af menneskelig aktivitet.
I 1972 skrev Barbara Ward og René Dubos for eksempel: “De to verdener, som mennesket lever i – biosfæren, som det har arvet, og teknosfæren, som det har skabt – er ude af balance og potentielt i dyb konflikt.” Jorden stod over for “en krise, der var mere pludselig, mere global, mere uundgåelig og mere forvirrende end nogen anden, som menneskeheden nogensinde havde oplevet, og den vil tage afgørende form i de allerede fødte børns levetid”.
Flere bestsellerbøger af James Lovelock promoverede det, han kaldte “Gaia-hypotesen”: At levende materie aktivt regulerer planetens miljø for at sikre optimale betingelser for at opretholde livet. Hans synspunkter blev afvist af de fleste forskere, men deres popularitet tilskyndede til studier af planeten som helhed. Nogle forskere bruger stadig ordet Gaia som synonym for Jordens system.
Det amerikanske rumcenter NASA nedsatte i 1983 en komite vedrørende Earth System Science (1). Målet med komiteen var “at opnå en videnskabelig forståelse af Jordens system i dets helhed i global målestok ved at beskrive, hvordan dets bestanddele og disses interaktioner har udviklet sig, hvordan de fungerer, og hvordan de kan forventes fortsat at udvikle sig på alle tidsskalaer”.
Millioner af højopløselige billeder af Jorden taget af Landsat-satellitterne, der blev opsendt for første gang i 1972, bidrog til denne indsats.
I 1986 godkendte Det Internationale Råd for Videnskabelige Sammenslutninger, at der blev oprettet et Internationalt Geosfære-Biosfære Program (IGBP). Det skete med det formål at “beskrive og forstå de interaktive fysiske, kemiske og biologiske processer, der regulerer Jordens system i dets helhed, det unikke miljø, det giver liv, de ændringer, der sker i dette system, og den måde, hvorpå de påvirkes af menneskelige aktiviteter”.
Programmet indledte sin virksomhed i 1990. Det oprettede et sekretariat i Stockholm og en række internationale arbejdsgrupper, der involverede tusindvis af forskere. Det var ud fra enhver tænkelig målestok “det største, mest komplekse og mest ambitiøse program for internationalt videnskabeligt samarbejde, der nogensinde er blevet organiseret”.
I de efterfølgende 25 år blev det vigtigste arbejde inden for Earth System Science udført i regi af dette program (IGBP).
Paul Crutzens nye definition
I IGBP’s grunddokument hedder det blandt andet:
“Menneskeheden befinder sig i dag i en hidtil uset situation. I løbet af en enkelt menneskegeneration forventes Jordens livsbetingende miljø at ændre sig hurtigere end nogensinde før i menneskets historie.” Det skulle vise sig at være mere indsigtsfuldt, end nogen havde forestillet sig i 1990.
I år 2000 rapporterede forskellige arbejdsgrupper på et møde om deres grundige forskning i de forløbne ti år. På mødet konkluderede den nobelprisvindende forsker i atmosfærisk kemi Paul Crutzen, at de akkumulerede forandringer havde overskredet grænserne for den nuværende geologiske epoke. “Vi befinder os ikke længere i holocæn,” erklærede han. “Vi befinder os i antropocæn!”
Denne indsigts betydning kan ikke overvurderes. Antropocæn var ikke bare et nyt ord, det var en ny virkelighed og en ny måde at tænke på krisen i Jordens system i dets helhed. En række førende forskere inden for udviklingen af Earth System Science (ESS) har for nylig pointeret:
“ESS har med hjælp fra sine forskellige værktøjer og tilgange introduceret nye koncepter og teorier, der har ændret vores forståelse af Jordens system i dets helhed. Især har de ændret vores forståelse af menneskehedens uforholdsmæssigt store rolle som drivkraft for forandring. Det mest indflydelsesrige begreb er antropocæn, som blev introduceret af Paul Crutzen for at beskrive den nye geologiske epoke, hvor mennesket er den primære faktor for biosfæriske og klimatiske forandringer.
