En lærke letted og tusind fulgte . . .
Det er den 29. august – 80-års dagen for Augustoprøret i Danmark. Mette Frederiksen og andre repræsentanter for regeringen ankommer til mindelunden, for at hædre de faldne der ofrede livet for Danmarks frihed.
Begivenheden bliver transmitteret i TV og radio, og Mette Frederiksen hædrer i en tale de modige frihedskæmpere, der satte alt ind på at bryde med samarbejdspolitikken og underkastelsen over for Hitler-Tyskland.
Hun fremhæver især kommunisternes indsats, som dem der organiserede modstandskampen i samarbejde med andre i Danmarks Frihedsråd. Det var den reelle regering i resten af besættelsestiden, og den havde kontakter til alle de allieredes regeringer.
Om aftenen, den samme dag, er der fakkeltog gennem Strøget til Rådhuspladsen, for at markere dagen.
Det er et bevægende øjeblik da frihedssangen af Mads Nielsen synges af de mange tusind fremmødte:
”En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit. ”.
Aftenen afsluttes med taler af repræsentanter for DKP og De Konservative, der tog initiativ til dannelsen af Frihedsrådet.
I hele ugen op til den 29. august har der været vist film om besættelsen, bl.a. den berømte ´Det gælder din frihed´ af instruktøren Theodor Christensen (1914-1967) og manuskriptforfatteren Karl Roos (1914-1951).
Der bliver bragt radiomontager der fortæller om modstandsarbejdet i de enkelte byer, med særlig fokus på forberedelserne af Folkestrejkerne i august der førte til bruddet med Tyskland.
Medierne og dagspressen er med andre ord optaget af, at give et sandfærdigt billede af hvad der skete under frihedskampen, og hvordan den 29. august 1943 betegnede et højdepunkt.
Augustoprøret i 1943 var ikke resultatet af enkelte individers modstandsvilje, men af kommunisterne målbevidste og stædige indsats; trods forfølgelser, tortur, interneringer og deporteringer til Kz-lejrene i Tyskland.
Det var arbejderbevægelsen der var den drivende kraft i frihedskampen, og det var foreningen af de sociale krav med kravet om frihed, der førte til sejren!