Kommentar
I 2020 udkom historikeren Charlie Krautwalds bog “Kampklar” som skildrede, hvordan den antifascistiske bevægelse i 30’erne tog kampen op imod nazistiske grupper og KU, som flirtede med fascismen. Den følges nu op med “Kampen om gaderne”, der især beskæftiger sig med de politiske ungdomsorganisationers kamp for at erobre gadebilledet gennem møder og demonstrationer.
Mens DKU og DSU var vant til at optræde i gaderne, så kom KU først i gang i 1932, da de havde fundet ud af, at det var et godt sted at agitere. Men det betød også, at det kom sammenstød, der af og til var voldelige. De mest kendte er begivenhederne på Langelands og Blågårds Plads, hvor KU holdt møder i udprægede arbejderkvarterer, og som derfor blev opfattet som en provokation. Der er ingen tvivl om, at KU var inspireret af de tyske nazister, der provokerende invaderede arbejderkvartererne for at skabe uroligheder og opmærksomhed. Der blev arrangeret moddemonstrationer for at forhindre møderne med deltagelse af mange DKU’ere og DSU’ere, som ved tilråb og sang prøvede at overdøve talerne.
For at skrive bogen har forfatteren måttet gennempløje mange aviser og arkiver, blandt andet 5.000 sider politirapporter, som giver en god indsigt i de mange demonstrationer, der var foregået.
Op til valget den 16. november 1932 var der kamp om at sætte plakater op, men desværre gik det galt den 8. november, da det kom til et sammenstød i Adelgade mellem plakatopklæbere fra DKU og DSU. Ved et uheld blev en DSU’er ramt af et kosteskaft og faldt om på gaden og døde senere på hospitalet. DKU’s ledelse beklagede hændelsen og advarede imod sammenstød af den art. Det viste sig, at DSU’eren tilhørte en oppositionel gruppe i DSU, som var i færd med at melde sig ud, og flere fra den blev senere medlem af DKU.
Flere gange greb Københavns politi ind og forbød ligefrem demonstrationer på bestemte pladser eller områder som Grøntorvet og den Indre By. Det blev flere gange omgået, blandt andet ved en demonstration ved Højesteret i 1931 i forbindelse med Nakskovsagen, hvor Aksel Larsen talte fra en robåd i kanalen, så politiet ikke kunne forhindre ham i det. Der var også andre begrænsninger, som forbud imod at synge og musicere i kirketiden, hvilket Arbejderværnet ikke tog så tungt.
I nogle situationer blev militæret sat ind som i Nakskov i 1931 eller blev sat i beredskab som ved en demonstration arrangeret af De Arbejdsløses Organisation (DAO) i februar 1931. Det skal tilføjes, at den forløb helt fredeligt.
Antallet af anmeldte demonstrationer i København voksede fra 244 i 1934 til 562 i 1935. Men herefter blev der færre, og for DKU’s vedkommende på grund af solidaritetsarbejdet med det kæmpende spanske folk.
Der blev også i 30’erne oprettet forskellige vagtværn. Allerede i 1929 oprettede en gruppe DKU’ere efter tysk forbillede (Roter Frontkämpferbund) Rødt Arbejderværn (RAV) som året efter blev til Arbejderværnet, hvis opgave var at beskytte demonstrationer. DSU havde også deres eget Ordensværn, som var lokalt i København. I 1933 begyndte KU at organisere deres såkaldte “Stormtropper”, som i uniformering og optræden mindede om de tyske nazistiske stormtropper. De øvrige ordensværn og ungdomsorganisationer bar også uniform, men den 12. april 1933 blev der indført et uniformsforbud, det gjaldt dog ikke spejdere. Formålet med loven var at undgå voldelige sammenstød, men det hjalp ikke.
For at skrive bogen har forfatteren måttet gennempløje mange aviser og arkiver, blandt andet 5.000 sider politirapporter, som giver en god indsigt i de mange demonstrationer, der var foregået. Vil man vide mere om disse politiske begivenheder i 30’erne, kan bogen anbefales.
Christopher Krautwald: Kampen om gaderne. Gyldendal, 322 sider, 350 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
