Niko Pirosmani – nu i det afsides Danmark

Det er lykkedes Louisiana at låne 48 værker af den georgiske maler Niko Pirosmani. I stedet for selv at skrive om maleren har vi valgt at bringe et afsnit i ”Morgenrødens land”, hvor Scherfig fortæller levende og begejstret om "den geniale maler".

0 kommentarer

| Populær

|Print artikel|

af Margit Andersen og John Poulsen Kulturskribenter og anmeldere 23. juni 2023 | 06:04

23. juni 2023 | 06:04

I pressematerialet til Louisianas enestående udstilling med værker af den georgiske maler Niko Pirosmani (1862-1918) udtaler Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana og udstillingens kurator, at “formentlig ingen eller meget få på vore breddegrader kender mesteren fra Georgien”. Det har sikkert sin rigtighed, hvad angår at have set hans malerier, men vi er vist ikke så få, der kender maleren fra Hans Scherfigs bog “Morgenrødens land” fra 1971, hvori han helliger næsten et helt kapitel til at fortælle om denne særegne kunstner. Scherfig slutter beretningen med ønsket om, “at det måske kan komme så vidt, at han også bliver kendt i det afsides Danmark”. Ja, så vidt er det heldigvis kommet.

I forbindelse med udstillingen kunne man ved et arrangement smage georgisk vin. Det kunne man også, efter at Scherfigs bog udkom, for i Irma kunne man i flere år købe georgisk vin, og på etiketten kunne ses samme maleri af Pirosmani, som på bogens forside.

Det er lykkedes Louisiana at låne 48 malerier fra Georgiens Nationalgalleri, som næsten har tømt museets sale for Pirosmanis billeder. Han skulle samlet have malet cirka 2.000 værker, men i dag er kun 200 kendt. Pirosmani blev først rigtig kendt i 1913, da han udstillede fire malerier i Moskva som en del af den russiske avantgardes udstilling “Skydeskiven” sammen med kendte russiske malere som Marc Chagall og Kasimir Malevitj. I 1962 producerede filminstruktøren Shengelala en dokumentarfilm om ham, som blev fulgt op af en spillefilm af samme instruktør, der havde premiere i Georgien 1969. Den kunne ses i Sovjetunionen og DDR i 1972. Det er muligt at se spillefilmen med engelske undertekster på YouTube.

Den barnløse millionær og en fattig kvinde med sine børn.
The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia
© Infinitart Foundation. Foto: Robert Bigano

Det er tydeligt, at der er forskellige vurderinger af Pirosmanis kunst. I Sovjettiden så man politisk på ham og gjorde meget ud af, at han var en fattig, selvlærd maler, og han blev ikke henregnet til de modernistiske malere, hvad der gøres meget ud af i dag, mens man til gengæld nedtoner, at malerierne skulle være udtryk for en social holdning. Det samme gælder skildringen af hans liv, for som Poul Erik Tøjner skriver i kataloget, kan det, man ved om ham, stå på en serviet, og resten er anelser og formodninger.

I stedet for selv at skrive om maleren har vi valgt at bringe det afsnit i “Morgenrødens land”, hvor Scherfig fortæller så levende og begejstret om ham. Da han er den eneste dansker, der tidligere har skrevet om Pirosmani, kan man undre sig over, at det ikke nævnes i udstillingskataloget, men blot i en fodnote, hvor der fra bogen citeres om Rasmus Rasks besøg i Georgien. Det skal bemærkes, at Scherfig kalder Georgien Grusien, da det var det officielle navn for sovjetrepublikken indtil 1990.

Hans Scherfig om Pirosmani

I Meidani-kvarteret, hvor det gamle bageri er, og hvor der mest bor armeniere og jøder, ligger nogle af de små værtshuse, hvor den geniale maler, Niko Pirosmanasjvili, kom og solgte sine kunstværker for en skål mad eller en krukke vin. Nogle steder, hvor værten har ladet ham male direkte på væggen, er de originale malerier bevaret. I andre værtshuse er der kopier af billeder og skilte, som nu har deres plads på museerne. Meget er gået tabt. Nogle få af Pirosmanasjvilis billeder findes på Tretjakov-Galleriet i Moskva. En del er i privat eje forskellige steder i Sovjetunionen. En pragtfuld samling, som fylder mange sale, findes på kunstmuseet i Tbilisi. Alene for Niko Pirosmanasjvilis skyld skulle dette museum være et valfartssted.

