De såkaldte Epstein-filer har ramt den globale herskende klasse som en tornado. Vante forestillinger om, hvordan magten opfører sig, er fuldstændigt forsvundet. Nu kan vi alle se præcis, hvordan den herskende klasse begår sig.
Sagen, som omhandler de frigivne dokumenter i sagen mod den afdøde pædofile overgrebsmand og ven af eliten Jeffrey Epstein, stikker i mange retninger.
Der kan tales om selve overgrebene, seksuelle og fysiske, som blev begået med sadisme og kynisme mod hundredvis af børn, alt sammen for Epstein og hans kumpaners egne lyster.
Der kan tales om Epsteins forbindelser til Mossad, både gennem sin svigerfar Robert Maxwell, sit venskab til den tidligere israelske premierminister Ehud Barak eller et FBI-dokument, hvori det beskrives, at Epstein trænede som spion med netop Mossad.
Begge de emner er relevante og skal også undersøges nærmere fremadrettet, men et emne, som i høj grad bider sig på med udgivelsen af Epstein-filerne, er det netværk, som blev bygget op omkring og af manden.
Det netværk viser med al tydelighed, at den herskende klasse ikke kun har nogle sygelige lyster, men også at den mingler med hinanden, at den koordinerer med hinanden og sætter retningen for magtfordelingen helt uden om de demokratiske rammer.
En ting er altså sikkert: Filerne har blotlagt noget, som længe har været tænkt om den herskende klasse. At den ingen respekt har for folkestyre, at dens lyster og skruppelløshed ingen grænser kender, og at den er mere sammentømret, end befolkningen tidligere har forestillet sig.
Epstein er et slags bindingsled mellem alt fra storkapitalister, intellektuelle, royale og folkevalgte. Se blot på, hvordan både Bill Gates, Ehud Barak, Noam Chomsky, Peter Mandelson, Thorbjørn Jagland og kronprinsessen af Norge alle optræder som en del af Epsteins store netværk.
Mange af de karakterer, og Epstein selv, var også medlemmer af den såkaldte “Trilaterale kommission“. Et forum som Epstein drog stor nytte af for at opbygge sit netværk, da det gav ham direkte adgang til alverdens magtfulde mennesker.
Flere af de implicerede, blandt andre Thorbjørn Jagland, som er tidligere statsminister i Norge, og den britiske politiker Peter Mandelson, er nu under efterforskning for korruption.
De afsløringer, som nu ser dagens lys, viser med alt tydelighed noget, som kunne lyde som en konspirationsteori før i tiden. At ja, der findes en herskende klasse, og at den netop agerer som en samlet klasse, der udnytter sin egen magt for at fremme sine egne interesser.
Liberale og andre tilhængere af status quo har ellers længe forsøgt at fremme ideen om en slags adskillelse af magten i toppen. At selvom politikere, intellektuelle og kapitalister til tider taler sammen, repræsenterer de forskellige interesser og er alle underlagt folkestyret gennem demokratiet.
Den ide er smadret nu. Kapital, techgiganter, tankeledere, politikere og medier er bundet sammen gennem Epstein.
De sidste filer i Epstein-sagen mangler stadig at blive udgivet, og selvom den amerikanske kongres har pålagt justitsministeriet det, nøler de med at få det gjort. Hvorfor, kan det kun spekuleres om, men et citat fra USA’s justitsminister Pam Bondi kan give en indikation på, hvorfor det går så langsomt.
– Hvis alle dem, som er i Epstein-filerne, blev retsforfulgt, ville hele systemet kollapse.
En ting er altså sikkert: Filerne har blotlagt noget, som længe har været tænkt om den herskende klasse. At den ingen respekt har for folkestyre, at dens lyster og skruppelløshed ingen grænser kender, og at den er mere sammentømret, end befolkningen tidligere har forestillet sig.
Filerne er et vendepunkt, nu må vi bare ikke glemme, hvad vi har set, når den næste skandale rammer medierne, og det her bevis på magtmisbrug falder i baggrunden.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