Antropocæn er blevet et usædvanligt stærkt samlebegreb. Det placerer klimaforandringer, tab af biodiversitet, forurening og andre miljøspørgsmål samt sociale spørgsmål som højt forbrug, voksende ulighed og urbanisering inden for samme ramme. Det er vigtigt at bemærke, at antropocæn skaber grundlag for en dybere integration af naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora og bidrager til at udvikle bæredygtighedsvidenskab gennem forskning i antropocæns oprindelse og dets potentielle udvikling fremover.”
“Den store acceleration“
Crutzen foreslog oprindeligt, at antropocæn muligvis begyndte med den industrielle revolution i 1700-tallet, men efterfølgende forskning fokuserede på midten af det tyvende århundrede.
Nøglen til at nå til denne forståelse var opdagelsen af, at der netop i midten af det tyvende århundrede fandt et markant opsving sted i en mangfoldighed af globale socioøkonomiske indikatorer og tendenser i Jordens system som helhed. Dette fænomen blev kaldt “den store acceleration”. Det faldt tidsmæssigt sammen med, at menneskets energiforbrug voksede voldsomt i global skala – Jordens system som helhed befandt sig fra da af på en bane, der langt overstiger tidligere variationer i holocæn-epoken og i nogle henseender hele kvartær-perioden.
I 2004 udsendtes publikationen Global Change and the Earth System: A Planet Under Pressure. Her sammenfattede Det Internationale Geosfære-Biosfære Program (IGBP) resultaterne af deres forskning i globale forandringer og argumenterede for, at “Jordens samlede system nu befinder sig i en situation uden fortilfælde, der bedst kan betegnes som en ny æra i Jordens geologiske historie, antropocæn”.
Disse forskere skitserede, hvad de havde lært om den komplekse dynamik i Jordens samlede system, og de beskrev på den baggrund, hvorledes menneskelig aktivitet nu forandrer dette system helt grundlæggende. Deres redegørelse rummede de berømte ”great acceleration”-grafer, der viser en hidtil uset stigning i økonomisk aktivitet og miljøødelæggelse, begyndende omkring 1950.
De store metaboliske cyklusser, der understøtter livet på Jorden – kulstof, nitrogen, vand og mere – blev brudt, og “den hurtigste og mest gennemgribende ændring i forholdet mellem menneske og miljø indledtes … I løbet af de sidste 50 år har mennesket ændret verdens økosystemer hurtigere og mere omfattende end i nogen anden sammenlignelig periode i menneskets historie.”
Før holocæn – kaos
Ovenstående figur, der er baseret på en undersøgelse af iskernedata foretaget af forskere ved Potsdam Institute for Climate Impact Research, viser den gennemsnitlige årstemperatur i Grønland over de sidste 100.000 år. De første 90 procent af denne periode udgjorde afslutningen af pleistocæn, en 2,6 millioner år lang epoke, der var kendetegnet ved gentagne glaciale fremstød og tilbagetrækninger. I denne periode var det globale klima ikke kun koldt, det var generelt også ekstremt ustabilt.
Nutidsmennesket vandrede på Jorden i hele den periode, der er vist i denne graf, men indtil holocæn levede de i små, nomadiske grupper af jægere og samlere.
Klimahistorikeren William J. Burroughs, der kalder tiden før holocæn for “tiden, hvor der herskede kaos”, argumenterer overbevisende for, at så længe de hurtige og kaotiske klimaforandringer fortsatte, var landbrug og fast bosættelse umulig. For at lykkes kræver landbrug ikke kun varme årstider, men også et stabilt og forudsigeligt klima – og kort efter holocænens begyndelse begyndte mennesker på fem kontinenter uafhængigt af hinanden at dyrke landbrug som deres permanente livsform. “Da klimaet havde stabiliseret sig i en form, der på mange måder kan genkendes i dag, kunne alle de ting, der kendetegner vores efterfølgende udvikling (landbrug, byer, handel og så videre), blomstre.”