Læge på æsel
The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia
© Infinitart Foundation – Foto: Robert Bigano

Pirosmanasjvilis livsværk er en vidunderlig grusinsk billedbog fra tiden før revolutionen. Monumentalt og intimt. Store landskaber med mennesker og dyr. Bryllupper, fester, drikkende grusinske adelsmænd, vinhøst, landlige værtshuse. Også det borgerlige Tiflis, portrætter af købmænd og deres fruer og tykke pyntede børn. Bybude, håndværkere, tiggere. Landsbylægen, som kommer ridende på sit æsel med paraply. Lirekassemanden. Bjørnetrækkeren. Køer og kameler og bjørne og får, som han havde set. Og en løve og en giraf, som han aldrig havde set – giraffen er lyseblå med små prikker Nature morter – altid med mad – pølser, sjasjlyk på spid, fisk, øl og vin. Den fattige kunstner har malet de madvarer, han ikke kunne købe.

Han var en vandrende kunstner. Med sine farvebøtter og pensler drog han fra sted til sted fra værtshus til værtshus. Nogle kroejere fandt ud af, at det var billigere at lade Pirosmanasjvili male fresker på deres vægge end at betale en almindelig håndværker for at kalke. De fleste billeder har han malet på voksdug og også på blik og træplader. Mange af de mesterværker, man ser på museet, var værtshusskilte. Han havde selv opfundet en teknik, og hans farver har holdt sig forbavsende friske.

Han var født i 1862 i en lille landsby – Mirtsaani – i Kakhetien et halvt hundrede kilometer fra Tiflis. Forældrene, som var fattige bønder, døde, da han var lille. To søstre, som arbejdede i Tiflis, tog sig af ham. Da den ældste søster døde, tog den anden søster ham med tilbage til landsbyen, hvor han blev hyrdedreng. Senere tjente han i borgerhuse i Tiflis. Han fik ikke mulighed for at komme i skole, men han lærte sig selv at læse og skrive.

Før han kunne læse, lavede han billeder. Han har ikke været påvirket af nogen, og han har aldrig fået undervisning. Forudsætningen har været folkekunsten ikoner, skillingstryk, almanakbilleder. Den akademiske kunst har han ikke kendt. Han drømte om at komme ud at rejse, men han kom aldrig uden for Kakhetien og Tiflis. Han har malet Sortehavet – kysten og havnen ved Batumi med skibe. Men han har aldrig været i Batumi, og han har aldrig set havet og aldrig set et skib. Han har malet et søslag fra den russisk-japanske krig, og han har malet scener fra den grusinske historie og fra den klassiske digtning Dronning Tamara – Ridderen Georgi Saakadse – Kong Irakli den Anden – Rustavelis middelalder-epos – V. Gunijas dramaer.

Helt originalt, helt i sin egen stil uden skole og teori. Store kompositioner med mange figurer, det kakhetiske landskab med bjerge og vinmarker, okser og æsler og fåreflokke, arbejdende og festende mennesker. Vin-persere, som tramper i druerne med bare fødder. Kokke og tjenere, som steger sjasjlyk på spid og serverer for drikkende adelsmænd, som sidder til bords i det frie med pelshuer og dolke i bælterne. Dragerne, tiggerne, gadefejerne, røverne. Enkelt og dristigt malet uden udpensling. Overlegent komponeret, sikkert i farven.

I hele sit liv var han fattig. Han arbejdede en tid ved jernbanen i Tiflis – ligesom Gorkij – men hans helbred var for svagt. Senere forsøgte han sammen med en maler at drive en malerforretning, men det gik ikke. En kort tid havde han et lille mælkeudsalg i Tiflis, og det syntes at skulle gå, fordi alle folk i kvarteret holdt af Pirosmanasjvili og købte mælk hos ham. Det siges, at forretningen gik over styr på grund af ulykkelig kærlighed.

Skuespillerinden Margarita
The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia
© Infinitart Foundation – Foto: Robert Bigano

Pirosmanasjvili havde været i teatret og set en fransk skuespillerinde, som hed Margarita. Han blev forelsket i hende og opsøgte hende og overrakte hende en buket roser, men da han var lurvet i tøjet, ville hun give ham penge. Han købte sig fint tøj, og han købte alle de blomster, der kunne skaffes i Tiflis, og lod dem bringe til Margaritas hotel. I en hel time bar tjenerne buketter af liljer og roser og kameliaer til hendes værelse. Og Pirosmanasjvili indfandt sig med flot nyt tøj og foredrog et digt af Baratasjvili for sin eneste elskede: Du er det største gudsunder!

