Erhvervslivets tyndhudede spidser har sat gang i et klagekor over den såkaldte Arne-pension. Direktører og deres højreorienterede lobbyister frygter at komme til at mangle arbejdskraft til den rette pris, og det er enhver kapitalists værste mareridt.
Kritikken skriger til himlen. Det er de samme arbejdsgivere, der lader 14.000 unge stå uden praktikplads, nægter at ansætte ældre arbejdsløse, forsømmer at efteruddanne og blæser på arbejdsmiljøet i en lang række brancher, så folk bliver slidt ned.
Denne brug og smid væk-holdning til arbejdere i Danmark gør Arne-pensionen til det mindst mulige plaster på såret.
Men når 11.000 danskere kan komme på Arne-pension, er himlen tilsyneladende ved at falde ned om ørerne på os.
Debatten om Arne-pensionen udstiller en grundlæggende mangel på respekt for arbejdende mennesker fra kapitalisternes side.
Mange af de kommende Arne-pensionister har ovenikøbet et arbejde, lyder det med rædsel i stemmen. Men renses tallet for dem, der ellers ville ende på en anden offentlig ydelse, svarer det kun til to ud af hver 1000 beskæftigede.
Det absurde er, at arbejdsgiverne åbenbart altid skal have ret til rigelig med billig arbejdskraft.
Derimod har mennesker ikke på samme måde ret til et arbejde, selv om det er nævnt i menneskerettighederne. Danmark har årti efter årti accepteret hundredtusinder af arbejdsløse. Økonomer har sågar sat en grænse for, hvor få arbejdsløse der må være. Det er markedets orden. Men hvis firmaerne kan mangle arbejdskraft, skal himmel og jord sættes i bevægelse.
Det er en logik, regeringen langt hen ad vejen tilslutter sig. Nicolai Wammen forsikrede således, at det såkaldte arbejdsudbud stadig ville vokse trods Arne-pensionen, da initiativet blev præsenteret på Danish Crowns slagteri i Horsens i august 2020.
Arbejdsudbuddet er kapitalens ord for den arbejdskraftsreserve, der skal sikre, at lønningerne ikke stiger.
Den konservative Søren Pape kalder det for rendyrket socialisme, når “raske mennesker kan gå på pension som 64-årig – for andre folks penge!” For hvis man vil gå på pension før tid, skal man selv betale, tordner den konservative stridsmand. Og det er der jo som bekendt nogle, der har råd til, mens andre ikke har.
Arne-pensionen kræver 47 års anciennitet på arbejdsmarkedet og udgør højst 13.740 kroner om måneden. Man kan spørge sig selv, hvorfor nogle arbejdende er villige til at tage dette ikke særlige lukrative tilbud. Naturligvis fordi det er en nødvendighed.
Debatten udstiller en grundlæggende mangel på respekt for arbejdende mennesker fra kapitalisternes side.
Arbejdskraften skal blot bruges, til den ikke kan mere, uden at bekymre sig om at have ret til en værdig alderdom, hvor man stadig har helbredet i behold.
I virkeligheden burde en værdig alderdom være en universel rettighed og ikke en ret for et mindretal, som Arne-pensionen jo er.
For i samme åndedrag har regeringen og et flertal i Folketinget igen hævet pensionsalderen til 69 år med virkning fra nytår.
Danmark har i forvejen Europarekord i pensionsalder. Men det taler politikerne og direktørerne ikke om. De forarges over, at jord og beton-arbejderen kan trække sig tilbage efter 47 års knokleri, og Mette Frederiksen fremstår som den jævne arbejders beskytter, alt imens hun igen-igen hæver pensionsalderen.
Arbejdsgiveren og højrefløjen vil nu importere flere arbejdere fra Ukraine, Sri Lanka og Filippinerne for at erstatte Arne, der går på pension. Det skal ske ved at sænke beløbsgrænsen for arbejdere uden for EU – og det er Mette Frederiksen ikke afvisende overfor.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.