Vrede og utilfredshed
På mig virker det altså, som om TrickleDown-svineriet er blevet importeret fra USA, og det skal bremses, inden det bider sig fast
Log ind for at svareDen nye regering har besluttet at lægge sag an mod EU for at få annulleret Unionens forhadte direktiv om mindsteløn. Det sker efter hårdt pres fra store dele af fagbevægelsen. Så langt så godt.
Direktivet er et angreb på den danske model og vores ret til at organisere os og forhandle overenskomster. Hvorfor kan du læse meget mere om her.
Men kampen mod mindstelønnen er langt fra slut, selv om regeringen lægger sag an. Det er ikke en kamp, vi kan udlicitere til jurister, bureaukrater, dommere eller politikere. Det er en kamp, vi selv må føre.
Vi skal fastholde det politiske pres for, at EU holder fingrene fra vores arbejdsmarked, og den daglige kamp for, at working poor og løndumping ikke breder sig yderligere.
For det første er der ingen garanti for, at EU-domstolen følger EU’s egen traktat og kender direktivet ulovligt. Historien viser, at EU og ikke mindst Domstolen vil gå langt for at udvide sine magtbeføjelser.
For det andet er direktivet kun ét ud af mange midler, som EU bruger for at fratage os vores rettigheder og sænke lønnen. Den uindskrænkede fri bevægelighed, EU’s udbudsregler og den økonomiske spændetrøje i finanspagten udgør tilsammen et bestandigt angreb på løn- og arbejdsforhold i Danmark.
Retningen er sat af de største europæiske virksomheder for årtier siden, og den flugter smukt med den nye regerings iver efter at øge “arbejdsudbuddet” og på den måde holde lønningerne nede og folk i ro.
Det, vi står overfor, er ikke blot et par måneders inflation, hvor man skal holde hånden under de mest udsatte. Det er en kamp for arbejderklassens vilkår. Vi kan se perspektiverne syd for grænsen: Reformer, der lagde pres på de arbejdende og arbejdsløse, og en politisk vedtaget mindsteløn fik i løbet af få år antallet af fattige tyskere til at eksplodere.
Derfor skal vi fastholde det politiske pres for, at EU holder fingrene fra vores arbejdsmarked, og den daglige kamp for, at working poor og løndumping ikke breder sig yderligere.
Teknikken i direktivet er kompleks og langhåret, men effekten af EU’s politik er skræmmende konkret. Lavere løn, færre rettigheder og en hverdag, hvor vi skal finde os i mere uden at kunne sige fra. Det er de spørgsmål, vi må blive ved med at rejse, dér hvor vi er. Vi skal ikke overlade den debat til apparatet i fagbevægelsen eller systemet i EU. Det er den for vigtig til. Hvis vi mener, at demokrati er værd at slås for, er det her et godt sted at starte.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
