Tak for dit indlæg. Du har helt ret, politikerne ved ikke, hvad de udsætter andre mennesker for. Jeg håber, du kommer helt ovenpå igen.
Der er mange bud på, hvad partierne vil i fremtiden. Dog er det sikkert, at alle ikke kigger på sig selv. Ja måske skulle der kigges på, at vi rent faktisk har to systemer i Danmark, et for den almindelige dansker og så systemet på Borgen, som absolut er lukket for den almindelige dansker. Hvad kan der gøres, for vi ikke ender ud i en større afstand?
Ja, meget som i mine øjne er naturligt, lige regler for alle. Det ville gøre tingene så meget nemmere. Når jeg blev opsagt på grund af manglende arbejde, ja, så var det A-kassen. Det er sket én gang, men hvis man som politiker ikke bliver genvalgt, så er man sikret ikke at skulle forbi A-kassen. Hvorfor?
Ja, nu nærmer jeg mig min sag, og den er, hvad hvis man kommer til skade eller bliver sygemeldt som almindelig dansker kontra en politiker? Der er to verdener til forskel. Politikeren skriver en mail, jeg er sygemeldt, og så sker der ikke mere. I det normale samfund ja så går systemet i gang. Og det er ikke rart. Men politikerne mærker ikke på sjæl og krop, hvad en langtidssygemelding betyder for dem. De får fred, og det gør den normale dansker ikke. Den normale dansker mister al medbestemmelse over eget liv, den dag man træder ind i jobcentret.
Jeg kan kun snakke om min egen situation, men jeg ved, jeg ikke er alene. Når du ender der, ja så bliver du faktisk umyndiggjort, der bliver skrevet om dig bag din ryg, og hver gang man prøver at kæmpe sig i nærheden af noget fornuft, så sker det lige, at et referat slet ikke passer.
Jeg fik et ødelagt liv på grund af en arbejdsskade. Det har jeg så brugt fem år på at forsvare, tolv sagsbehandlere, fejl på fejl. Og trods jeg endelig fik min førtidspension ja og fik tilkendt erstatning af AES i mange omgange. Dog skulle jeg forbi Ankestyrelsen, før AES så alvorligt på min sag.
Når man lander i systemet, ja hold fast, så bliver man beskyldt for ikke at være syg, for jeg kan jo kæmpe med mine sager. Men jeg vil ikke bøje mig, og jo det har kostet mig dyrt på alle fronter. Jeg bliver bare trist over, at dem der ikke har muligheder og gejst, bliver dem der taber. Jeg er både en taber og en vinder. Taber, for nu lever jeg af andres penge (ironi kan forekomme), men en vinder, for jeg kæmper til det sidste.
På torsdag dukker jeg op på landsdækkende TV2. Jeg ønsker ikke opmærksomheden, men jeg måtte fortælle min historie om, hvad det betyder at komme til skade på ens arbejde og må sige farvel til det, jeg altid har elsket, nemlig at arbejde og mine gode kollegaer.
Ja faktisk forsvandt mit liv, som jeg elskede, 13. december 2017.
Om hvad det betyder at lande i systemet, om det er jobcentret eller sagen i AES. Jeg er nok ikke den normale type, der skriver her på Arbejderen, men håber, der er plads til alle her.
Torsdag lægger jeg dette opslag op på Facebook, da jeg ved, mange venner, kollegaer vil få et chok, for de vil se en anden Birgitte. Og det er hårdt for mig, og jeg håber virkelig, de vil se og huske mig for den, jeg var.
Kære Facebook-venner. I aften dukker jeg op på skærmen på TV2. I skal alle vide, at dette var en stor beslutning for mig, men det var nødvendigt. Vi lever alle det sikre liv, dog aldrig sket for mig. Men jo, mit liv var godt. Jeg har elsket at arbejde og tror faktisk, at mine kollegaer kunne lide mig og det, jeg stod for. Jeg elskede at være træner og dommer i fodbold, ja rent faktisk var jeg et socialt menneske, der altid brændte for tingene. Det er dog ikke helt væk, for min kampgejst skal ingen slukke.
Mange vil måske få et chok af det nye billede af Birgitte, ja det gjorde jeg i hvert fald, smiler lidt. Jeg rejser mig måske en dag helt, når alt er afsluttet, og der er lang vej endnu. Måske vil I se forløbet i jobcentret uden at vide, at forløbet i arbejdsskadesagen er lige så langt ude.
Der kæmpes stadig dér, trods jeg blev tilkendt erstatning i juli 2021. Ja, der kom lige en klage ind fra forsikringsselskabet via advokat, og der står jeg stadig, 13 måneder efter.
Men alt i alt så håber jeg, I vil tage godt imod mig i udsendelsen. Det har kostet mig meget at lade et kamerahold følge mig i et helt år, og især da jeg hader billeder af mig selv. Produktet af mig blev det skete den 13. december 2017, da jeg faldt på trappen ud af skuret.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.