Det var heldigt at jeg satte alle mine lodder på Leninprisen i Arbejder-klasselotteriet 2022. Dagen efter lodtrækningen i april blev jeg ringet op af Dagbladet Arbejderen der fortalte at jeg havde vundet den ene førstepræmie: Deltagelse i uddeling af Leninprisen i Varberg, ophold på hotel Gästis og festmiddag for to.
Vi var tre veninder/kammerater – Eva, Johnna og mig – der lørdag den 5. november tog toget til Varberg, beliggende 70 km syd for Göteborg.
Uddeling af Leninprisen 2022 – ”et spark mod magten”
”Leninprisen – en kulturpris og et spark mod magten”. Sådan beskriver hotelejer Lasse Diding den pris, som han selv har indstiftet, nemlig Jan Myrdals store pris – Leninprisen. Prisen uddeles hver år til en samfundskritisk forfatter eller kunstner. Med sine 100.000 S.kr. er det en af Sveriges største kulturprisen og utvivlsomt en af de mest omstridte.
Uddeling af Leninprisen fandt sted på Varberg Teater. Konferencier var – naturligvis – den veloplagte og humoristiske Lasse Diding himself. Og sikke en konferencier. Salen lå flad af grin over hans sjove historier, og vi grinte med selv om vi ikke altid forstod morsomhederne på svensk.
Modtager af Lenin-prisen 2022 var den 98 årige Carl-Göran Ekerwald – ”en original og atypisk venstreintellektuel, en nutidig Diderot eller Gramsci” . som et svensk medie præsenterede ham.
Det var tydeligt at de fleste i salen var kommet for at møde deres yndlingsforfatter, som igennem sit lange liv har skrevet 60 bøger, herunder romaner, digte, selvbiografi og litteraturteori.
De jublede overstadigt da han kom på scenen. Jeg kendte ham ikke, men kom næsten også til at elske ham – som han sad der i scenelyset, med sit kridthvide hår, sit smukke svenske sprog- ved siden af Leninstatuen der var iklædt rødt halstørklæde. Her fortalte han levende og gestikulerende om sin opvækst og sit forfatterskab. Og som Lasse Diding fortalte, så har livet ikke altid været kærligt mod den store digter. Først mistede han sin kone gennem mange år, så blev han vildt forelsket, og så døde også hun. Da konferencier Diding fortalte at Ekerwald var den første prisvinder som havde tre børn der alle var pensionister, kom smilene frem igen. De tre ’børn’ kunne fra første række overvære den stemningsfulde overrækkelse af prisen til deres næsten hundredårige far.
Fra i år vender Leninprisen tilbage til sit gamle navn: Jan Myrdals store pris – Leninprisen. Kort før Jan Myrdals død i oktober 2020 enedes Jan Myrdal og Lasse Diding om at Leninprisen i fremtiden igen skulle bære Myrdals navn (Se artiklen om bogen: Lasse og Lenin).
En ekstra Leninpris på 50.000 svenske kroner blev uddelt til krigsofrene i Ukraine og Yemen. Begrundelsen lød: At støtte ofrene i Ukraine er helt i Lenins ånd, jævnfør hans modstand mod Ruslands involvering i første verdenskrig og hans fredsbestræbelser. I Yemen foregår en langt mere omfattende krig. En krig man kunne have afsluttet hvis USA, NATO og EU havde ønsket det.
Robespierre-prisen – Jan Myrdals lille pris 2022 på 25.000 S.kr. gik til Aleksej Sachnin der som russisk socialist og fredsaktivist i artikler har analyseret den postsovjetiske kapitalisme og ledet store protestdemonstrationer mod Putins regime. Han har flere gange måttet flygte fra Rusland og har nu fået asyl i Sverige.
Efter festmiddagen var der koncert i vestibulen på Hotel Gästis hvor Maria Stellas med band spillede numre af Theodorakis, den græske sanger og komponist som bekæmpede fascismen i Grækenland.
De to socialistiske hoteller Gästis og Havana
Lasse Didings to hoteller i Varberg signalerer på hver eneste kvadratmeter sympati for socialistiske og oprørske ideer. Og Gästis emmer samtidig af fransk kultur da hotelejeren Lasse Diding er ’slemt’ frankofil.
Vi boede på Hotel Gästis. Hotellet er spredt over flere bygninger omkring centrum. På alle hotellets gange og værelser hang en skøn blanding af plakater og malerier og fotos af de store socialistiske figurer, af kampscener, af franske malere osv.
Leninbadet i hotellets underetage var en skøn oplevelse. Badet er en kopi af badet i St Petersborg som var Lenins yndlingsbad omkring revolutionen i 1917. (Se fotos af Leninbadet på https//www.hotellgastis.se/bad)
Efter badet gik vi så den lange tur ud til Hotel Havanna der ligger ved vandet, og med Cubas flag blafrende foran indgangen. På Hotel Havana var Cuba-billeder i fokus og øverst oppe et bibliotek med tusindvis af bøger og udsigt over hele byen. Et mere meditativt hotel med en roligere beliggenhed end det mere larmende Gästis’ inde i centrum. som der var en der sagde.
Goodbye Varberg – Vi ses!’
Jeg skal helt sikkert tilbage til Varberg. Måske prøve Havanna Hotellet og slappe af ved vandet? Måske søge et skrivelegat og få plads på forfatterstedet Leninland – selvfølgelig oprettet af Lasse Diding. Læs mere om det her.
Irene Clausen, lotterivinder
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.