Oscar til film om Palæstina
Filmen No Other Land er et palæstinensisk-israelsk samarbejde mellem især Basel Adra, en lokal palæstinenser, og Yuval Abraham fra den progressive netavis +972 Magazine. Abraham er der for at dokumentere den systematiske etniske udrensning, der foregår i området. Filmen har nu vundet en Oscar for bedste dokumentarfilm.
Den israelske kulturminister Miki Zohar fra Netanyahus Likud parti har beklaget filmens triumf som “et sørgeligt øjeblik i filmverdenen” og fordømte, at filmskaberne har “valgt at forstærke narrativer, som forvrænger Israels anseelse”, og betragter det hele som “sabotage”, især efter 7. oktober 2023.
Filmen er chokerende rå, også for dem som kender til historikken og til de tekniske detaljer.
Sådan en udtalelse må betragtes som en varm anbefaling i sig selv. Det er ikke en forvrængning, men snarere en fokusering. Og man må sige, at mens hele verden i høj grad har været fokuseret på Gaza i det seneste halvandet år, har Vestbredden været under en eskalerende etnisk udrensning med dusinvis af mindre palæstinensiske landsbyer, som er blevet rømmet som følge af en daglig terrorisering fra israelske bosættere, med assistance fra soldater (for at ikke tale om den seneste fordrivelse af over 40.000 mennesker i det nordlige Vestbred – den største fordrivelse i Vestbredden siden 1967).
Men Masafer Yattas historie er begyndt længe før 7. oktober 2023, og det er en historie om en statslig overtagelse af et område under påstand af militær nødvendighed. Den juridiske kamp imod staten har varet to årtier, men til sidst besluttede højesteret, at staten må få sin vilje. Det omhandler en række mindre landsbyer i den sydlige del af Vestbredden, et område der også hedder Hebron Bjergene.
Området befinder sig i det, som hedder Area C, som under Osloaftalerne fra 1993 og 1995, midlertidigt skulle være under Israelsk kontrol, og det udgør 61 procent af Vestbredden. Aftalerne, som skulle have udmøntet sig i en endelig aftale efter maksimalt fem år inklusiv gradvis israelsk tilbagetrækning, er imidlertid blevet ’frosset’ af Israel.
Dets primære arena for etnisk udrensning er i det område, hvor politikere fra både højre og centrum af og til lufter idéer om en egentlig annektering af området, som faktisk omringer palæstinensiske byer fra alle retninger og gør dem til ’huller i osten’, hvor selve osten er Area C. Osten skal være så palæstinenserfri som muligt.
Filmen viser den hverdag, som disse palæstinensere oplever, en virkelighed som mange her vil opfatte som fuldstændig umulig. Det kommer helt ned til en kamp om konfiskering af en lille generator, som er noget af det vigtigste for den unge Harun Aram, der prøver at vride den ud af soldatens hænder. Han bliver skudt i nakken og bruger de næste to år i en hule, passet af sin mor, uden sanitet eller løbende vand. Han døde i 2023 i en alder af 26.
Disse folk bygger igen, når deres bygninger bliver destrueret – og det bliver en kamp om at holde fast på det sidste, man har – ens land. I Haruns tilfælde betalte han med sit liv for at kæmpe imod uretfærdigheden.
Filmen viser de menneskelige interaktioner og endda det venskab, der opstår mellem Yuval og Basel – dog med den konstante påmindelse om, at Yuval er en del af den privilegerede befolkning i apartheidstaten – og som altid har sit trygge liv som majoritetsborger at falde tilbage på. Basel vil altid være en del af underklassen.
Filmen er chokerende rå, også for dem som kender til historikken og til de tekniske detaljer. Det er en reminder om, at politik ikke er noget, som blot finder sted på de bonede gulve, og at den har alvorlige og dødelige konsekvenser for ganske almindelige mennesker, som blot ønsker et enkelt og trygt liv, der hvor de bor, i deres hjemland.
Efter denne anmeldelse er blevet skrevet, har BDS-bevægelsen (Boycot, Divest, and Sanction) anbefalet en boykot af filmen. Du kan læse deres begrundelse her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
