Onsdag vedtog EU-parlamentet endeligt det omstridte direktiv om mindsteløn.
Et direktiv der i sidste ende kan trække kravet om et lovbestemt lønniveau ned over EU-landene og dermed som et angreb på arbejdernes ret til at forhandle overenskomster.
Dansk fagbevægelse reagerede hurtigt ved at kræve, at Folketinget og regeringen anlægger en sag mod EU for at bryde sin egen Lissabon-traktat.
Desværre har EU-domstolen først og fremmest en historik for at følge sin egen plan: Vejen hen mod en fuldtonet og harmoniseret EU-stat. Og her er en politisk bestemt mindsteløn et effektivt værktøj.
Det er ikke nok at opfordre til et sagsanlæg eller øge lobbyindsatsen. Kampen kommer til at stå helt andre steder. På arbejdspladsen, på gaden og i kampen for at løsrive sig fra EU’s indblanding.
Danske fagforeninger frygter, at EU’s mindsteløn på sigt kan betyde enden for den danske model på arbejdsmarkedet og dermed for en stærk fagbevægelse, der har været grundlaget for velfærdsstaten.
Og de har god grund til at være bekymrede.
Direktivet kommer til at underminere overenskomstsystemet direkte og indirekte og til at trække flere og flere virksomheder væk fra det besværlige samarbejde med de ansatte og over mod ren lovgivning. Som vi blandt andet har set det i Tyskland, hvor en lovbestemt mindsteløn blot har kastet flere mennesker ud i fattigdom og kostet fagbevægelsen medlemmer.
EU kommer ikke til at kræve en lovbestemt mindsteløn i Danmark nu og her – men skinnerne er lagt. Samtidig er der åbnet en ladeport for, at EU uden problemer kan blande sig i andre spørgsmål om arbejdernes rettigheder.
Det frygtede direktiv bør få de danske fagforeninger til at vågne op af deres tornerosesøvn, når det handler om EU.
EU’s indre marked har givet os massive problemer med social dumping og svækket den faglige kamp gennem en række EU-domme. Den fri bevægelighed og de frie markedskræfters magt er kun et andet ord for undertrykkelse af arbejdernes rettigheder, men det er ord, der er grundfæstet i EU-traktaternes formål.
Derfor er EU ikke vejen til at skabe bedre levevilkår for den brede befolkning. Tværtimod.
Det er ikke nok at opfordre til et sagsanlæg eller øge lobbyindsatsen. Kampen kommer til at stå helt andre steder. På arbejdspladsen, på gaden og i kampen for at løsrive sig fra EU’s indblanding.
Det er på tide at tage et opgør med EU’s magt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.