Stater, virksomheder og finansielle institutioner skal straks stoppe al eksport af våben, våbendele og ammunition til Israel.
Israel risikerer nemlig at bruge det militære udstyr til at begå “alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og de internationale humanitære love”.
Budskabet fra et panel af ikke mindre end 31 FN-eksperter er ikke til at tage fejl af.
“Behovet for en våbenembargo mod Israel, og for at investorer tager afgørende skridt, er mere presserende end nogensinde, især i lyset af staternes forpligtelser og virksomhedernes ansvar i henhold til Genève-konventionerne, folkedrabskonventionen, de internationale menneskerettighedstraktater og FN’s vejledende principper for erhvervslivet og menneskerettigheder”, lyder det fra FN-eksperterne i en fælles udtalelse, der netop er offentliggjort af FN’s højkommissær for menneskerettigheder.
F-35-kampfly-producent nævnes ved navn
Blandt de våbenproducenter, der nævnes ved navn af FN, er Lockheed Martin, som danske våbenfirmaer som Terma leverer F-35-kampfly-dele til.
“Ved at sende våben, dele, komponenter og ammunition til de israelske styrker risikerer disse virksomheder at blive medskyldige i alvorlige overtrædelser af internationale menneskerettigheder og internationale humanitære love”, påpeger FN-eksperterne.
De uddyber:
“Våben starter, opretholder, forværrer og forlænger væbnede konflikter samt andre former for undertrykkelse, og derfor er tilgængeligheden af våben en væsentlig forudsætning for, at der kan begås krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne, herunder af private våbenfirmaer”, siger eksperterne.
Salg af våben til Israel er endnu mere alvorlig, efter at Den Internationale Domstol har beordret Israel til øjeblikkeligt at standse sin militære offensiv i Rafah på grund af risikoen for folkedrab.
Våben starter, opretholder, forværrer og forlænger væbnede konflikter samt andre former for undertrykkelse, og derfor er tilgængeligheden af våben en væsentlig forudsætning for, at der kan begås krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne, herunder af private våbenfirmaer.
31 FN-eksperter
Hertil kommer anmodningen fra anklageren ved Den Internationale Straffedomstol om at udstede arrestordrer på israelske ledere på grund af anklager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
“Fortsatte våbenoverførsler til Israel kan ses som bevidst bistand til operationer, der er i strid med internationale menneskerettigheder og internationale humanitære love, og kan resultere i profit fra en sådan bistand”, lyder det videre i udtalelsen fra de 31 FN-eksperter.
De kræver samtidig, at våbenfirmaer systematisk og med jævne mellemrum sikrer, at deres produkter ikke bliver brugt til at krænke menneskerettighederne og internationale humanitære konventioner.
Danske våbenfirmaer har foreløbig modtaget ordrer på næsten fire milliarder kroner for at levere dele til F-35-kampflyene.
Danmarks største våbenfirma, Terma, har 800 ansatte involveret i produktionen af dele til F-35-kampflyet. Alle F-35-fly indeholder seks essentielle dele produceret af Terma, heriblandt de såkaldte pyloner som holder og kaster kampflyets bomber og missiler.
Israels militær har 36 F-35-kampfly – og har bestilt yderligere 25 F-35-kampfly.
Terma skriver i en mail til Arbejderen, at virksomheden ikke har nogen kommentarer til FN-eksperternes opfordring til at stoppe al overførsel af militært udstyr til Israel og deres advarsel om medvirken til menneskeretskrænkelser.
Investorer kan også forbindes til menneskeretskrænkelser
FN’s eksperter henvender sig ikke kun til våbenproducenter – men også til finansielle institutioner, der investerer i våbenfirmaer.
“Hvis de ikke forhindrer eller begrænser deres forretningsforbindelser med disse våbenproducenter, der overfører våben til Israel, kan de gå fra at være direkte forbundet med menneskerettighedskrænkelser til at bidrage til dem med konsekvenser for medvirken til potentielle forbrydelser”, advarer FN’s eksperter.
I Danmark har pensionsgiganten ATP netop besluttet at skyde et “etcifret” milliardbeløb i Danmarks største våbenproducent, Terma. ATP bliver samtidig medejer af Terma.
Kapitalindsprøjtningen fra ATP vækker glæde hos Terma.
– Der er et stort behov for, at den danske forsvarsindustri kan levere nye teknologier og mere udstyr. Vi skal være i stand til at gøre mere selv. Derfor har vi i Terma lanceret en ambitiøs vækststrategi, hvor vi vil fordoble vores omsætning i løbet af de næste tre år. Det kræver selvfølgelig kapital og et solidt og langsigtet ejerskab, der vil være med på vækstrejsen, og det er vi utroligt glade for, at ATP vil, siger bestyrelsesformand i Terma Carsten Dilling.
ATP ønsker ikke at stille op til et interview med Arbejderen.
Omfattende drab på civile og ødelæggelse af infrastruktur
FN’s eksperter henviser til, at de igangværende israelske militære angreb er karakteriseret ved “vilkårlige og uforholdsmæssige angreb på civilbefolkning og infrastruktur” – eksempelvis ved omfattende brug af eksplosive og brændende våben i tætbefolkede områder samt ødelæggelse af boliger og bygninger, der huser sundhed, uddannelse, vand og sanitetsfaciliteter.
FN henviser til, at Israels angreb har resulteret i mere end 37.000 dræbte i Gaza og 84.000 sårede. Det anslås, at 70 procent af disse døde og sårede er kvinder og børn. I dag er børn i Gaza den største gruppe af amputerede børn i verden på grund af alvorlige skader, de har pådraget sig i krigen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.