Og Margarita rejste fra Tiflis, og den ruinerede mælkehandler så hende aldrig mere. Det yndige billede, han har malet af hende, er et hovedværk på museet i Tbilisi og har gjort hende udødelig – Aktricen Margarita.

En fransk maler Le Dentre siges at have “opdaget” Pirosmanasjvili. Det var i tiden lige før den første verdenskrig, da “primitivismen” dannede skole i konkurrence med talrige andre moderne retninger. En påvirkning fra folkekunsten, de malede æsker, skilte, legetøj, børnetegninger. Det var en intellektuel mode at samle på lubki – de russiske folkelige skillingstryk, kolorerede træsnit som dem, der i forrige århundrede var kendt på landet i Danmark som kistelågsbilleder.

Giraf
The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia
© Infinitart Foundation – Foto: Robert Bigano

Da Paustovskij i 1923 logerede hos Kirill Sdanevitsj i Tbilisi, hang Pirosmanasjvilis blå giraf på væggen i hans værelse. Og den stirrede på ham og påvirkede hans sindsstemning og foruroligede ham, da han var syg af malaria.

Le Dentre skrev om Pirosmanasjvili i en fransk avis. Og omtrent på samme tid begyndte de to brødre Sdanevitsj – den ene digter, den anden maler – at samle billeder af Pirosmanasjvili i Tiflis. Hans navn blev kendt i kunstnerkredse. Da Det grusinske Kunstnerforbund blev stiftet i Tiflis i 1916, formidlede maleren Lado Gudiasjvili, at Pirosmanasjvili blev indbudt.

Kun en enkelt gang mødtes den hjemløse kunstner med sine kolleger i Kunstnerforbundet. Han hørte dem tale og opdagede, at det ikke var kunsten eller kammeratskabet, som lå dem mest på sinde. – Brødre! – sagde han, – Hvad vi trænger til, er et sted midt i byen, hvor vi kan være sammen. Og vi skal købe et stort bord og en stor samovar. Vi skal sætte os sammen ved bordet og drikke te, mange kopper te, og tale sammen om maleri og kunst – Men alt det bryder I jer jo ikke om, I taler om andre ting —

Niko Pirosmanasjvili viste sig aldrig mere i kunstnernes forening. Han undgik at møde kolleger, flygtede, når han så en kunstmaler. Der var skrevet om ham i en avis. Og der var trykt en karikatur af ham, som fornærmede ham dybt. Nogle søgte efter ham og ville hjælpe ham. Han holdt sig skjult, subsistensløs og forkommen.

Den femte maj 1918 blev han fundet døende i en kælder i Molokanergaden nr. 29. Det vides ikke, hvor han er blevet begravet. Tre år efter, da bolsjevikkerne tog magten i Tiflis, blev det vedtaget i bysovjetten, at Molokanergaden skulle have navneforandring til Niko Pirosmanasjvili-gaden.

Direktøren for kunstmuseet i Tbilisi, D. Sjevardnadse, og maleren Lado Gudiasjvili har æren for, at næsten alt, hvad der kunne findes af Pirosmanasjvilis arbejder nu er i museet. Og hvad der er i private samlinger, er registreret og fotograferet, og noget af det vil vel engang komme til samlingen i Tbilisi og blive alle menneskers fælles eje. Alene for dette museum skulle byen blive et valfartssted.

Det er omsider erkendt, at Niko Pirosmanasjvilis kunst ikke kun er et lokalt grusinsk anliggende, men hører til verdenskunsten. I Paris har der lige været en officiel udstilling af hans malerier. Og UNESCO’s månedsskrift Courier har udsendt et nummer om den store grusinske kunstner. Der findes bøger om ham på flere sprog. Der er lavet en film om hans liv. Også en roman og et drama, og der er skrevet digte om ham. Det kan måske komme så vidt, at han også bliver kendt i det afsides Danmark.

Lousianna: Pirosmani – Black Light. Slutter 20. august.

Kok
The Collection of Shalva Amiranashvili Museum of Fine Arts of Georgia
© Infinitart Foundation – Foto: Robert Bigano

Kan du lide, hvad du læser?

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

Abonner

Støt