Tænketanken Cevea kunne for nylig offentliggøre en undersøgelse, der viste, at omkring 300.000 danskere arbejder på såkaldte nul timers-kontrakter. Altså jobs hvor man ikke er garanteret et bestemt antal timer og dermed heller ikke en fast løn, men kan hives ind og ud efter arbejdsgiverens forgodtbefindende. Den ultimative fleksibilitet for chefen.
Det svarer til 11 procent af arbejdsstyrken. Halvdelen er studerende, og den anden halvdel er mennesker, der skal leve af lønnen og forsørge sig selv og andre som arbejdende.
Det er ringere sikkerhedsnet og understøttelse, der føder et arbejdsmarked, hvor man ikke længere har råd eller ret til at sige nej.
Undersøgelsen blev mødt med en vis skepsis, og det er forståeligt nok, for tallet lyder voldsomt, og området er en gråzone, hvor man ofte ikke kalder en spade for en spade.
Reelt handler det om mange typer jobs – blandt andet tilkaldevikarer og falske selvstændige, der udstyres med et CVR-nummer og dermed mister basale rettigheder som lønmodtager.
De fleste er dog enige om, at flere og flere arbejder i disse typer af jobs uden sikkerhed. Både i det private og det offentlige:
Pakkebude kører solen sort uden sikkerhed for en hyre, der kan betale huslejen. Buschauffører kører på nul timers-kontrakter, der betyder, at de kan fyres med et øjebliks varsel, hvis det behager vognmanden.
Rengøringsassistenter på offentlige sygehuse får en kontrakt stukket ud, hvor der står, at de er ansat på 0 timer og 0 minutter, men reelt arbejder de 37, 40 eller 50 timer og har vagtplan flere måneder frem. Hvis de bliver syge en dag, aflyses vagten simpelthen. Pension er der ikke noget af, og faglige rettigheder er under pres, fordi man reelt ikke kan sige nej.
Det er ikke en udvikling, der er demokratisk besluttet. Det er resultatet af markedets søgen efter profit, nedskæringer i den offentlige sektor og EU-bestemt deregulering af arbejdsmarkedet. Og naturligvis af styrkeforholdet på arbejdspladserne.
De mulige konsekvenser kan vi se i andre lande i Europa: Én ud af ti er arbejdende fattig i EU, og tallet er langt højere blandt folk på usikre kontrakter. Millioner af arbejdere og arbejdsløse må gå i såkaldte food banks for at overleve i Tyskland, Storbritannien, Spanien og andre lande. Jobs uden rettigheder har banet vejen for den nye fattigdom.
Derfor skal vi sætte hårdt ind mod det nye daglejerarbejdsmarked. Spørg din politiker op til kommunal- og regionalvalget, om de accepterer nul timers-kontrakter i flextrafik, på bus- og rengøringsområdet.
Gå med i kampen mod Nemlig.com og støt Wolt-budene og de andre platformsarbejdere i kravet om ordnede arbejdsforhold og overenskomster.
Og sig nej til forringelser af dagpengene for nyuddannede. Det er netop ringere sikkerhedsnet og understøttelse, der føder et arbejdsmarked, hvor man ikke længere har råd eller ret til at sige nej.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.