En væbnet afkolonisering
Tirsdag den 1. marts – på hans 69-års fødselsdag – fik vi meddelelse om Jesper Bjørns alt for tidlige død. Jesper blev fundet død i sit hjem, og dødsfaldet kan muligvis være coronarelateret.
Jesper voksede op i Vangede, nord for København, med sin mor, far og to brødre.
Efter gymnasiet, hvor Jesper havde småjobs og aftjente sin værnepligt, søgte Jesper et “sommerfugle”-job i Københavns Kommunes Gadevedligeholdelse.
Jesper havde brug for lige at finde ud af, i hvilke retning hans karriere skulle gå, så det var et kærkomment pusterum fra bøgerne at komme med de hærdebrede jord- og betonarbejdere ud og banke sporvognsskinner op og lægge asfalt.
Jesper havde et særligt fagligt talent.
Der gik ikke længe, før Jesper blev en fast del af sjakket, og da han senere blev fastansat, valgte kollegaerne ham som deres tillidsmand. En stilling han i øvrigt bestred i over 30 år.
Jesper havde et særligt fagligt talent. Han var reel, retskaffen, flittig, vedholdende, skarp og en dygtig forhandler, og så var han ikke mindst en god kammerat, som altid kæmpede kollegaernes sag – og dem var der mange af.
Senere blev han fællestillidsmand, og da Vejklubben i Jord- og Betonarbejdernes Fagforening midt i halvfemserne skulle have ny formand, var Jesper den oplagte kandidat. Den tillidspost sad han på, indtil syv byggefagforeninger i 2005 lagde sig sammen til 3F BJMF. Jesper tog orlov fra Københavns Kommune og blev valgt som gruppeformand for Servicegruppen, som organiserer de offentlige, industrien og gartnere.
I 2013 valgte Jesper at søge tilbage til Københavns Kommune, hvor han blev en del af sekretariatet i Byens Drift i Teknik- og Miljøforvaltningen, til han gik på pension.
Ved siden af det faglige var Jesper bidt af sport, og især fodbold havde hans hjerte, både som aktiv i KFUM og på lægterne hvor han ud over KFUM’s 1. hold også fulgte FCK, landsholdet og ikke mindst arbejderklubben Sankt Pauli. Utallige gange gik turen med “Landskampsklubben” til Hamborg og Millerntor-Stadion.
Jesper var konkurrencemenneske. Alle kampe, han engagerede sig helhjertet i, skulle vindes. Den sidste blev dog for stor en mundfuld.
Vores tanker går til familie, børn og børnebørn.
Farvel, kammerat. Æret være dit minde!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
