Åbent brev
Den 10. august sad den palæstinensiske journalist Anas Al-Sharif i et telt i nærheden af Al-Shifa Hospitalet i Gaza sammen med sit kamerahold. Her forsøgte journalisterne at vise verden, hvordan Israels folkemord udspiller sig mod palæstinenserne.
Omkring klokken 23:30 lokal tid ramte et missil teltet.
Missilet blev affyret af den israelske hær, og alle i teltet døde med det samme. Anas, der var kendt for sin utrættelige rapportering fra Gaza under folkemordet, kunne nu føjes til listen over de mere end 250 journalister, Israel har dræbt i Gaza siden oktober 2023.
Drabene skal stoppe, udenlandsk presse skal have fri adgang til Gaza, og Israel skal holdes ansvarlig for dets forbrydelser.
Det er en klokkeklar krigsforbrydelse at angribe pressen under en krig, det kan ikke diskuteres. Tidligere har Israel benyttet sig af den samme undskyldning, som de bruger, når civile bliver dræbt i hobetal i Gaza: Det var ikke meningen at dræbe dem, målet var Hamas-militante.
Dog var drabet på Anas specielt, selvom det ikke umiddelbart virkede sådan. Israel indrømmede nemlig, at de specifikt havde angrebet Anas, fordi han skulle være “en Hamas-agent”, et postulat som Israel ikke har ført beviser for.
Israel indrømmer altså blankt, at der nu er frit lejde til at angribe pressen i Gaza, hvis besættelsesmagten ikke kan lide det, som de viser resten af verden. Angiveligt har Israel endda tilbudt Anas at komme ud af Gaza under deres beskyttelse, hvis han stoppede sin journalistik.
Det er så kynisk, at det lyder som noget, en superskurk i en tegneserie ville finde på, men det sker lige for øjnene af os.
Og reaktionerne fra Vesten? Der kom de sædvanlige fordømmelser og løftede pegefingre fra den såkaldte “demokratiske verdensorden”, men som så mange gange før, ingen konsekvenser for Israels krigsforbrydelser.
Intet andet land har dræbt lige så mange journalister under en krig, som Israel har under deres fortsatte folkemord. Det er måske kun en mindre del af de mange uhyrligheder, som besættelsesmagten påfører palæstinenserne, men det er alligevel vigtigt at påpege.
Pressen spiller en kæmpe stor rolle i at få fortalt historier fra palæstinenserne, som verden ellers aldrig havde hørt. Folkemordet i Gaza kaldes ofte “det første livestreamede folkemord”, og journalisterne i striben spiller en stor rolle i den betegnelse.
Det kan Israel selvfølgelig ikke have, derfor dræber de journalister. Nu er de endda nået til et punkt i deres arrogance, at de ikke engang behøver at lade som om, at det er fejltagelser og uheld, fordi det alligevel ikke har nogen konsekvenser.
Selvom Vestens regeringer ikke tør sige noget til det, så har journalister verden over gjort modstand. Freedom To Report har indsamlet underskrifter fra journalister og har, mens disse linjer skrives, over 1000 underskrifter, 137 af dem fra danske journalister.
Undertegnede samt Arbejderens ansvarshavende redaktør er blandt de underskrivende.
Det er selvsagt ikke nok med en underskriftsindsamling, men det viser, at den frie presse nægter at se stiltiende til, når vores kollegaer dræbes af Israel. Derfor må og skal det kræves, at Vesten holder Israel til ansvar for deres angreb på pressen.
Drabene skal stoppe, udenlandsk presse skal have fri adgang til Gaza, og Israel skal holdes ansvarlig for dets forbrydelser.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
