Det har affødt voldsom modstand på Amager, at Københavns Kommune har planer om at lukke de lokale biblioteker på Islands Brygge og Rodosvej.
Der er igangsat underskriftsindsamlinger mod lukningerne, skrevet læserbreve, protester til politikerne, arrangeret demonstration og borgermøde i protest mod lukningsplanerne.
“Let og god adgang til litteratur er vigtig for læselysten, og vi taber en hel bydel på gulvet, hvis vi skal tage til andre bydele for at bruge biblioteket. Børnefamiliehverdagen er travl nok, som den er. Lad være med at tage et videns- og frirum væk fra børnefamilierne på Bryggen”, skriver Christina Bennetzen i en kommentar på underskriftsindsamlingen mod lukningen af biblioteket på Islands Brygge. Der er indtil nu kommet over 1650 underskrifter.
Borgermøde og demonstration
Amager Vest Lokaludvalg arrangerede i sidste uge et meget velbesøgt borgermøde om bibliotekslukningen på Islands Brygge. Her kom utilfredsheden klart til udtryk.
Inden borgermødet gik beboere med protestskilte gennem Islands Brygge hen til Kulturhuset, hvor mødet blev holdt.
Amager Vest Lokaludvalg argumenterer i sit høringssvar til spareplanen imod lukningen af biblioteket:
“Et folkebibliotek er uanset dets størrelse ikke blot et sted i et lokalområde, hvor der lånes eller afleveres lånte bøger etc. Det får en anden særlig betydende rolle som mødested, fordybelse og samtalerum”, skriver lokaludvalget og fremhæver blandt andet muligheden for at læse dagens aviser, og at det i modsætning til Kulturhuset er gratis at opholde sig på biblioteket.
Vi taber en hel bydel på gulvet, hvis vi skal tage til andre bydele for at bruge biblioteket. Børnefamiliehverdagen er travl nok, som den er. Lad være med at tage et videns- og frirum væk fra børnefamilierne på Bryggen.
Christina Bennetzen, bryggeboer
I forbindelse med biblioteket på Islands Brygge er Bryggekælderen, et alternativt kultursted med mindre koncerter, foredrag og andre arrangementer. Det står også til lukning, hvis planen gennemføres.
Søndag den 18. maj fra klokken 10.30 samt fredage i maj fra klokken 9-9.30 er der morgensang i Bryggekælderen for at skabe opmærksomhed om stedets betydning.
Spareplan på 20 millioner
Lukningen af de to biblioteker er led i en plan, der skal sikre en besparelse på omkring 20 millioner kroner i 2026 stigende til 37 millioner kroner i 2027 i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Nedskæringen er en del af de årlige effektiviseringer i kommunen, hvor alle forvaltninger hvert år skal spare et vist beløb. De sparede penge kan så bruges på andre områder.
Lukningen af Biblioteket på Islands Brygge vil bidrage med 1,4 million kroner til spareplanen, mens der forventes en besparelse på 2 millioner kroner ved at lukke Bibliotekshuset på Rodosvej.
“En besparelse på 2 millioner kroner er ingenting i et kommunebudget. Vil man finde pengene, så er der penge, og besparelserne er langt fra sikre”, skriver initiativtagerne til underskriftsindsamlingen mod lukningen af biblioteket på Rodosvej. Mere end 1850 har indtil videre skrevet under i løbet af fire uger.
I lokalområdet omkring Rodosvej er der syv skoler, mere end 20 institutioner og et væld af dagplejere, som er flittige gæster på biblioteket. I 2024 var der 80.000 børneudlån og et samlet udlån på 150.000.
I bund med biblioteksudgifter
København ligger helt i bund, når det gælder udgifter til biblioteket. Ifølge de kommunale nøgletal brugte København i 2024 299 kroner i biblioteksudgift pr. indbygger, mens gennemsnittet blandt kommuner i Danmark var på 453 kroner. Kun Læsø Kommune har lavere biblioteksudgifter end Københavns Kommune.
Ud over forslag om lukning af de to biblioteker, rummer sparekataloget også forslag om at flytte Østerbro Bibliotek og Husum Bibliotek.
Med i planen er også forslag om at indskrænke de fysiske borgerserviceindgange fra syv til fem. Planen er at lukke borgerservice i Vanløse og på Østerbro. Derudover indskrænkes åbningstiden i borgerservice.
Spareplanen på kultur- og fritidsområdet er til høring blandt lokaludvalg samt forskellige råd og foreninger frem til den 16. maj. Den 10. juni træffer kultur- og fritidsudvalget derefter endelig beslutning om planen.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.