Høring på Arbejdermuseet 6. august
Regeringen vil have sosu-assistenter og sygeplejersker fra Indien og Filippinerne til at arbejde i Danmark. Det kan komme til at ske med danske uddannelser i de to lande.
Idéen om at rekruttere sundhedspersonale fra den anden side af kloden er ikke ny. Den blev lanceret af Moderaterne for flere måneder siden.
Det er en klokkeklar falliterklæring fra regeringens side.
Når man henter arbejdskraft fra fattige lande, handler det ikke mindst om at udhule løn og arbejdsvilkår og få prisen på arbejde ned.
Først underfinansierer og nedgør man fag som sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og fylder området med elendige arbejdstider, stress, korte kontrakter og vikarer. Og når man så ikke kan overbevise danske unge om at søge arbejdet og uddannelserne, vil man importere indere og filippinere i stedet.
Forslaget giver grund til bekymring.
Når man henter arbejdskraft fra fattige lande, handler det ikke mindst om at udhule løn og arbejdsvilkår og få prisen på arbejde ned.
Regeringens hellige ko er det såkaldte arbejdsudbud – reelt den arbejdskraftreserve, der skal holde lønnen nede. Med et trylleslag kan sundhedsminister Løhde og co. øge “arbejdsudbuddet” med millioner af syd- og østasiater. Nok skal de nye kolleger uddannes, og de skal nok også have dansk løn. Men en systematisk rekruttering af indere og filippinere vil stadig underminere arbejdernes muligheder for at opretholde og forbedre forholdene.
For det første vil udenlandske kolleger fra markant fattigere lande ikke kunne forventes at indgå i en stærk kamp for bedre vilkår. Overenskomstvilkår vil derfor kunne blive svækket over tid.
For det andet er den såkaldte mangel på arbejdskraft netop et våben i kampen for ordnede forhold for de ansatte – og på sigt gode forhold for patienter og gamle.
Et styrkeforhold i de ansattes favør tvinger nemlig arbejdsgiverne – i regioner og kommuner og i sidste ende staten – til at investere i løn, arbejdsforhold, uddannelse, anerkendelse og så videre.
Markedets lov om udbud og efterspørgsel, som Moderaterne og Venstre normalt sværger til, vil styrke lønnen og arbejdsforholdene for at kunne tiltrække nye generationer – men den sættes ud af kraft med regeringens nye quickfix.
Hvis man bare kan hente millioner af mennesker fra fjerne lande, er der jo ingen grund til rette op på forholdene. Der vil altid være nogle, der er sultne nok til at ville forlade deres familie og rejse til Danmark. Vi har set det i andre brancher, hvor rettigheder og arbejdsmiljø bliver skrottet, fordi man kan hente arbejdere, der ikke kan sige fra. Det er dovent og med kyniske bagtanker.
Arbejdskraftens fri bevægelighed er kapitalens ønske nummer ét, fordi det spiller alle kort i hænderne på arbejdsgiverne.
Der er mange andre faldgruber: Er det realistisk i forhold til sprog, kultur, faglighed og så videre?
Men det er også problem set fra syd: Indien og Filippinerne har brug for alle de gode hænder og hoveder, de kan bruge til at trække landene ud af fattigdom.
Det er sølle.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
