Torsdag den 27. maj vedtog FN’s Menneskerettighedsråd i Genève en resolution om at oprette en uafhængig undersøgelseskommission, der skal undersøge mulige krigsforbrydelser op til og under krigen mod Gaza under den 11 dage lange krig.
Resolutionen opfordrer også alle stater til at undlade at sende våben til parterne, hvis der er en åbenlys risiko for, at disse vil blive brugt til at begå overtrædelser af internationale menneskerettighedslove og internationale humanitære love.
Resolutionen er både fair og balanceret, da den omfatter alle parter i konflikten – både besættelsesmagten og de besatte. Men det mener hverken EU eller den danske regering.
Så længe Israel opretholder en ulovlig besættelse, så længe er der behov for at undersøge, om Israel krænker de humanitære love og menneskerettighederne.
Ingen EU-lande stemte for. Flere EU-lande stemte imod – Østrig, Bulgarien, Tjekkiet og Tyskland. Mens Frankrig, Italien, Holland og Polen undlod at stemme. Iblandt de sidste var også Danmark, som sædvanligt, kunne man tilføje.
Ifølge Udenrigsministeriet undlod Danmark at stemme for resolutionen, fordi det ikke klart fremgik, at alle parter skal undersøges, samt at undersøgelsen har permanent karakter. Ministeriet understreger, at det ellers gerne ser en undersøgelse af krigsforbrydelser, hvis det blev gennemført på den rigtige måde.
At udenrigsminister Jeppe Kofod sår tvivl ved, om resolutionen omfatter alle parter, er helt i skoven og kan kun tolkes som et skalkeskjul for endnu en gang at frede Israels årelange forbrydelser mod palæstinenserne og tilsidesættelse af folkeretten og international ret.
For i resolutionen står der, at undersøgelseskommissionen skal “undersøge alle påståede krænkelser af international humanitær lov og alle påståede krænkelser af internationale menneskerettighedslove op til og efter 13. april 2021 i de besatte palæstinensiske territorier, inklusive Østjerusalem, og i Israel samt alle underliggende årsager til tilbagevendende spændinger, ustabilitet og langvarig konflikt, herunder systematisk diskrimination og undertrykkelse baseret på national, etnisk, racemæssig eller religiøs identitet.”
Og så længe Israel opretholder en ulovlig besættelse, så længe er der behov for at undersøge, om Israel krænker de humanitære love og menneskerettighederne.
Det burde selv Jeppe Kofod fatte. Men den danske udenrigsminister trasker troligt i hælene på sine forgængere. Blæser højt og flot på alle internationale regler og love – heriblandt flere FN-resolutioner – for besættelsesmagten og apartheidstaten Israel behøver ikke at følge dem.
Det er konsekvensen af dansk udenrigspolitik overfor Israel og palæstinenserne gennem årtier.
Derimod er Jeppe Kofod meget optaget af at tørre hele ansvaret af på Hamas og palæstinenserne. Dagen før afstemningen i Genève talte Kofod i Folketinget og forsvarede Israels “legitime” ret til selvforsvar og kaldte Hamas’ raketter mod Israel for “ren og skær terrorisme”.
Han kunne med samme ret have omtalt Israels bombninger af Gaza som ren terrorisme – tilmed statsterrorisme. Natten til den 14. maj kastede 160 israelske kampfly 450 bomber mod 150 mål på blot 40 minutter i Gaza, der er på størrelse med Langeland. Men det undlod han.
Da Jeppe Kofod tiltrådte som udenrigsminister i juni 2019, erklærede han ved ministeroverdragelsen: “Den regelbaserede verdensorden er truet. Men Danmark kan gøre en forskel, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for det arbejde”.
Foreløbig har Kofod kun bidraget til at underminere de internationale regler og humanitære love. Det er mildt sagt en skændsel.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér