Desværre må man gå ud fra, at som systemet kører nu rundt omkring i verden, så får regeringer – ligegyldigt af hvilken art – først for alvor øjnene op for naturens værdier, hvis f.eks. tabet af livsformer udgør en trussel imod den profit, man regner med. At sige, at planeten går under uden hvide næsehorn vil næppe vække bekymring. Det samme er tilfældet, hvis man påpeger, at forskellige sommerfugle er udrydningstruede, men hvis man BEVISER, at kloden ikke kan klare sig uden bier eller et ikke-forurenet havområde, så bør de i hvert fald vågne op …..
Log ind for at svareErkendelse er første skridt: Vi står som menneskehed lige nu midt i en global naturkrise.
Der bruges resurser i et tempo, så naturen ikke er i stand til at genskabe dem. Arter udryddes i et rekordstort omfang, og klimakrisen truer med uoverskuelige forandringer på hele vores planet.
Socialisme er det solidariske og bæredygtige alternativ til kapitalismen.
Naturen er alt for kompleks til, at vi i dag præcist kan forudsige alle konsekvenser af faldet i biodiversitet, stigende temperaturer og overforbrug af resurser. Men allerede det, vi ved i dag, har skræmmende perspektiver.
Denne katastrofekurs ændres ikke ved et par vrid i lovgivningen, lidt investeringer, grønne skatter og gode intentioner. Der skal meget mere til.
Vi kommer ikke uden om et opgør med vækstparadigmet – ja selve profitmotivet – og de vestlige forbrugersamfund. Vi kommer ikke udenom at indrette vores samfund på en helt grundlæggende ny måde, hvis vi for alvor vil sætte natur og mennesker i centrum.
Vi skal finde helt andre måder at leve sammen på, hvor naturens kredsløb respekteres og udgør grundlaget i et fællesskab, hvor lige fordeling og adgang til resurser og teknologi træder i stedet for individuel vinding.
Sådanne forandringer kan vi ikke vente fra verdens lovgivere og virksomhedsledere. Det er, som altid, op til folket at sikre de nødvendige forandringer. Men hvordan skaber vi tilstrækkelig bevægelse?
Det hele står og falder med, om arbejderklassens organisationer mobiliseres for sagen. Både fordi arbejderne udgør den mest talstærke gruppe, og fordi klassen sidder inde med magten til at sætte samfundet i stå. Og ligesom alle kapitalismens kriser vil naturkrisen ramme arbejderklassen hårdest.
Arbejdet for at mobilisere arbejderklassen må ikke tænkes snævert nationalt eller regionalt. Løsningen af kapitalismens naturkrise kræver international solidaritet. Af alle arbejdende i verden er det bønder og arbejdere i Det Globale Syd, som først og hårdest rammes af klimaforandringer, biodiversitetskrise og resursemangel.
Det stiller krav til klima- og miljøbevægelsen om at indtænke social retfærdighed – globalt, lokalt og nationalt – ind i formuleringen af krav. Om ikke at puste til underordnede interessekonflikter, men finde frem til det der samler.
Det stiller også krav til alle klassebevidste arbejdere om at rejse spørgsmålet om kapitalismens naturkrise i fagbevægelsen – med det mål at sikre bred støtte på arbejdspladsniveau for radikale løsninger på krisen. Kun sådan kan der skabes grundlag for den nødvendige aktivitet.
Erkendelse er første skridt: Naturens kompleksitet kræver radikale løsninger – socialisme er det solidariske og bæredygtige alternativ til kapitalismens rovdrift.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
