Den 18. november skal danskerne til stemmeurnerne. I landets 98 kommuner og fem, snart fire, regioner skal lokale politikere vælges til at forvalte alt fra sundhed til transport og byudvikling. Det har en massiv indflydelse på, hvordan vores lokalområder kommer til at se ud de næste fire år.
Det er samtidig også nogle af de mest politisk diverse valg i landet, da tærsklen for at stille op til kommunal- og regionsvalg er langt lavere end for at stille op til Folketinget. Lokallister og små partier har derfor rig mulighed for at gøre sig gældende og endda opnå valg, når vi rammer valgdagen i november.
Og den diversitet gavner os alle, da langt mere progressive kandidater og partier end dem, vi ser på borgen, kan komme ind og have reel indflydelse. Det er særligt vigtigt i en tid, hvor velfærden lider, leveomkostningerne stiger og de svageste i samfundet mangler en stemme, som reelt kæmper for dem.
Skolelukninger, mere privatisering af kernevelfærd og mangel på for eksempel pædagoger sker alt sammen, imens de bugner af penge i de kommunale kasser.
Det er blot nogle af de emner, som vi her på Arbejderen vil sætte fokus på frem mod valget. Vi er ikke et stort medie med lokalredaktioner i alle dele af landet, men de overordnede udfordringer, som påvirker lokalpolitiken i hele landet, vil vi troligt og grundigt dække, så du kære læser kan være bedst muligt orienteret, når du skal sætte dit kryds.
På blandt andet velfærdsområdet hænger en stor mørk sky over de prioriteringer, som kommuner skal lave i deres budgetter. Den såkaldte budgetlov gør det nemlig svært for kommunerne at bruge penge på velfærd i en grad, som de ønsker. Loven sætter et loft over, hvor mange penge, der må gå til velfærd, og det påvirker vores alles hverdag.
Skolelukninger, mere privatisering af kernevelfærd og mangel på for eksempel pædagoger sker alt sammen, imens de bugner af penge i de kommunale kasser. I 2024 skrev fagforbundet FOA, at kommunerne på daværende tidspunkt havde næsten 50 milliarder liggende, som på grund af budgetloven ikke må bruges på velfærd.
Det føles næsten som en dårlig joke, men det er virkeligheden ude i kommunerne. Budgetloven er til for at Danmark skal holde sig inden for reglerne udpeget i EU’s finanspagt, men eftersom Danmark ikke er med i Euroen, behøves loven reelt set ikke. Den er blot et påfund fra 2012 for at stryge unionen med hårene, til skade for vores alles fælles velfærd.
Budgetloven og dens konsekvenser for velfærden er blot et af de områder, som Arbejderen vil sætte fokus på under valgkampen. Som nævnt tidligere er den politiske diversitet også større under lokalvalgene end til de nationale valg.
Derfor stiller vi avisens spalter til rådighed for progressive kandidater og lister fra hele landet, som vil kæmpe for den nære velfærd og de lokale leveforhold. Vi vil gerne være med til at fremme de stemmer, som ikke nødvendigvis er fra den politiske mainstream, men lokale stemmer, som forsøger at bringe en reelt progressiv politik frem i kommunerne.
Kommunal- og regionsvalget i år er også særligt, da det er det første valg, der afholdes, i skyggen af Israels folkemord mod palæstinenserne. Mange partier og medier er allerede gået polemisk ind i en diskussion om, hvorvidt det overhovedet er et emne, som relaterer sig til det kommende valg.
På Arbejderen er vores holdning klar: det er relevant, og ikke kun for polemikkens skyld. Flere kommuner køber fortsat produkter fra Israels ulovlige bosættelser, kommuner investerer i israelske firmaer eller firmaer, som bakker op om besættelsen og blandt andet Odense har en venskabsby i Israel.
Der er derfor rigeligt konkret politik at tage fat på for de lokale politikere, når det kommer til Israel. Apartheidstatens skal boykottes og presses til at stoppe folkedrabet, og det skal ske på alle niveauer, nationalt såvel som lokalt.
De emner, som er nævnt i den her leder, er blot et udsnit af, hvad Arbejderen har tænkt sig at sætte fokus på op til valget. Under vores tagsite KV25, kan du finde alt den røde og progressive journalistik, vi laver om valget.
Vi håber, at du vil læse med!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.