Da Arbejderen på denne lederplads for en måned siden skrev, at solidaritet med Cuba er et must, var truslen mod østaten allerede på et hidtil uset niveau.
USA havde kidnappet Venezuelas præsident Nicolas Maduro, og havde fået sat en stopper for forsyninger af den livsvigtige olie, som Cuba tidligere modtog fra Venezuela.
I løbet af den måned er forholdene på øen kun blevet værre dag for dag. De konstante og langvarige strømafbrydelser på øen påvirker alle aspekter af hverdagen. Mad er svært at tilberede på komfurerne, og står ellers og rådner op i køleskabe, da begge apparater kræver strøm.
Lys kan ikke tændes, biler kan ikke køre og skrald bliver efterladt på gaden uden at blive samlet op, hvilket leder til sygdomme og skadedyr. Det er en menneskeskabt katastrofe, som kun har et enkelt formål: At nedbryde cubanernes vilje og gøre dem klar til et regimeskifte, foranlediget af USA.
Og det er kun begyndelsen, hvis man spørger USA’s præsident Donald Trump. Han har i årets tre første måneder ladet det amerikanske imperie få frit slag rundt i verden, uden nogen respekt for international lov.
Cubanerne har historisk set bevist, at de er villige til at forsvare deres revolution med næb og klør. Deres determinition og styrke burde være en inspiration for alle, som ønsker en bedre og mere retfærdig verden. Men det cubanske folk kan ikke gøre det alene.
Først var det som sagt Venezuela, på nuværende tidspunkt er det Iran, som lider under USA’s bombardementer. Og Trump har udtalt, at næste mål er Cuba.
– Jeg tror, at jeg vil få æren af at tage Cuba. Jeg mener, om jeg befrer det eller tager det, så tror jeg, at jeg kan gøre, hvad end jeg har lyst til, lød det fra præsidenten mandag den 16. marts.
Udtalelserne faldt samtidig med, at hele øen oplevede et strømnedbrud. Det faldt også samtidig med, at der er faktiske samtaler mellem Cubas og USA’s regering om en “aftale” for at ophæve olieblokaden.
Cubas præsident, Miguel Diaz-Canel, har bekræftet, at forhandlinger finder sted, og at Cuba er åbne for at finde en løsning, som kan gavne begge lande. Repræsentanter fra regeringen i Cuba har blandt andet åbnet op for at eksilcubanere kan investere og eje virksomheder på øen.
Repræsentanterne understreger dog, at der på ingen måde kan blive forhandlinger om Cubas socialistiske system.
Selvom det kan lyde positivt, at der foregår forhandlinger, så var tilfældet nærmest det samme, før USA og Israel overfaldte Iran. Der var også forhandlinger i gang om en atomaftale, men det afholdte ikke USA-imperialismen fra at smide sine bomber.
Cuba er i en desperat situation, så at de forsøger forhandlingssporet er noget nær det eneste de kan. Dog har præsident Diaz-Canel understreget, at hvis der skulle komme en militær intervention, vil den blive mødt af “ubrydelig modstand”.
Og cubanerne har historisk set bevist, at de er villige til at forsvare deres revolution med næb og klør. Deres determinition og styrke burde være en inspiration for alle, som ønsker en bedre og mere retfærdig verden. Men det cubanske folk kan ikke gøre det alene.
Derfor må svaret på den nuværende situation være det samme, som vi skrev for en måned siden: Solidaritet med Cuba, krav om at ophæve blokaden, både olie og den generelle blokade, som Cuba har lidt under i seks årtier, og respekt for cubanernes ret til selvbestemmelse.
USA’s totale mangel på respekt for andre landes suverænitet og international lov generelt skal modstås. Det er en bunden opgave for alle antiimperialister, som ikke vil leve i en verden, domineret af amerikanske imperielle ambitioner.
Viva Cuba!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