Holocæn har været en af de længste stabile varmeperioder i den sidste halv million år. Fra for 11.700 år siden til det tyvende århundrede varierede den gennemsnitlige globale temperatur ikke med mere end én grad celsius – op eller ned en halv grad. Det betyder ikke, at holocæn-vejret var uden ekstreme udslag: Den gennemsnitlige variation på én grad omfattede tørke, hungersnød, hedebølger, kuldebølger og intense storme. Men samlet set var det præget af et ikke for varmt, ikke for koldt klima.
Efter holocæn – kaos?
I 2009 definerede 29 førende forskere i Earth Science System ni planetariske grænser, som, hvis de overskrides, kan destabilisere Jordens system som helhed. Hvis grænserne ikke overskrides, vil holocæn-lignende forhold til gengæld stadig kunne opretholdes – det eneste miljø, som vi med sikkerhed ved kan understøtte store og komplekse menneskelige samfund.
Den seneste opdatering, offentliggjort i 2023, viste, at seks af de ni grænser er blevet overskredet: Jordens system har forladt, hvad der kaldes “safe operating space” (sikkerhedszone, o.a.) for disse seks områder: Klimaændringer, biosfærens integritet, ændringer i landoverfladesystemet, ændringer i ferskvand, biogeokemiske (nitrogen og fosfor) strømme og nye enheder. Og det er tæt på grænsen for havforsuring.
Disse ændringer varsler et klima, der er varmere, mere variabelt og mindre forudsigeligt, end noget fastboende menneskeligt samfund har oplevet – en ny æra af kaos.
2012 – en utvetydig konklusion
Sjældent har et nyt videnskabeligt begreb vundet så bred opbakning så hurtigt som antropocæn. I det årti, der fulgte efter Crutzens spontane erklæring, blev der udført en lang række undersøgelser af Jordens samlede system, der udforskede aspekter af begrebet.
Der er voksende enighed om, at vi har drevet planeten ind i en ny epoke, antropocæn, hvor mange af Jordens systemprocesser og økosystemernes levende struktur nu domineres af menneskelige aktiviteter.
Et vendepunkt indtraf i 2012, da Det Internationale Geosfære-Biosfære Program (IGBP) og andre videnskabelige organisationer, der beskæftiger sig med Jordens system som helhed, afholdt en konference i London om globale forandringer. Over 3000 mennesker deltog på stedet, og yderligere 3000 deltog online. Mødets sluterklæring var utvetydig:
“Forskning viser nu, at den måde, som Jordens system har fungeret på og understøttet menneskets trivsel i de seneste århundreder, er i fare. Handler vi ikke hurtigt, kan vand, fødevarer, biodiversitet og andre kritiske ressourcer være truet. Og disse trusler risikerer at forstærke de økonomiske, økologiske og sociale kriser og dermed potentielt skabe en global humanitær nødsituation.
Menneskets indvirkning på Jordens system er nu blevet så omfattende, at den kan sammenlignes med geologiske processer på planetarisk niveau såsom istider. Der er voksende enighed om, at vi har drevet planeten ind i en ny epoke, antropocæn, hvor mange af Jordens systemprocesser og økosystemernes levende struktur nu domineres af menneskelige aktiviteter. At Jorden har oplevet store, pludselige forandringer i fortiden, indikerer, at den kan opleve lignende forandringer i fremtiden. Denne erkendelse har fået forskere til at tage det første skridt til at identificere planetariske og regionale tærskler og grænser, som, hvis de overskrides, kan medføre uacceptable miljømæssige og sociale forandringer.”
På jagt efter geologiske beviser …
Alligevel manglede der noget.
Holocæn er et geologisk begreb. Det betegner de sidste 11.700 år, den seneste fase i planetens geologiske historie. Det er en epoke i den geologiske tidsskala, som blev fastsat for at sikre, at alle geologer har en fælles forståelse af stadierne i Jordens fysiske historie og bruger de samme termer til at beskrive den.
