Det siger næsten sig selv, at titlen på den spanske film ”Den perfekte chef” skal forstås ironisk, og vi skal heller ikke langt ind i filmen, før det viser sig at være rigtigt.
Den begynder dog med en dyster sekvens, hvor nogle unge mænd en aften overfalder en lille gruppe indvandrere i en park, men herefter fortsætter den med en satirisk skildring, der bliver mere og mere ætsende, af en arbejdsplads og dennes perfekte chef, for til sidst at binde en sløjfe til det den indledende sekvens.
Julio Blanco er ejer af en virksomhed, der fremstiller industrivægte, og han har kreeret et motto for sig selv og de ansatte, der lyder ”Hårdt arbejde, balance, loyalitet”.
Det med balance skal vise, at han har humor. Han er faktisk en lun fyr med blink i de fløjlsbrune øjne, der sætter firmaet over alt, og han er loyal over for sine ansatte, som han i en tale siger, at han betragter som sine børn og derfor altid er parat til hjælpe, hvis de får problemer.
Det får den gamle Fortuna, hvis søn bliver arresteret i forbindelse med overfaldet i parken. Chefen har forbindelser overalt og får hurtigt knægten ud af brummen.
Et større problem er afdelingslederen Miralles, som Julio har kendt og leget med fra barnsben. Han er blevet ukoncentreret og laver fatale fejl, fordi der er udbrudt krig på hjemmefronten: Konen ligger i med en anden mand, oven i købet en fra virksomheden. Også her træder Julio behjertet til, for det er jo i høj grad i hans interesse at få den nød knækket, men det viser sig at være sværere end forudset. Miralles har nemlig heller ikke selv rent mel i posen, og hans kone har ikke tænkt sig at lade hans chef blande sig i hendes liv.
Det værste er, at en afskediget medarbejder, José, i frustration har slået sig ned på et offentligt areal lige over for virksomheden, hvor han med bannere og megafon og sine børn protesterer over den uretfærdige opsigelse.
Gennem megafonen fyrer José dagen lang det ene møgfald efter det andet af mod chefen, og rimene bliver bedre og bedre med hjælp fra portvagten. Det sker på det værst tænkelige tidspunkt, for netop i den uge filmen varer er en komite i gang med at udvælge det firma, der skal have årets pris for dygtig forretningsdrivelse, og den vil Julio for enhver pris have.
For enhver pris skal forstås helt bogstaveligt, og lidt efter lidt afsløres det, hvor kynisk og rådden Julio er bag den joviale og charmerende facade. Han misbruger sine ansatte efter forgodtbefindende og undser sig heller ikke for at tage for sig af retterne blandt de unge kvindelige praktikanter. Den historie han ynder, om at han er en mand, der har arbejdet sig op og skabt virksomheden, holder heller ikke vand, for han har arvet hele herligheden.
Firmaet får prisen, men Julio får også sin straf. Tidligere spillede alle ansatte med på hans præmisser, men en af dem, der er mere røget end han er speget, sætter et modangreb ind, som han er forsvarsløs overfor.
Filmen var Spaniens kandidat til Oscaruddelingen i år og vandt seks priser ved Goya-uddelingen i februar. Her i blandt for den bedste mandlige hovedrolle, der varetages af Javier Bardem, der overbevisende veksler mellem charmetrolden og den samvittighedsløse kyniker, der kun er loyal over for sig selv.
Den perfekte chef
Instrution og manuskript: Fernando León de Aranoa
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
