Denne fiksering på for det meste fattige kvinders nødløsning, nemlig prostitution, har op igennem tiden været en fast ingrediens i ideologien omkring kvinders værdi som mennesker og samfundsborgere. Det er det rene vanvid, for den, der udbyder en service, står altså ikke på nogen måde “lavere” end den, der efterspørger den.
At det vrimler med seriemordere i USA er en sørgelig sandhed, og det er interessant, at de ofte går efter prostituerede, som de anser for moralsk laverestående. Dette triste fænomen er ikke blevet studeret til bunds, hvilket er med til, at myter om kvinder som køn får lov til at overleve.
Almindeligvis opfattes seriemordere som en slags monstre, i hvert fald i litteratur og film, men i virkelighedens verden holder det ikke nødvendigvis stik. I begyndelsen af det seneste århundredskift huserede der en seriemorder i Irans hellige by Mashhad, der nåede at dræbe seksten kvinder, før han blev pågrebet. Det er den historie, tilsat fiktion, som den iransk-danske Ali Abbasi fortæller i filmen Holy Spider, der er Danmarks kandidat til Oscarkonkurrencen.
Selv om Saeed betragter sine drab som en hellig mission, får man i filmen indtryk af, at der også er andet på spil, når han indsnuser den døde kvindes duft og næsten omfavner liget.
Lige fra begyndelsen får vi at vide, hvem morderen er. Spændingen ligger i, hvad der driver ham, og hvordan han bliver afsløret. Saeed Hanaei er bygningsarbejder og en kærlig familiefar. Dertil kommer, at han er meget religiøs og en respekteret borger, men han plages af indre dæmoner. I 1980’erne deltog han i den iran-irakiske krig, og siden da har han haft dårlig samvittighed over, at han overlevede. For at råde bod på det beslutter han sig for at rense gaderne for de prostituerede kvinder, der besudler den hellige by. I Iran er prostitution forbudt, men byens politi gør ikke rigtig noget imod det, for de prostituerede står jo til rådighed for de mange pilgrimme og turister, der valfarter til den største moske i verden.
Den opgave tager Saeed Hanaei derfor på sig. Hver torsdag aften, hvor hans kone og børn ikke er hjemme, kører han rundt på motorcykel og samler en tilfældig luder op, tager hende med hjem og kvæler hende med det tørklæde, hun og alle kvinder har påbud om at bære. Kvælningen er ikke noget let sag, der skal trækkes og strammes, så det knager i hvirvlerne, og efter endt gerning kører han liget ud til et øde sted og læsser det af der.
En kvindelig journalist, Rahimi, fra Teheran undrer sig over, at politiet ikke kan eller vil finde morderen, der handler så rutinemæssigt, og hun tager til byen for at udforske sagen. Under hele forløbet, efter hvert drab har morderen ringet til en lokal journalist og informeret ham om, hvad der er sket, for at være sikker på at det kommer ud i pressen. Rahimi og denne journalist indgår i et samarbejde, der udmønter sig i, at hun vil agere lokkedue for morderen, mens journalisten skal følge efter og forhindre, at det går galt.
Selv om Saeed betragter sine drab som en hellig mission, får man i filmen indtryk af, at der også er andet på spil, når han indsnuser den døde kvindes duft og næsten omfavner liget. Det hører til fiktionen, men det er ikke fiktion, at morderen i store dele af befolkningen og medierne nærmest fik heltestatus. Oprindeligt havde instruktøren ønsket at optage filmen i Mashhad, men det tillod de iranske myndigheder ikke, så forsøgte han sig i Tyrkiet, men fik også afslag her, og i stedet blev det i Jordan.
Filmen er både en psykologisk gyser og en skarp kritik af et patriarkalsk og fundamentalistisk samfund, der er grobund for et udbredt kvindehad. Her er det i Iran, men det kunne også være mange andre steder.
Holy Spider
Instruktion og manuskript: Ali Abbasi
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.