Enhver ændring af den geologiske tidsskala skal formelt godkendes af Den Internationale Kommission for Stratigrafi (ICS) og Den Internationale Union for Geologiske Videnskaber (IUGS), som begge er kendt for at være konservative og uimodtagelige over for forandringer.
Først i 2009 bad ICS palæobiologen Jan Zalasiewicz fra Leicester University i Storbritannien om at lede en arbejdsgruppe, der skulle undersøge og rapportere om, hvorvidt geologer formelt skulle anerkende antropocæn som en ny epoke.
Antropocæn-arbejdsgruppen måtte starte fra bunden. Tidligere arbejdsgrupper kunne basere deres drøftelser på årtiers eksisterende forskning. Men ingen havde endnu ledt efter geologiske beviser for et brud mellem holocæn og en mulig ny epoke.
I årene efter dannelsen af antropocæn-arbejdsgruppen gennemførte geologer over hele verden snesevis af forskningsprojekter om dette emne, og resultaterne blev offentliggjort i fagfællebedømte tidsskrifter og i bøger redigeret af arbejdsgruppens medlemmer.
En enorm mængde data og analyser skulle bearbejdes, gruppen var lille, og dens medlemmer var ulønnede frivillige. I 2015 havde de imidlertid samlet og evalueret en masse geologiske beviser – stærke fysiske indikatorer på, at der var ved at ske en radikal forandring. En artikel, der opsummerede disse beviser, blev offentliggjort i tidsskriftet Science i januar 2016.
… som blev fundet
Her fremgik det:
“Forekomsten af industrielt fremstillede materialer i sedimenter, herunder aluminium, plast og beton, falder tidsmæssigt sammen med, at der sker en vækst i nedfald af radionuklider og partikler fra forbrænding af fossile brændstoffer på globalt plan. Cyklusser, hvori kulstof, nitrogen og fosfor indgår, er blevet væsentligt ændret i løbet af det sidste århundrede. Havniveauet stiger med en hast, der overstiger ændringerne i den sene holocæn – og det samme gør menneskets forstyrrelser af klimasystemet. De biotiske (2) ændringer omfatter både artsinvasioner og accelererende artsudryddelser over hele verden. Tilsammen gør disse signaler antropocæn stratigrafisk forskellig fra holocæn og tidligere epoker…
De ovenfor beskrevne stratigrafiske markører er enten helt nye i forhold til dem, der findes i holocæn og tidligere epoker, eller ligger kvantitativt uden for variationsområdet for de foreslåede holocæne underinddelinger. Dertil kommer, at de fleste af de nærmeste drivkræfter bag disse markører i øjeblikket forstærkes kraftigt. Disse karakteristiske træk ved de seneste geologiske registreringer understøtter, at antropocæn formelt defineres som en stratigrafisk enhed, der svarer til andre formelt definerede geologiske epoker. Grænsen bør derfor fastsættes i overensstemmelse med procedurerne i Den Internationale Kommission for Stratigrafi.”
I 2023 besluttede antropocæn-arbejdsgruppen med overvældende flertal, at en ny geologisk epoke begyndte omkring 1950, og at den bedste stratigrafiske markør for den nye epokes start var de plutoniumisotoper, der blev skabt og spredt af de atmosfæriske hydrogenbombeprøvninger, som USA og Sovjetunionen gennemførte mellem 1952 og 1963.
Tolv steder på fem kontinenter blev undersøgt i detaljer for at vurdere deres egnethed som referencesteder. Begyndelsen på antropocæn kunne klart identificeres på alle tolv steder, men forskerne valgte Crawford Lake i det sydvestlige Ontario som det bedste sted for en “gylden spids” (3). I århundreder har unikke forhold dér bevaret årlige sedimentlag, herunder uforstyrrede lag indeholdende plutonium. Tre andre steder i Japan, Kina og Polen blev valgt som hjælpelokaliteter.
