World Socialism Forum 2024
I sidste weekend gik anslået 100.000 på gaden i den italienske hovedstad Rom under det meget enkle slogan “Våbenhvile nu – forhandlinger om fred”.
Hele 600 organisationer stod bag demonstrationen, der er et udtryk for det folkelige pres, der vokser frem mange steder i denne tid, og som nedefra presser på for et krigs- og sanktionsophør.
Hvorvidt der kommer en våbenhvile og egentlige forhandlinger, afhænger af en lang række faktorer: sprækker i den herskende klasse, våbnenes tale – og presset fra os, fra folket. Forstærk det!
I vores naboland Tyskland har der på det seneste været flere demonstrationer, og især i den østlige del af landet “halter opbakningen” til krigskursen, som det formuleres negativt, når man er tilhænger af at fortsætte krigen i Ukraine som hidtil.
Endnu virker presset ikke. Langt fra. Også selvom det er begyndt at være tilladt at benytte ordet forhandling.
Op til det amerikanske midtvejsvalg i tirsdags forsikrede Ukraines præsident Zelensky pludselig, at han da aldrig har afvist forhandlinger (når bare Putin ikke sidder med ved forhandlingsbordet). Og i USA er der kræfter i det politiske establishment, der forsigtigt stikker næsen frem og hvisker de forkætrede ord “våbenhvile” og “forhandling”.
I Europa åbner der sig flere steder sprækker hos magthaverne. I takt med at den økonomiske sanktionskrigs konsekvenser breder sig, forstærkes monopolernes kamp om markeder og profitter. Det blev meget tydeligt, da Tysklands kansler Scholz med en lang hale af tyske industrirepræsentanter tog til Kina for nylig.
Tyskland står over for faren for en egentlig afindustrialisering, og de tyske monopoler forsøger at kompensere – og positionere sig i konfrontationen mellem Vesten og Kina. Det skaber også rivninger i EU og NATO i forhold til krigen i Ukraine.
Herhjemme sætter den afgående regering og det nyvalgte Folketing fortsat kikkerten for det blinde øje, og uden at se til hverken højre eller venstre marcheres der trofast i takt med høgene i USA og NATO. Udenrigs- og sikkerhedspolitik som et tema i forhandlingerne om en ny regering? Næppe – medmindre det er for at lade endnu flere milliarder rulle til oprustning. Danmark som en stemme for våbenhvile og fred? Glem det!
På slagmarken i Ukraine går det stadig hårdt for sig. De 300.000 soldater af reserven, som Rusland for et par måneder siden mobiliserede, ser ud til at være på plads. På den anden side fortsætter den militære støtte fra Vesten til Ukraine, inklusive eksempelvis dansk støttet militær træning af ukrainere til krig.
Alt er gjort klar til et større, afgørende slag.
USA har gradvist optrappet sin støtte – først lette våben, så tunge våben og missilsystemer og efterretningsbistand. Og senest er det officielt bekræftet, hvad man længe har kunnet gisne om: At der er amerikanske “militære inspektører” til stede på landjorden i Ukraine.
Så jo længere krigen varer, desto tydeligere bliver USA’s og NATO’s rolle og krigens karakter af en stedfortræderkrig, en proxy-krig.
Selve Ukraine er i knæ økonomisk, landets energisystem er ødelagt, og det er totalt afhængig af økonomisk hjælp udefra – i mange år fremover.
Hvorvidt der kommer en våbenhvile og egentlige forhandlinger, afhænger af en lang række faktorer: sprækker i den herskende klasse, våbnenes tale – og presset fra os, fra folket. Forstærk det!
Læs også
Udland
Kampe på tværs af Europa
Storstrejker i Grækenland, Belgien og Frankrig med opstart samme dag
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
