I disse dage følger vi alle jordskælvskatastrofen i Tyrkiet og Syrien.
Dødstallet overstiger allerede 40.000, og det forventes at nå langt højere op, i takt med at bygningsruiner graves ud.
Hundredtusindvis af mennesker har mistet deres hjem. Folk bor i biler, moskeer og i telte – eller klemmer sig sammen om bål i den isnende vinterkulde. Krisecentre er overfyldte. Flere steder er drikkevand en mangelvare. Veje er ødelagte efter jordskælvet og de næsten 300 efterskælv, og der er i det hele taget et hidtil uset omfang af ødelæggelser.
Mange steder i Europa, også i Danmark, følger tusindvis af herboende tyrkere, kurdere og syrere med angst og bæven deres familiers og næres skæbne. Katastrofen rækker langt ud over det enorme område i Tyrkiet og Syrien, der er jordskælvsramt.
Solidariteten, hjælpsomheden og medmenneskeligheden blomstrer. Arbejdere, fagforeninger og politiske organisationer samler ind som supplement til de mere officielle nødhjælpsorganisationer. På tværs af skel organiserer fodboldfans indsamlinger. Fattige lande som Venezuela og Cuba, der selv har deres at slås med, sender henholdsvis nødhjælpsarbejdere og læger til Tyrkiet og Syrien. Og i Gaza By donerer palæstinensere blod for at hjælpe sårede i både Tyrkiet og Syrien.
Ægte folkelig solidaritet kender ingen grænser.
Grænser for solidariteten er der til gengæld i imperialismens hovedkvarterer. Nok kan man her revse Tyrkiets Erdogan, men Tyrkiet er trods alt et NATO-land, mens Syrien ledes af et styre, som Vesten for mange år siden har sat på sin sanktionsliste. Det giver så klart en forskel!
Sjældent leveres der et så eklatant eksempel på de dobbeltstandarder, der styrer den vestlige imperialismes ageren.
Syrien er underlagt sanktioner fra både USA og EU, hvilket vanskeliggør, at der kan iværksættes den fornødne hjælpeindsats. USA har midlertidigt, selektivt og for syns skyld erklæret en minimal lempelse af sanktionerne. Men stribevis af internationale, regionale og lokale organisationer kræver sanktionerne taget fuldstændigt og betingelsesløst af bordet.
USA’s og EU’s sanktioner bevirker lige nu, at man ikke kan sende pengedonationer til Syrien via det internationale banksystem eller Western Union. Syrien har også forbud mod at importere byggemateriale. Syriens FN-ambassadør har forklaret, at sanktionsregimet har forhindret fly at lande på syriske flyvepladser, så “selv lande der ønsker at sende humanitær hjælp”, forhindres i det.
Og det er blot et par helt konkrete konsekvenser af de sanktioner, som i årtier har bidraget til at forkrøble det syriske samfund og vanskeliggøre landets udvikling og genopbygning.
Pladsen rækker ikke her til at gengive detaljerne om, hvordan Syrien lige siden 1979 har været placeret på USA’s terrorliste og løbende, især efter 2011, er blevet sanktioneret hårdere og hårdere. Det er i sandhed en alenlang historie.
Her er nu er konsekvensen, at nødhjælp til jordskælvsofrene i Syrien i den grad har ladet vente på sig. Først nu, halvanden uge efter skælvene, meldes lastbiler med nødhjælp på vej til det jordskælvsramte område i det nordvestlige Syrien. Ifølge FN er fem millioner ud af Syriens i alt 21 millioner indbyggere blevet hjemløse på grund af jordskælvene.
Sjældent har nødhjælpsarbejde været så politiseret, og sjældent leveres der et så eklatant eksempel på de dobbeltstandarder, der styrer den vestlige imperialismes ageren.
Imens vælter det ind med historier om, at konsekvenserne af jordskælvene på den anden side af grænsen, i Tyrkiet, er blevet mangedoblet, fordi byggereglementer og krav om jordskælvssikring systematisk er blevet tilsidesat.
Den britiske avis The Times og andre medier beskriver, hvorledes tyrkiske politikere i mange år har givet dispensation til at opføre bygninger, selvom de ikke opfylder kravene til at kunne modstå jordskælv. Omkring halvdelen af alle byggerier er opført i strid med kravene til jordskælvssikring, har tyrkiske myndigheder anslået.
I et forsøg på at begrænse de politiske skader sættes der nu efterforskning af forbryderne i gang, ligesom der er foretaget enkelte anholdelser. Det kan imidlertid ikke skjule, at kyniske byggematadorer og et gennemkorrupt regime har blod på deres hænder.
Så stop med at kalde katastrofen i Tyrkiet og Syrien for en naturkatastrofe. Det er en samfundsmæssig tragedie, og der er nogen, der kan stilles til ansvar for dens omfang.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