En ny epoke eller en langvarig begivenhed
Det mest almindelige argument mod den nye epoke var, at mennesker altid har ændret miljøet, så antropocæn er ikke noget nyt. Sent i debatten tog dette argument form af et forslag om, at antropocæn skulle betragtes som en uformel “begivenhed”, der strakte sig over tusinder af år. I den sammenhæng, hed det, var “den store acceleration” højst en intensivering af langvarige, fortsatte forandringer, ikke en kvalitativ forandring.
Antropocæn-arbejdsgruppens medlemmer svarede:
“Antropocæn er de facto en ny epoke og ikke blot en indkapsling af alle menneskeskabte påvirkninger i Jordens historie.” Faktisk er denne idé “i strid med antropocæns centrale betydning”, da den udvider den til alle menneskeskabte forandringer gennem tusinder af år og ignorerer “den pludselige menneskeskabte forandring, der har ført til en ny tilstand i Jordens system, der overskrider holocæns naturlige variationer”.
Kort sagt bevarede forslaget om, at antropocæn skulle betragtes som en uformel “begivenhed”, der strakte sig over tusinder af år, ordet antropocæn, men udraderede dets grundlæggende betydning og fundamentale indhold.
Andre argumenter imod at formalisere antropocæn varierede fra de trivielle (navnet er ikke passende, ideen kommer fra områder uden for geologien, andre epoker er længere) til de fornærmende (det hele handler bare om at få omtale).
I 2017 samlede medlemmerne af antropocæn-arbejdsgruppen de fremførte argumenter imod antropocæn og udarbejdede svar på hver enkelt. Den artikel, der kom ud af det, var høflig og kollegial, men ikke desto mindre ødelæggende. Den efterlod kritikerne uden noget videnskabeligt grundlag for fortsat modstand.
Politisk og uvidenskabelig modstand
Men som Zalasiewicz senere skrev:
“Hverken dette styrkede bevisgrundlag eller yderligere beviser, der efterfølgende blev indsamlet, mindskede den direkte modstand mod antropocæn, som et mindretal af arbejdsgruppen og deres fagfæller fremkom med.”
Den indflydelsesrige formand for Den Internationale Kommission for Stratigrafi (ICS) Stanley Finney var en stærk modstander, hvilket var en væsentlig faktor. Og som Zalasiewicz anførte, var modstanden, “selv når den blev besvaret og imødegået, ikke baseret på mængden af stratigrafiske beviser og deres kvalitet. Den syntes snarere at afspejle noget mere dybtliggende…”
Da antropocæn-arbejdsgruppen i november 2023 indsendte sit formelle forslag om at anerkende den nye epoke, indsendte den samtidig en klage til Kommissionen for Geoetik. Her anklagede den ledelsen af ICS og Den Internationale Union for Geologiske Videnskaber (IUGS) for bevidst at have hindret og undermineret arbejdsgruppens arbejde.
Kommissionen for Geoetik støttede angiveligt klagen og anbefalede, at der ikke blev afholdt afstemning. Men IUGS synes at have ignoreret anbefalingen.
Hvis de normale procedurer var blevet fulgt, skulle antropocæn-arbejdsgruppens henvendelse have udløst en åben diskussionsperiode. I stedet blev antropocæn-arbejdsgruppens forslag i marts 2024 pludselig nedstemt efter en kort diskussion bag lukkede døre. IUGS svarede slet ikke på antropocæn-arbejdsgruppens henvendelse, men meddelte blot, at den blev afvist.
Vi kan kun spekulere i de motiver, der førte til denne absurde beslutning. Men som arkæologerne Todd Braje og Jon Erlandson har påpeget, har debatten “potentiale til at påvirke den offentlige opinion og politikken for så vidt angår kritiske spørgsmål som klimaforandringer, udryddelse, moderne interaktion mellem mennesker og miljø, befolkningsvækst og bæredygtighed”. Set i det lys er det helt sikkert relevant, at geologi – en videnskab, der er dybt involveret i at finde og udnytte fossile brændstoffer – har været, lad os sige, konservativ i spørgsmålet om klimaforandringer.
