Da det socialdemokratiske parti Labour torsdag vandt regeringsmagten i Storbritannien, var det først og fremmest et fravalg af De Konservative.
14 års nedskæringer har gjort briterne dødtrætte af politikere generelt.
Hver femte brite er fattig, fire millioner af dem må gå i food banks for at klare sig, og store grupper er arbejdende fattige. Samtidig har den konservative regering privatiseret dele af sundhedsvæsnet og kastet store offentlige værdier i armene på kapitalister i skattely. Briterne er desperate.
Det fattige Storbritannien er ikke skabt af brexit, men er resultatet af en 40 års hård klassekamp mod landets arbejdere.
Hovederne skifter, men politikken og systemet forbliver sådan cirka uændret. Regeringen administrerer bare systemets og elitens behov. Det er borgerligt demokrati i sin allerfineste udgave.
De Konservative fik en syngende lussing af vælgerne med kun 22 procent af stemmerne.
Keir Starmer og Labour fik 35 procent. Det er hele 5 procent lavere end Jeremy Corbyns Labour i 2017, men på grund af det aparte britiske valgsystem får partiet flertal i parlamentet. Intet tyder dog på, at vælgerne har store forhåbninger til den nye premierminister. Kun 60 procent af vælgerne stemte – den laveste andel i landets historie.
Partiet Reform UK med EU-modstanderen Nigel Farage i spidsen kom også ind. Her har højrefløjen høstet stemmer på utilfredshed med det bestående system som i mange andre europæiske lande.
Den kommende premierminister Keir Starmers valgslogan var “change” – forandring.
Men briterne kan ikke se frem til nogen særlig forandring. De har kunnet vælge mellem de to partier, der på skift indtager Downing Street, når folket er blevet trætte af den siddende regering. På den måde fastholder de magten på de samme hænder.
Hovederne skifter, men politikken og systemet forbliver sådan cirka uændret. Regeringen administrerer bare systemets og elitens behov. Det er borgerligt demokrati i sin allerfineste udgave.
Flere uafhængige kandidater blev valgt, trods hårde odds i det britiske enkeltmandssystem. Mange af dem stillede op i protest mod Labours støtte til Israels massemord.
En af de nyvalgte uafhængige kandidater er Jeremy Corbyn, tidligere leder af Labour, der blev væltet under absurde anklager om at støtte antisemitisme.
Reelt blev han kuppet af sine egne, fordi han var for venstreorienteret, for socialistisk og ønskede virkelig forandring. Han ville bruge brexit til at indføre en mere retfærdig politik for landets arbejdere, en politik som EU’s regler ikke havde tilladt.
Det fik han aldrig lov til, for højrefløjen i Labour og landets medier modarbejdede ham fra første dag.
Tilbage står briterne med den største ulighed i 100 år og politikere, som ingen stoler på. Men der er et krav om forandring, og det bliver ikke mindre de kommende år.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
