Mindeord
Efter at have skrevet om nordiske, kvindelige forfattere fra tiden omkring forrige århundredskifte – “Damer der fik nok” (2024) og “Damer der var for meget” (2022) – er Sara Alfort gået over i en anden boldgade med “Da træerne voksede ind i himlen”.
Nu er det kvindelige billedkunstnere fra samme periode, der bliver taget under behandling og nyvurdering. Bag bogen ligger der et imponerende detektivarbejde, der åbenbarer, at opfattelsen af, at der ikke fandtes væsentlige kvindelige kunstnere på den tid, ikke holder. De blev bare skrevet ud af kunsthistorien af de mænd, der skrev den i begyndelsen af 1900-tallet.
Den snes kvinder, der fortælles om, nogle mere kendte end andre i dag, lod sig ikke kue af samtidens strikse normer for god opførsel og deres manglende muligheder for uddannelse, men fulgte deres ambitioner og rejste ud i verden for at virkeliggøre dem. De skaffede sig undervisning hos de bedste malere, udstillede på prestigefulde udstillinger, fik medaljer og blev anmeldt. Det var storbyer med et veludviklet kunstliv som München, Paris og Rom, der trak, men også landlivet i Grez-sur-Loing lidt syd for Paris, hvor der havde udviklet sig en kunstnerkoloni.
Hjemme i Norden var man ikke så begejstrede for kvindernes kunst.
I udlandet nød kvinderne friheden. Her foregik livet ude i byen, på cafeerne, og de kunne gå alene rundt både om dagen og om aftenen uden at nogen tog anstød af det. De fleste kom fra det velstillede borgerskab, men i det store og hele levede de af salg og stipendier og slog sig ofte sammen, to eller flere, om en lejlighed eller et atelier. På den måde opstod der et netværk af venskaber og kærlighedsforhold. Hjemme skulle man være forlovet, før man så meget som holdt i hånden, men hernede i syden kunne man frit tage for sig af ”øjenkonfekten”, det være sig mand eller kvinde.
Men selv i dette frisindede miljø gik sladderen om, hvem der røg og drak, og hvad man ellers kunne sladre om. Svenske Eva Bonnier var formand for rygtesmedenes fagforening, og på et selvportræt ser hun da også ret giftig ud. Det gik blandt andet ud over Siri von Essen, da hun og Strindberg opholdt sig i kunstnerkolonien. Med Strindberg nåede den nordiske sædelighedsfejde også dertil. Hans uforbeholdne holdning til kvinders frigørelse var, at de var dovne og hverken fortjente ligeret eller stemmeret.
Nogle af kvinderne blev gift, men fortsatte med at male som Anna Ancher, mens andre kastede sig over kunsthåndværk som Karin Larsson. Nogle forblev ugifte, og flere af disse dannede par med hinanden.
Hjemme i Norden var man ikke så begejstrede for kvindernes kunst. Her var idealet stadig, at i kunsten skulle man søge det skønne, og det levede deres værker ikke op til. De malede virkeligheden, som de så den. Som for eksempel Hanna Hirsch-Pauli med sit maleri af veninden Venny Soldan-Brofelt, der sidder på gulvet i et trist rum og åbenbart er i færd med at male. Hun har snavsede fingre og ser ud som om, hun diskuterer med den, der maler hende. Her er der ikke noget opstillet eller smukt, men en naturalistisk hverdagsscene, der dengang var alt for moderne til det hjemlige parnas. Men fra den 18. februar i det nye år viser Hirschsprung med udstillingen “Kunsten at være fri” hendes malerier.
Den velunderbyggede og rigt illustrerede skildring af en ukendt del af nordisk kunsthistorie er velskrevet, underholdende og kan læses af alle, der interesserer sig for kunst og kvindekamp.
Sara Alfort: Da træerne voksede ind i himlen. Gads Forlag. 320 sider. 300 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
