Kommentar
Der følger ekstra penge med, lovede regeringen, da den i sidste uge lancerede sin højt profilerede ældrereform. En milliard kroner er afsat til at føre reformens intentioner ud i livet.
Det lyder af meget, men fordelt ud på 98 kommuner giver det i gennemsnit omkring 10 millioner kroner per kommune. Et beløb, der i øvrigt først er fuldt indfaset om flere år. De penge rækker ikke langt i en ældrepleje, der er slidt ned til sokkeholderne af mange års nedskæringer, effektiviseringer og forringelser.
Samtidig med, at fire glade ministre præsenterede ældrereformen, var der fuld gang i diskussioner i landets kommuner om, hvor de næste nedskæringer på ældreområdet skal ramme.
Det samme ser vi på andre velfærdsområder; Regeringen har slået stort op, at der er afsat ekstra penge til for eksempel psykiatrien og sygehusene, der også er ved at segne under alt for stort arbejdspres og for få ansatte.
Situationen skriger på et opgør med budgetloven og dens rigide regler. Det er nødvendigt, hvis der igen skal komme luft til velfærden.
De ekstra penge kommer drypvis over de næste år. For de ansatte og borgerne ude i virkelighedens verden virker løfterne om flere penge som fine skåltaler. De mærker ikke forandringerne i deres hverdag, hvor der konstant skæres ned og fyres i en situation, hvor der er mangel på uddannet arbejdskraft.
Situationen er desperat på stort set alle velfærdsområder, selvom det selvfølgelig er værre nogle steder end andre.
Det, der er brug for ude i kommuner og regioner, er et markant løft af de generelle budgetrammer her og nu. I årevis har velfærden været underfinansieret. Hvert år hører vi finansministeren bedyre, at der er ekstra penge til kommuner og regioner i de økonomiaftaler, der er indgået. I stedet for aftaler burde det hedde diktater fra regeringen, for det er det, der reelt er tale om.
Sandheden er, at de ekstra penge i mange år har været meget langt fra at dække de øgede udgifter til et stigende antal ældre og børn, langt flere mennesker med psykiske lidelser eller andre udfordringer, stigende medicinudgifter samt de voldsomme prisstigninger på grund af inflationen.
Det har været en helt bevidst politik fra skiftende regeringer at begrænse de offentlige udgifter så meget som muligt. Som et led i den øvelse, har et flertal af de danske politikere valgt at tilslutte Danmark til EU’s finanspagt og den dermed følgende budgetlov, der sikrer stram budgetstyring i kommuner og regioner.
Resultatet mærkes af borgerne og de ansatte i kommuner og regioner i form af konstante nedskæringer på alle velfærdsområder.
Situationen skriger på et opgør med budgetloven og dens rigide regler. Det er nødvendigt, hvis der igen skal komme luft til velfærden.
Derfor er det meget positiv, at offentligt ansatte, brugerorganisationer og kommunalpolitikere i stigende grad siger fra og kræver en ny kurs med bæredygtige økonomiaftaler og genopbygning af velfærden. Der er brug for et velfærdsoprør. Lad os allesammen hjælpe til med at give oprøret luft under vingerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
