Tirsdag den 11. november kom den længe ventede dom om Mindstelønsdirektivet fra EU domstolen. Det blev ikke en sejr for Danmark, som havde håbet, at hele direktivet ville blive annulleret, men der var alligevel nogle begrænsninger af direktivet at finde i dommen.
Netop på grund af de begrænsninger bliver dommen af nogle dele af fagbevægelsen, og regeringen, udlagt som en delvis sejr til Danmark.
Det korte af det lange: Der kommer ikke nogle politikere fra Bruxelles og bestemmer direkte, hvad lønnen i Danmark skal være.
Det kan også sagtens tolkes som en slags sejr, det var trods alt en stor del af bekymringen fra den danske fagbevægelse og regering. En lovbestemt mindsteløn fra EU ville have undermineret hele det overenskomstsystem, som vi her til lands bryster os så meget med.
Dog er bare det faktum, at EU overhovedet kan få nogen indflydelse på arbejdsmarkedspolitik bekymrende. Selvom det ikke bliver den fulde pakke fra Kommissionen den her gang, så er bevægelsen begyndt mod et EU, som kan bestemme mere og mere over hverdagen for arbejdere i unionen.
Arbejdsforhold og løn skal bestemmes af arbejdsmarkedets parter, af arbejderne selv organiseret i egne og uafhængige fagforeninger, ikke af EU.
Det er på trods af, at Lissabon-traktaten ellers definerer lønforhold som et nationalt anliggende. Dog skal man ikke se længere tilbage end til 2024, hvor EU pludselig også ville have fælles våbenindkøb, for fælles optagede lån, for at se, at EU altid gerne vil tage lidt mere ansvar væk fra nationalstaterne, uanset om det er traktatstridigt eller ej.
Derfor kan dommen fra i tirsdags nemt ende som en glidebane. Kampen mod EU’s angreb på den danske model er langt fra afsluttet.
For eksempel er Danmark blevet pålagt med dommen fra EU, at skulle udarbejde en politisk bestemt handlingsplan, hvis overenskomstdækningen falder til under 80 procent på det danske arbejdsmarked.
EU kan altså ikke bestemme direkte, men kan tvinge de danske lovgivere til at gøre det, og dermed underminere overenskomstsystemet, der i sin grundessens ikke lader politikere blande sig i forholdene på arbejdsmarkedet. Som Benny Vinther Jensen, formand for 3F Aalborg sagde til Arbejderen i forbindelse med dommen:
– For mig er det fuldstændig ligegyldigt, om det er EU eller den danske stat, der skubber os ned ad den. Vi skal nemlig slet ikke have en politisk bestemt mindsteløn i Danmark. Som jeg forstår det, er den eneste forandring med den her dom, at hvis en lovbestemt mindsteløn kommer på tale i Danmark, så fastlægges den ikke af EU, men af den danske regering. Jeg er fortsat imod lovbestemt mindsteløn, uanset hvem der fastsætter den.
Og deri ligger den grundlæggende pointe i hele diskussionen om Mindstelønsdirektivet. Arbejdsforhold og løn skal bestemmes af arbejdsmarkedets parter, af arbejderne selv organiseret i egne og uafhængige fagforeninger, ikke af EU.
Det er den grundlæggende ret, som EU forsøger at gøre op med. Dommen er ikke en sejr til Danmark, blot en forsinkelse i EU-Kommissionens plan, derfor må kampen mod en lovbestemt mindsteløn fortsætte, det handler om vores alles hverdag og arbejdsforhold.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
