Landet rundt
I den forløbne uge gik flere medier med i en kampagne mod den såkaldte Arne-pension – også kendt som tidlig pension.
Det skete med udgangspunkt i en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der kunne fortælle, at fire ud af 10 personer, som har benyttet Arne-pensionen, ikke føler sig særligt nedslidte.
Som eksempel viser TV2 os Helle Jørgensen, der efter næsten 50 år på arbejdsmarkedet – blandt andet 20 år som bygningsmaler – mener, at det er okay at trække sig tilbage. TV2 fortæller forarget, at Helle blandt andet bruger tiden på yoga og (gys) bordtennis.
Hvis arbejdsgiverne vil tiltrække og holde på flere ældre, må de gøre arbejdet eller lønnen mere attraktivt.
Steen Nielsen fra Dansk Industri er da også “rigtig ked af, at der er så mange sunde og raske mennesker, som forlader arbejdsmarkedet.” Og TV2 konfronterer beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) med, at man “trækker duelig arbejdskraft ud af erhvervslivet.”
Vi lader menneskesynet stå et øjeblik: Pointen er, at vi skal arbejde, til vi knækker. Så længe vi er duelige og kun en lille smule nedslidte, skal vi knokle. Medmindre selvfølgelig, at man er velhavende nok til at betale sin helt egen tidlige pension.
Man ser først og fremmest folk som erhvervslivets arbejdskraft – en vare, der skal kunne erhverves så billigt som muligt. Ikke som mennesker med ret til en alderdom uden at være totalt ødelagt og nedslidt.
Arbejdskraftens pris – lønnen – er hele humlen, når politikere og arbejdsgivere taler salvelsesfuldt om det såkaldte arbejdsudbud: Der skal stå flere til rådighed, så de får billigere arbejdere.
Den må vi aldrig gå med på. Der er hænder nok. Der er arbejdsløse i Danmark, og hvis arbejdsgiverne vil tiltrække og holde på flere ældre, må de gøre arbejdet eller lønnen mere attraktivt. Arbejdsgiverne skal trods alt kun konkurrere med højst 14.008 kroner om måneden, som er det højeste man kan få på Arne-pension.
TV2 og de andre medier glemte i øvrigt at nævne, at de mest nedslidte går på seniorpension og derfor ikke er at finde på Arne-pensionen.
Noget andet er, at debatten viser Arne-pensionens svaghed. Den blev lanceret for de nedslidte – men er en ret og heldigvis ikke et system, hvor man skal trækkes igennem flere års vurderling og visitation. Den er hverken eller. Mest af alt er den et plaster på det sår, der hedder en stadigt stigende pensionsalder – i øvrigt verdens højeste – som også løbende hæver alderen på Arne-pensionen.
En fair, universel pensionsalder er den eneste rettighed, der vil være en reel garanti.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
