Se billederne
Finske film gjorde sig ikke internationalt bemærkede, før Aki Kaurismäki i begyndelsen af 1980’erne kom på banen med sine på alle måder enestående film. De foregår ofte i et nedslidt Helsinki i en udefinerbar tidslomme mellem fortid og nutid, hvor personerne er arbejdsløse, indvandrere, flygtninge eller såkaldte tabere. Om arbejdsløshed har Kaurismäki udtalt, at han godt ved, at det emne ikke sælger billetter, men at det er noget, man kender over hele verden, og at han bliver vred over, at de fleste ikke tager det alvorligt. I det hele taget, er der meget, der gør ham vred, men han har også øje for de positive sider af tilværelsen, som at der er mennesker, der, selv om de lever på bunden af samfundet, har overskud til at tage sig af andre, der har det værre, og at der findes kærlighed, der overvinder alt, selv døden.
Alle filmene kan varmt anbefales, hvis man er til kulsort humor, solidaritet med dem, der bliver trådt på, og har behov for at se lys i mørket.
Det er de gennemgående temaer i hans film, der har stemningsfuld musikledsagelse af rock’n’roll, finske tangoer og klassisk, og som aldrig bliver sentimentale. Måske påvirket af Brecht bruger han et stiliseret filmsprog, hvor skuespillerne ikke lader som om med gestik, gråd og latter, men fremsiger deres replikker roligt og giver udtryk for deres følelser uden mange ord men med blikke og små trækninger i ansigtet.
Det store gennembrud kom med filmen Manden uden fortid, som blev belønnet med Grand Prix i Cannes i 2002. Derpå blev Kaurismäki bestormet af blandt andet danske distributører, men disse blev lakonisk afvist med, at der allerede var truffet aftale med Børge Nielsen fra Husets Biograf, som havde importeret hans film fra første dag. Filmen førte også til, at Kaurismäki som den første blev tildelt den beskedne Gabriel-pris på 15.000 kroner, som var stiftet af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. At den første modtager var ateist, vidner om kulturel åbenhed, men Kaurismäki mente også, at det kunne være ud fra den betragtning, at fra nu af kunne det kun blive bedre, og han tog til Danmark for at modtage prisen. Men da filmen blev Oscar-nomineret, og det kom på tale, at han skulle til USA i den forbindelse, meddelte han, at han aldrig ville sætte sine ben i et land med sådan en ryge- og krigspolitik.
Efter seks års pause var der i december premiere på Kaurismäkis seneste film Faldne Blade, der blev anmeldt i Arbejderen den 26. december. Sikkert ikke tilfældigt, men, som det hedder nu om dage, med rettidig omhu viser Cinemateket elleve af Kaurismäkis film i januar og februar. Blandt den er Manden uden fortid, Leningrad Cowboys go America om verdens værste rock’n’roll-band og Juha, der er den sidste stumfilm fra det 20. århundrede, og som i sort/hvid fortæller om en tragisk kærlighedshistorie. Alle filmene kan varmt anbefales, hvis man er til kulsort humor, solidaritet med dem, der bliver trådt på, og har behov for at se lys i mørket.
En del af filmene er af tekniske grunde med engelske undertekster, men det skal man ikke lade sig afskrække af, for dialogen er så sparsom, at man sagtens ville kunne følge med, selv om de havde været finske.
Programmet kan ses på cinemateket.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
