Jeg er en mor og bedstemor, der igennem en årrække har haft en søn på Nørrebro. Min søn er opvokset i Nørrebro Parkkvarter, hvor jeg har boet i 33 år. Jeg fandt under oprydning i går en tegning, min dreng lavede, da han var omkring de 12 år. Han er i dag 27 år. Samtidig fandt jeg et digt, jeg har skrevet i 2009, der omhandler det samme, som min søn dengang skildrede i sin meget sigende lille tegning. Skyderierne. Knivstikkerierne og volden.
Jeg skrev et digt om det, der dengang foregik og stadigvæk foregår i vor bydel og andre steder i København og i Sverige. Skyderiet og knivstikkeriet blandt banderne og de unge mennesker. Jeg mener, det er vigtigt, vi taler om det, der sker sammen og med vore børn og unge.

Hvorfor skyder de?
De skyder igen igen
fordi fordi
livet ikke
kan rummes
fordi kærligheden aldrig
kommer først
fordi fordi
vi overvældes
trykkes ned
fordi tiden
aldrig er nok
forventningerne
udefinerbare
som om vi er spørgsmålstegn
der leder efter
vejskilte
her stop her gåde skyder
for penge for noget sort
sig det ikke
højt
De skyder fra 2200 til Jylland fra
Fyn
til København
Sverige over broen
Malmø Politiet skyder
har knipler
kirker rives ned
mennesket
de skyder mod
magtesløshed mod mærkevare og Gucci tasker
de skyder mod forstillelsen
manglen på accept
mod sproget
der aldrig helt slår til mod ørerne der aldrig helt vil høre
de skyder mod hjertet
der ikke hører op
med at slå
ud imod gaderne ind i husene de skyder
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.