Læserbrev
”Det er vores ansvar, at vi i den rige del af verden, som uomtvisteligt har forurenet mest, betaler de fattige lande for de livsødelæggende klimaskader,” siger Lars Koch, generalsekretær i Oxfam IBIS, i kølvandet på en ny rapport, som viser at behovet for kompensation for klimakatastrofer er i dag ni gange højere end for 20 år siden.
”Klimaskader handler ikke om hjælp, men om rettigheder. Udsatte lande har krav på at blive kompenseret for skader, som klimaforandringerne påfører dem. Det er kun retfærdigt, at dem, der har forårsaget skaderne, også er forpligtiget til genopretningen. Det er ligesom, hvis jeg brænder naboens hus ned, så har jeg en forpligtelse til at kompensere for skaderne,” siger Lars Koch.
Kapitalens magt – organiseret globalt gennem det imperialistiske verdenssystem – med dets logikker og tvangsmekanismer vil ikke tillade reel klimaretfærdighed.
Siden år 2000 har 4 milliarder mennesker været ramt af vejrrelaterede katastrofer, og Oxfam beregner omkostningerne ved skader fra ekstremt vejr i 2021 til 2.275 milliarder kroner. Et beløb som kun kommer til at stige i fremtiden. Og mængden af kroner og øre omfatter ikke alle de menneskelige omkostninger.
Oxfam har tidligere beregnet, at verdens rigeste ene procent fra 1990 til 2015 har udledt dobbelt så meget CO2 i atmosfæren som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Det afrikanske kontinent, hvor 17 procent af verdens befolkning lever, udledes i dag fire procent af verdens CO2.
Oxfam IBIS foreslår, at der oprettes en finansieringsfacilitet baseret på klimaretfærdighed med princippet om, at dem, der har forurenet mest, bidrager mest.
Det er et både sympatisk og rigtigt krav, men også utænkeligt under de nuværende forhold. Lige så utænkeligt er det at tænke sig, at hensynet til natur og mennesker pludselig skulle stilles over jagten på profit uden radikale forandringer. Vi kan derfor se frem til fortsat udbygning af fossil infrastruktur, fortsat overforbrug i vores del af verden og en fortsat destruktiv landbrugsproduktion – medmindre noget grundlæggende laves om.
Kapitalens magt – organiseret globalt gennem det imperialistiske verdenssystem – med dets logikker og tvangsmekanismer vil ikke tillade reel klimaretfærdighed. Det vil nemlig kræve reel selvbestemmelse til lande i det globale syd – frigivelse af patenter og særrettigheder, et opgør med den koloniale økonomiske magt samt nedbrydning af de nyliberale handels- og gældsfængsler, som fastholder utallige lande i afhængighed.
Reel klimaretfærdighed kræver med andre ord et opgør med selve kapitalismen. Og eftersom det er os i det globale nord, som udleder mest, og “vores” herskende klasse der først og fremmest profiterer på og fastholder lande i det globale syd i afhængighed, tilfalder der os et særligt ansvar for at kæmpe for radikale forandringer, her hvor vi lever.
En styrkelse af den revolutionære kamp i Danmark vil være det bedste bidrag, vi kan yde til vores kammerater i det globale syd.
En solidarisk internationalistisk kamp for klimaretfærdighed indebærer bekæmpelse af imperialismens institutioner som NATO, EU og IMF. Institutioner som fastholder en ulige verden, og som fastholder de riges ret til at skalte og valte med vores fælles resurser – på bekostning af det store flertal.
Vi må ikke lade os lokke til – selv ikke midlertidigt – at støtte disse imperialismens fæstningsværker. Krige og kriser vil fortsætte med at komme og gå, så længe vi lader kapitalens logik bestemme retningen.
Kommunister og andre revolutionære må se igennem den akutte fare og solidarisk stå fast på en afmontering af selve det system af undertrykkelse og udbytning, som står i vejen for en bæredygtig og solidarisk udvikling.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