I 2016 fremkom formanden for ICS med en anklage om, at “forsøgene på at få antropocæn officielt anerkendt måske i virkeligheden snarere er politiske end videnskabelige”.
Det modsatte synes mere sandsynligt: Modstanden mod ideen om antropocæn er politisk, ikke videnskabelig. Han og hans kolleger har i hvert fald sikret, at ingen kan benytte sig af ICS’ og IUGS’ prestige til at støtte aktiv handling for at forhindre klimakaos. Prisen for denne politiske sejr er et nederlag for geologiens troværdighed – den geologiske tidsskala afspejler ikke længere Jordens historie nøjagtigt.
“Antropocæn er måske ikke officiel, men den er reel“
Antropocæn-arbejdsgruppen er ikke forsvundet. Den fortsætter sit arbejde som en uafhængig gruppe og har offentliggjort flere vigtige artikler siden afgørelsen fra ICS og IUGS. Ligesom Charles Darwin gjorde på sin tid, udfordrer arbejdsgruppen i dag et videnskabeligt etablissement, der er fast besluttet på at beskytte et uvidenskabeligt verdensbillede. Den giver således et vanskeligt, men vigtigt bidrag til videnskabens fremskridt.
Otte år før de øverste bureaukrater inden for organiseret geologi traf deres beslutning, afsluttede jeg en sammenfatning af antropocæn-debatterne med disse ord:
“Det er stadig muligt, at det sædvanligvis konservative ICS enten vil afvise eller beslutte at udsætte enhver beslutning om at tilføje antropocæn til den geologiske tidsskala. Men som flertallet i antropocæn-arbejdsgruppen skriver: “Antropocæn har allerede en solid geologisk basis, brugen af den er udbredt, og den er faktisk ved at blive et centralt samlebegreb i overvejelserne om globale forandringer. …” Med andre ord: Manglende succes i en formel afstemning vil ikke få antropocæn til at forsvinde.”
Siden jeg skrev det, er bevismængden og disses overbevisningskraft kun vokset. De højeste temperaturer i menneskets historie, udryddelse af arter i et hidtil uset omfang, en global overflod af plast og syntetiske kemikalier, som naturen ikke kan absorbere, flere pandemier af tidligere ukendte sygdomme og mange flere kriser bekræfter, at en massiv forstyrrelse af Jordens livsunderstøttende systemer er i gang, i en ny og mere dødbringende fase af planetens historie.
Antropocæn er måske ikke officiel, men den er reel.
Noter
1) Earth System Science (også kendt som ESS) er en relativt ny videnskab, der betragter Jorden som et komplekst system. ESS forsøger at opnå en bedre forståelse af, hvordan samspillet mellem fysiske, kemiske og biologiske processer samt menneskelige aktiviteter tilsammen former Jordens miljømæssige tilstand. ESS kræver derfor bidrag fra flere videnskabelige discipliner. Der findes ikke en anerkendt dansk oversættelse af ESS.
2) Biotisk er et centralt begreb inden for økologi og biologi, der beskriver alle levende og interagerende elementer i et økosystem.
3) Golden spike eller gylden spids er et begreb, der benyttes, når nye geologiske epoker skal defineres. Et golden spike er et konkret, fysisk referencepunkt, der kan henvises til.
Ian Angus er redaktør af det onlinebaserede økosocialistiske tidsskrift Climate & Capitalism. Han har grundlagt Global Ecosocialist Network og udgivet flere bøger. Han er bosat i Canada.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2025. Artiklen er hentet fra Monthly Review no. 5, oktober 2025, hvor den kan læses på engelsk, og hvor der også findes et omfattende noteapparat. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
I Magasinet Arbejderen nr. 3, 2020 kan læses en anden relevant artikel om den antropocæne tidsalder: Imperialismen i den antropocæne tidsalder” af John Bellamy Foster, Hannah Holleman og Brett Clark.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
