Tirsdagens valg til det grønlandske Inatsisartut (Landsting) har fået mere opmærksomhed uden for Grønlands grænser end noget tidligere valg. Både fra danske og andre udenlandske medier.
Uanset hvad har grønlænderne sendt et signal om, at de ikke bare lader sig løbe over ende. De har bidt fra sig.
Danmarks Radios udsendte korrespondent Kim Bildsøe Lassen kunne således i Deadline tirsdag aften rapportere om “flere internationale medier end til et dansk folketingsvalg”.
Årsagen er klar: Grønlands strategiske betydning er igen kommet i fokus, nu hvor kapløbet om at kontrollere Arktis er forstærket, og udenlandske selskaber og magter står på spring for at etablere minedrift og udnytte, at Grønland har brug for egne indtægter for at nærme sig reel selvstændighed.
Som Arbejderen har dokumenteret i en serie artikler fra Grønland, indgår Arktis og dermed Grønland eksempelvis i EU-kommissionens strategi med det Disney-klingende navn “Walking on Thin Ice”.
Ifølge strategien er de arktiske ressourcer “helt afgørende for EU’s økonomi i den nærmeste fremtid (…) EU har derfor en interesse i at udvide sine aktiviteter i regionen.”
EU’s Institut for Sikkerhedsstudier har udarbejdet en analyse med den mere alvorlige titel “Arctic Stress Test”. Her hedder det, at hvis ikke EU kommer med i udnyttelsen af sjældne jordarter i Grønland, “kan det true Unionens evne til at udvikle sin forsvarsindustri og digitale økonomi og evne til fortsat at være konkurrencedygtig med USA og Kina”.
Så kapløbet, slagsmålet, er bestemt i gang.
Og den grønlandske befolkning har bare at makke ret. Ligesom den tidligere har måttet betale, da et amerikansk atombevæbnet fly styrtede ned nær Thulebasen i 1968. Eller da fangere blev tvangsforflyttet i 1953 for at skabe plads til den amerikanske militære Thule-base.
Men Inuit Ataqatigiit (IA) vandt med 36,6 procent af stemmerne klart over Siumuts 29,4 procent ved tirsdagens valg. Det er et signal fra grønlænderne om, at de ikke vil have gentaget fortiden. Den folkelige protestbevægelse Urani Naamik (Uran Nej Tak) har klart haft en betydning, og meningsmålinger viser da også, at der er flertal for minedrift generelt, men ikke for minedrift i Kvanefjeldet på grund af de radioaktive farer.
Nu går forhandlingerne om at sammensætte et nyt Naalakkersuisut (Landsstyre) i gang, og de kan ende i hvad som helst. Det er bestemt ikke en nem situation, Grønland står i – stadig tynget af sin koloniale fortid og med alskens internationale selskaber og imperialistiske magters ånde i nakken. Også sociale og uddannelsesmæssige problemer trænger til at blive løst.
På sin vis kan man sige, at Grønlands dilemmaer afspejler klodens dilemmaer: Hvordan skabe en udvikling hvor natur og økonomi er i balance.
Uanset hvad har grønlænderne sendt et signal om, at de ikke bare lader sig løbe over ende. De har bidt fra sig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.