Udtalelse
Et enestående menneske er afgået ved døden den 2. september 2021. Mikis Theodorkis blev 96 år. At mange grækere opnår en så høj alder, er ikke usædvanligt, men i betragtning af, hvad Theodorakis har gennemlevet, er det imponerende og forbløffende, for få har haft en tilværelse, som blot tilnærmelsesvis vil kunne måle sig med hans.
Mikis Theodorakis blev født 29. juli 1925 på øen Chios. Hans far kom fra Kreta og hans mor fra byen med det nuværende navn Cesme på den tyrkiske vestkyst. Moderen var blandt de mange grækere, som i 1922 og 1923 blev fordrevet fra det område, der siden oldtiden havde været græsk kærneland.
Mikis sugede til sig af musiktraditioner fra såvel Kreta som fra Lilleasien, og gennem sin opvækst oplevede han mange andre eksempler på græsk folkemusik, idet hans far som offentlig ansat embedsmand gang på gang forflyttedes til forskellige egne af Grækenland.
Mikis Theodorakis har skabt så megen kultur, at denne store grækers værker fortsat vil leve.
Ud over folkemusikken studerede den unge Mikis den ortodokse kirkemusik, og som dreng sang han i kirkekor, hvad der yderligere vakte hans interesse for den side af musikken. Som 17-årig gav han sin første koncert i byen Tripolis, hvor hans familie dengang boede. Værket ”I Kassiani” relaterer til en kvindelig hymneskaber, som levede i 800-tallet.
Allerede da markerede Mikis sig som en fremragende komponist. Tillige holdt han sig absolut ikke tilbage, når han fandt, at der skulle markeres ønske om bedre forhold for medmennesker. Italienerne havde blandt andet besat det sydlige Grækenland i 1940, og på Grækenlands nationaldag 25. marts 1942 ville Mikis og nogle af hans kammerater i Tripolis demonstrere i protest mod besættelsen. Ved byens statue af den græske frihedshelt Theodoros Kolokotronis stod bevæbnede italienske soldater opmarcheret. Det virkede så afskrækkende, at Mikis kammerater listede af.
Men det ville han ikke. Han gik alene frem mod soldaterne og slog en italiensk officer for tydeligt at markere sin holdning. Det resulterede i arrestation med efterfølgende tortur.
Tysk besættelse
Året efter fik Mikis far et tip om at tyskerne, der da havde overtaget besættelsen, ville have sønnen under behandling, så Mikis drog til Athen, hvor det var mindre problematisk at leve illegalt. Der gik han for alvor i gang med musikstudier samtidig med, at han lod sig indrullere i den græske modstandsbevægelse. En sådan tilværelse var både krævende og belastende. Modstandsarbejdet kom til at koste Mikis både fængsel og tortur, men han nåede at møde en smuk kvinde, den lægestuderende Myrto Altinoglou, der blev hans hustru.
Efter det tyske militærs rømning af Grækenland oplevede landet en ny besættelse, idet engelsk militær assisteret af græske fascister jagtede grækere, som havde bekæmpet den tyske nazisme. Blandt disse var Mikis, der blandt andet oplevede frygtelige mishandlinger på den golde ø Makronisos nær Athen. Mange af Grækenlands bedste unge mænd døde der, og ingen kom derfra uden ar på legeme og sjæl – blandt andet Mikis.
Efter rædslerne på Makronisos er det næsten ufatteligt at han færdiggjorde sine musikstudier med topkarakter, og han skrev blandt andet glimrende kammermusik. Han modtog i1954 et studielegat der muliggjorde, at han sammen med Myrto kunne rejse til Paris. Her studerede og komponerede han, og der blev selvfølgelig lagt mærke til ham. Her fik de nogle rolige år, og i 1956 fik han for første gang en international opgave: Komposition af musik til filmen ”Nat over Kreta”.
Epitafios
I 1958 læste han digtsamlingen ”Epitafios” af den store græske digter Jannis Ritsos. Det inspirerede ham til at sætte otte af digtene i musik. Da de blev kendt, lod en anden komponist, Manos Chatzidakis, ”Epitafios” opføre med sit eget orkester, som han selv dirigerede. Selv om Mikis navn stod på introduktionsplakaten med små bogstaver, var det jo en udsøgt grovhed.
Mikis blev selvfølgelig meget vred over dette tyveri, så han tog tilbage til Grækenland med eget orkester, hvis hovedinstrument blev det mandolinlignende strengeinstrument, bouzoukien, der indtil da betragtetes som et primitivt instrument – hvad det ikke er. Frem for nogen har Mikis herefter gjort bouzoukien respekteret og elsket. Men det skabte en voldsom debat i Grækenland, ikke mindst fordi ”Epitafios” i Mikis version blev en solidaritetserklæring til de progressive grækere, som den græske højrefløj ønskede bragt til tavshed.
