Billedreportage fra OK-opstart
Vi har nok stolet for meget på NATO-beskyttelsen, der jo heller ikke er uden problemer, bare af en anden art
Log ind for at svareUSA har den 3. januar angrebet Venezuela, noget som der har været optakt til i flere måneder forud. I forbindelse med angrebet er landets præsident Nicolás Maduro blevet kidnappet og står nu tiltalt for såkaldt “narkoterrorisme” i New York.
Den her ene begivenhed har vendt fuldstændig op og ned på verdenspolitikken, statsledere ved ikke, hvordan de skal reagere på USA’s handlinger, og virker mest af alt fuldstændig handlingslammede.
Alt sammen fordi USA nu åbent gør det, som antiimperialister har vidst i årtier, at de gør: Bruger deres overlegne militære magt til at underkaste og plyndre mindre nationer.
Mainstreammedierne taler om det som en unik og ny ting, men dem, som har fulgt med i USA-imperialismens handlinger i fortiden, ved, at der er intet nyt under solen. Det eneste nye ved angrebet på Venezuela er, hvordan den amerikanske regering omtaler motiverne bag.
Selvom et narrativ om Maduro som leder af et narkokartel og Venezuelas status som storeksportør af fentanyl er blevet forsøgt og tilbagevist, sagde Donald Trump det meget direkte på et pressemøde, samme dag som angrebet fandt sted:
– Amerikanske oliefirmaer skal ind i landet og genopbygge olieindustrien […] Ingen vil nogensinde igen betvivle USA’s totale dominans på den vestlige halvkugle, lød det fra præsidenten.
Umiddelbarheden er ny, motiverne og metoderne er ikke. USA har en lang historik med regimeskifteoperationer og invasioner af latinamerikanske lande. Se blot på Chile i 1973, hvor USA indsatte et brutalt militærdiktatur med Augusto Pinochet i spidsen, eller invasionen af Panama i 1989.
Kun venezuelanerne har ret til at bestemme retningen for deres eget land, ikke Trump, ikke USA’s militær eller andre imperialister, som kun søger at plyndre og udnytte landets ressourcer, som suverænt tilhører folket.
USA har aldrig fulgt de spilleregler, som de historisk har krævet af resten af verden. Folkeretten er blot et værktøj i USA’s geopolitiske spil, ikke et princip som de selv behøver at følge.
Hvis et land nægter at lade sig plyndre og udnytte af USA, så bliver militæret sat ind, uanset hvad verdenssamfundet siger.
Sådan har det været siden afslutningen på Anden Verdenskrig, og sådan vil Trump tydeligvis have, at det fortsætter.
Det blev også gjort klart i den nye sikkerhedspolitiske strategi fra USA. Den vestlige halvkugle er USA’s nærområde, og derfor har de ret til at gøre præcist, hvad de ønsker i det område.
Og det gør med rette andre lande i regionen nervøse.
Cuba, Colombia og Mexico har allerede fået at vide, at de kunne være de næste i rækken, som skal udsættes for angreb og kup. Angrebet på Venezuela kan hurtigt skabe en dominoeffekt, hvor hvert eneste land i Sydamerika, der nægter at lade sig indordne under imperialismen, bliver tvunget til det militært.
Og herhjemme bliver al Trumps tale om at annektere Grønland set i et helt andet lys.
Hvis USA altid forbeholder sig muligheden for at angribe og overtage andre lande uden at rådføre sig med nogen, hvor længe går der så, før amerikanske tropper står i Nuuk?
Alligevel forbliver både den danske og øvrige europæiske reaktion kun at finde i ord. Angrebet fordømmes som brud på folkeretten, men fjernelsen af Maduro roses alligevel, løgnene om narkosmugling gentages, og sanktionerne mod Venezuela og dens befolkning opretholdes.
Vil man faktisk bekæmpe USA-imperialismen, er den slags reaktion ikke god nok. USA skal kræves ud af Venezuela, landets ret til selvbestemmelse skal forsvares, og den kidnappede præsident Maduro skal løslades.
Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før USA gør nøjagtig det samme i et andet land, det være Cuba eller Grønland.
Kun venezuelanerne har ret til at bestemme retningen for deres eget land, ikke Trump, ikke USA’s militær eller andre imperialister, som kun søger at plyndre og udnytte landets ressourcer, som suverænt tilhører folket.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