Det var ikke ufarligt for Mikis at vende tilbage til Grækenland. Han blev udsat for trusler, der ikke blot var tomme ord, men han ændrede ikke sin adfærd. Han skrev blandt andet balletmusik, symfoniske værker, oratorier og filmmusik. Hvad filmmusik angår skal her nævnes de smukke stemninger, som i 1962 skabtes til filmatiseringen af det antikke drama ”Electra” – og musikken til den film, der næsten altid omtales i forbindelse med Mikis Theodorakis: ”Zorba the Greek” fra 1964. Det har været morsomt at høre ham af og til, når han var blevet spurgt, om det var ham, som havde skrevet musikken til sidst nævnte film, udtale: ”Jeg har også skrevet andet”.
Forbudt at spille musik af Theodorakis
21. april 1963 arrangerede den græske fredsbevægelse en march fra Marathon til Athen. Marchen blev forbudt af myndighederne, men én person kunne ikke nægtes tilladelse til at gennemføre: Lægen Grigoris Lambrakis, da han var parlamentsmedlem og derfor beskyttet af parlamentarisk immunitet. 27. maj døde Lambrakis som følge af et overfald. Herefter dannedes en ungdomsbevægelse med hans navn. Lederen blev Mikis Theodorakis.
Der var megen politisk uro i Grækenland i disse år, der kulminerede med et militærkup, hvis ledere forbød alt muligt helt ud i det groteske. Mange arresteredes og tortureredes; andre gik under jorden. En af disse var Mikis, og med karakteristisk lune har han udtalt, at det desværre ikke var let at leve skjult i Grækenland, når man var to meter høj. Nøjagtig fire måneder efter militærkuppet blev Mikis stukket og arresteret. Atter fængsel og tortur.
Militærjuntaen hadede Mikis og hans musik. Derfor udsendte juntaen allerede 1. juni 1967 den såkaldte ”Hærbefaling nr. 13”, efter hvilken det blev forbudt at besidde eller spille musik af Mikis Theodorakis. Hvis nogle besad eller afspillede sådan musik, ville de blive stillet for en militærdomstol og dømt.
Forvist til Zatouna
Efter diverse fængselsophold og husarrest forvistes Mikis og hans familie, Myrto samt børnene Margarita og Giorgos, til landsbyen Zatouna beliggende et stykke vest for Tripolis. Her levede familien under konstant opsyn af en deling gendarmer fra august 1968 til september 1969, hvorefter den blev adskilt, og Mikis levede alene i den påtvungne bolig i landsbyen til oktober, hvorefter han overførtes til koncentrationslejren Oropos. Her var han døden nær af tuberkulose samt af de mange prøvelser, han havde været igennem.
Efter udenlandsk pres lykkedes det at få ham frigivet fra lejren i april 1970, og i maj 1970 genforenedes han med sin familie i Paris. Så snart Mikis atter blev en fri mand, gik han i gang med et omfattende koncertprogram for at påvirke omverdenen til at modarbejde militærjuntaen. Alene i perioden oktober 1971 til november 1973 gav han 270 koncerter! De var ikke kun i Europa, at koncerterne blev afholdt. De øvrige verdensdele blev ikke glemt.
Mikis var myreflittig, og han så hen til den dag, hvor Grækenland atter blev frit. Det skete 24. juli 1974, og dagen efter landede han i Athen, hvor han fik en heltemodtagelse som den mand, der frem for nogen stod som et ægte frihedssymbol.
Theodorakis’ værker vil leve videre
Herefter fortsatte han med at glæde mange mennesker med særdeles medrivende koncerter. Hans princip var, at koncerterne skulle være så billige som muligt. Det gjaldt eksempelvis strålende arrangementer i Falkonercentret på Frederiksberg, i Cirkusbygningen i København samt i Tivolis koncertsal. Hvad enten man nød hans koncerter i Danmark eller i Grækenland, følte man hver gang, at det var en oplevelse for livet. Et smil fra ham med samt hans varme håndtryk glemmer man aldrig!
Læs også
Han blev ved at være utrolig aktiv. Ud over at have været parlamentsmedlem og minister samt jævnlig i tale og på skrift at give udtryk for sine dybt seriøse meninger gav han fortsat i årevis et utal af koncerter, og han fortsatte med at komponere. Han har eksempelvis skrevet fem operaer, store symfonier af hvilken den syvende kaldet ”Forårssymfonien” er i særklasse, værket ”Canto Olympico”, som opførtes ved OL i Barcelona i 1992, mange kammermusiske værker og endnu en række musikstykker til internationale film. Tillige har han tonesat cirka 1000 sange! At han tillige var en fremragende digter og lige så glimrende til at skrive om sine mange og stærke oplevelser, skal også nævnes her.
Uanset i hvilket humør man er i, er værkerne af denne så enestående mand en nydelse. Mikis Theodorakis har skabt så megen kultur, at denne store grækers værker fortsat vil leve.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
